Fredag den 4. august havde den nye private fritidsklub Klub Nord i Allinge første arbejdsdag, men denne mandag, den 14. august klokken 16, åbner den så for alvor, idet første halvanden måned bliver gratis prøvetid.
Dermed er der fri adgang til de to pavilloner, som skal danne rammen om den nye fritidsklub for 10-14-årige børn, altså elever fra 4.-7. klasse.
Klub Nord kommer ud over de to moduler, som er sat sammen til et stort rum, til at råde over et lokale inde i Bornholms Idræts-og Kulturcenter, hvor der også bliver adgang til toiletterne.
Klubben kan endvidere benytte faciliteter i ASG's klubhus og boldbaner lidt længere oppe ad Stadionvej samt spejdernes bålplads og shelter for enden af Stadionvej. Dertil vil der blive etableret et lege- og aktivitetsområde på Cirkuspladsen over for hallen.