Mandag er første skoledag for de nye gymnasielever på Campus Bornholm. I alt 287 unge har første skoledag i 1.g. Det er lidt flere end i fjor, hvor 265 elever begyndte på HF, HHX, HTX eller STX.
Det fortæller Campus Bornholm på sin hjemmeside.
Det er det almene gymnasium, der er det mest populære blandt de nye elever. Hele 125 begynder således på STX. Derefter følger HF med 76 nye elever, mens der begynder 60 og 26 på henholdsvis HHX og HTX. Tallene er antal tilmeldte elever per 1. august.
Vicedirektør og gymnasierektor Lisbeth Hvid Christensen glæder sig til at tage imod de nye elever til et skoleår, der umiddelbart ser ud til at blive uden indflydelse af corona.