Kun halvt så mange flyttede til: Rune Holm og co. havde et svært år

NYHED | ABONNENT | 2. APR 2024 • 19:00
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
2. APR 2024 • 19:00

Lige over 250 flyttede sidste år til Bornholm efter kontakt med Tilflytterservice. Boligmangel, høje renter og usikre tider halverede fangsten i forhold til tidligere år.

Sidste år var ikke det nemmeste at få folk til flytte til Bornholm i. Faktisk var det et af de sværeste år i nyere tid.

Det oplyser Tilflytterservice i sin årsrapport, der netop er kommet.

"2023 har været et svært år at hive tilflyttere til Bornholm i, og vi har kun kunnet rådgive 251 til at flytte til i år. Høje renter, manglende boliger og øvrige usikkerheder spiller ind", fortæller Tilflytterservice.

I corona-årene 2020 til 2022 flyttede mellem 400 og 585 personer om året til Bornholm efter kontakt med Tilflytterservice. Omtrent dobbelt så mange som det lykkedes Tilflytterservice at bringe til Bornholm sidste år.

– Bornholms tilflytning er påvirket af en perfekt storm, hvilket fører til færre tilflyttende børnefamilier. Boligmangel, høje renter og usikkerhed på grund af krig og inflation gør, at folk tøver med at flytte til Bornholm, fortæller tilflytterkonsulent Rune Holm i årsrapporten.

– Antallet af henvendelser og personlige møder i år viser dog, at fremtiden stadig ser lys ud, tilføjer han.

Interessen er som før

Ikke alle tilflyttere er dog i kontakt med Tilflytterservice, før de flytter til Bornholm. Tilflytterservice er kun i kontakt med omkring en sjettedel af det samlede antal tilflyttere.

I kraft af den gruppe, der kom af sig selv, faldt det samlede antal tilflyttere sidste år kun med omkring en femtedel sammenlignet med 2021 og 2022.

Folks interesse for måske at flytte til Bornholm har ikke ændret sig stort. Forskellen er, at færre end tidligere faktisk tog springet sidste år.

Sidste år henvendte 428 mulige tilflyttere sig til Tilflytterservice. Forrige år gjorde 444 det samme, mens 403 henvendte sig i 2021.

Fra 21 lande

11 personer med en baggrund indenfor sundhed, omsorg og personlig pleje udgjorde sidste år den største faggruppe, der flyttede til Bornholm efter at have været i kontakt med Tilflytterservice. Det er en branche, hvor Bornholm mangler megen arbejdskraft.

Ud over danskere var Tilflytterservice sidste år i kontakt med personer fra 21 lande: Albanien, Argentina, Bosnien-Hercegovina, Canada, Frankrig, Færøerne, Holland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Spanien, Sverige, Thailand, Tjekkiet og Tyskland.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT