Kort efter kommer man til den berømte Malkværn Skanse. Den dybe sejlrende langs kysten var tidligere beskyttet af nogle skær, der i stormvejr fik bølgerne til at give en høj lyd ligesom en kværn, der maler malt. Lyden var så høj, at den forstyrrede de lokale folks nattesøvn, men efter man sprængte skæret med dynamit, har freden sænket sig på alle fronter.
Den 9. juni 1645 var skansen bevogtet af 29 mand fra Ibsker og tre fra Svaneke Borgerkompagni. Da 500 kamptrænede svenskere gik på land, angreb de skansen og alle mand flygtede undtagen de tre fra Svaneke. De blev dræbt, og den sidste mand på skansen blev Albret Wolffsen. Bagefter travede svenskerne til Nexø og byen blev plyndret. De fik 10.000 rigsdaler i sølv for at skåne byen og resten af Bornholm, men overholdt ikke aftalen og sejlede nordpå og angreb Hammershus, hvorefter øen blev en svensk landsdel. Fredsforhandlinger i august 1645 endte med, at Bornholm på ny kom tilbage til Danmark. Den aftale kunne svenskerne heller ikke holde. Husk 1658. Resten er bare historie.
Under englænderkrigen i 1807 blev den 12 meter lange skansen udstyret med to ottepundskanoner. Fra 1901 blev skansen fredet som fortidsminde, og samtidig blev der opsat tre mindesten om begivenheden i 1645. På den største er der indhugget et minde om Albret Wolffsen, og på den modsatte side står der: "Han stred for konge og land og måtte så ærligen dø".
Stenbrudsgården ved det gamle sandstensbrud fra 1754. Læg mærke til stengærdet af flade sandsten uden bindemiddel. Sådanne ses mange steder i Nexø. Foto: Søren P. Sillehoved