Winni Grosbøll er forhenværende borgmester i Bornholms Kommune (2010-2020) og har siden årsskiftet i 2021 været direktør i Friluftsrådet.
Hun bliver bestyrelsesformand for alliancen i en tid, hvor hjemløseaftalen fra Christiansborg skal gøres til virkelighed i kommunerne. Derfor giver det rigtig god mening, at Hjem til Alle netop nu får en stærk kommunalpolitisk kompetence om bord, oplyses det i en pressemeddelelse.
Winni Grosbøll ser selv frem til at blive en del af alliancens arbejde.
– Jeg er glad for at blive en del af Hjem til Alles arbejde. Alle unge mennesker i Danmark skal have et sted, de kan kalde deres hjem, og det er en meget vigtig samfundsopgave at stoppe hjemløshed blandt unge. Vores opgave som alliance bliver i høj grad i at understøtte implementeringen af hjemløseaftalen, og jeg glæder mig til at bruge mine erfaringer og mit netværk fra det kommunalpolitiske arbejde, siger hun.