En anden af forældrerepræsentanterne, Stig Haslund, oplevede som både lærer og far, hvilke konsekvenser, der var, da Østre Skole blev lukket.
– Det skabte både et dårligt arbejdsmiljø og et dårligt undervisningsmiljø med alt for store klasser, utryghed, uro og enorm dårlig trivsel hos børnene. Rigtig mange så sig nødsaget til at flytte deres børn til privat- og friskolerne og dygtige erfarne kolleger sagde deres arbejde op i frustration. Vi vil meget nødigt gennemleve det en gang til, forklarer Stig Haslund i pressemeddelelsen.
Forældregruppen vil ud over at slå ring om Åvangsskolen også gerne i dialog med kommunalpolitikerne, hvorfor man på vegne af de to skolebestyrelser har inviteret samtlige medlemmer af kommunalbestyrelsen til at komme og debattere spareforslaget.