Da jeg var barn, hørte jeg historier om, at der var folk, der nægtede at spise hornfiskene på grund af deres grønne ben. De synes simpelthen at det var ulækkert. Jeg synes tværtimod, at det er smart. Benene er jo supernemme at få øje på, og det mindsker risikoen for at få slugt et fiskeben. Jeg synes derimod, at de grønne skæl er vildt irriterende – de er bare overalt, når man har renset sine fisk. Og ret svære at få væk igen.
En anden lækker sag, der peaker nu, er en af sidste års helte: løgkarsen. Den står typisk sammen med alle rams- og skovløgene. De lysegrønne takkede blade er ikke til at tage fejl af, og lige nu er der de fineste hvide blomster på, der er gode til at give anretningen det sidste pift. Hvis man skulle være i tvivl om, hvordan løgkarsen ser ud, må man gennemgå Tidendes lørdagsaviser fra sidste forår eller købe bogen Vildt Sulten, hvor den har sin helt egen opskrift.
Da jeg var barn, lavede min mor hornfisk, der var fyldt med persille, men jeg fylder dem med løgkarse. Det smager ligeså godt, og så er det gratis. Det er trist, at der ikke er nye kartofler endnu, for det havde været vildt lækkert til hornfiskene, men de to ting rammer sjældent hinanden. Vi må tage til takke med de kartofler, vi kan få, og lave noget sjovt med dem. En af mine yndlingskartoffelretter er knuste kartofler med sennep, olivenolie og en krydderurt. Jeg har i denne uge valgt at give plads til en urt, der næsten deler vandene – eller smagsløgene – lige så meget som koriander – hils på løvstikken. Den er frisk og en anelse lakridsagtig. Det er ret lækkert med sennep og olivenolie.