Glade stemmer runger over vandet og klipperne i Bielkes Vig på Christiansø, hvor øens lille fitnessforening TRIM sammen med DGI Bornholm holder Open Water Rescue Camp for øens børn og sommergæster.
15 børn har søsat deres SUP boards og prøver iført våddragter og redningsveste kræfter med de livlige boards, der vugger i bølgerne, mens de store gråsæler nysgerrigt stikker hovederne op i behørig afstand fra de padlende børn.
Det er ikke kun børn på Bornholm, der har mulighed for at deltage i spændende sommerferieaktiviteter. Det har børnene også på Christiansø. Det fortæller Nina Bonnén Mourier, der er med i TRIM og naturvejleder i Naturpark Christiansø og en af idémagerne bag to sommercamps på Christiansø.
– Når vi laver sommercamps ønsker vi at skabe et aktivt tilbud til børnene på øen i deres sommerferie – ligesom det er tilfældet rundt omkring i kommunerne. I begyndelsen af sommerferien var en stor del af børnene med på naturkunstcamp og i denne uge har DGI Bornholms dygtige instruktører indtaget øen med masser af sjove lege, øvelser og ikke mindst en masse fedt grej til vandsport, fortæller Nina Bonnén Mourier.