Virksomhed i klemme med tysk professor om ordre på 10.000 plader chokolade

Da Heidrun og Hans Jørn Koefoed, der driver virksomheden Pure Rainforest Chocolate, blev kontaktet af en potentiel kunde i Tyskland, øjnede de en mulighed for at få deres varer ud på det tyske marked og støtte et godt projekt. Men forløbet tog en uventet drejning, og nu står de tilbage uden aftale og med manglende indtjening, der kan få konsekvenser for deres fremadrettede forretninger.

En tysk professor, et regnskovsinstitut og en mulig ordre på 10.000 plader chokolade. Det lyder som begyndelsen på en dårlig vittighed, men det er omdrejningspunktet for et noget kuriøst forløb, der har endt med at efterlade ægteparret Heidrun og Hans Jørn Koefoed både forundrede og i lidt af en økonomisk kattepine.

De driver virksomheden Pure Rainforest Chocolate fra Café Slusegård i Pedersker, hvor de producerer håndlavet kvalitetschokolade uden kemikalier og tilsætningsstoffer, og i sommeren 2021 modtog de et certifikat for at anvende 100 procent slavefri kakaobønner.

Så da de fik muligheden for at producere chokolade for et tysk regnskovsinstitut med fokus på 'en bæredygtig udnyttelse af regnskoven i tæt samarbejde med den traditionelle befolkning', var det et projekt, de gerne ville støtte.

Men nu står de tilbage og føler sig taget ved næsen, fordi den anden part har trukket sig - det til trods for, at der var smidt penge efter forberedelserne til arbejdet, og at de mener at have fået skriftlig tilkendegivelse fra kunden. 

Regnskovsinstitut

Historien starter tilbage i efteråret, hvor Heidrun og Hans Jørn Koefoed bliver kontaktet af en tysk professor fra et regnskovsinstitut, der spørger, om de vil producere nogle plader chokolade, som skal sælges i Tyskland.

– De har opkøbt noget land i Amazonas i Brasilien, hvor de støtter folk i at samle vilde kakaobønner dybt inde i regnskoven, og han har været på vores hjemmeside og læst om os og det, vi gør for regnskoven, forklarer Heidrun Koefoed.

Normalt samarbejder Pure Rainforest Chocolate med kakaofarme omkring i verden, men da professoren har kontakt til en kakaofarm i Brasilien, kan han selv stå for transport af bønner til Danmark, ligesom han også vil tage sig af salget. Heidrun og Hans Jørn Koefoed skal altså kun stå for produktionen på Bornholm.

Korrespondancen foregår via mail på tysk, og efter lidt kontakt frem og tilbage om blandt andet mængder, priser og transport, bliver de to parter ifølge Heidrun Koefoed enige om en produktion på 10.000 plader chokolade til 1,30 euro stykket, hvilket svarer til 9,67 kroner - en pris, som professoren ifølge Heidrun Koefoed synes er noget høj men alligevel accepterer.

Produktionen af den store ordre vil kræve, at Pure Rainforest Chocolate skal leje sig ind i større produktionslokaler, ligesom de skal investere i en specialdesignet maskine fra Italien.

Maskinen bliver bestilt og betalt, og de lejer sig ind i lokaler i Møbelfabrikken i Nexø, så de er klar til at begynde produktionen, når kakaobønnerne efter planen vil være på Bornholm den 1. februar.

– Vi siger, at han er han nødt til at betale forud, ligesom hvis han køber andre steder, hvilket han siger ja til, fortæller Heidrun Koefoed.

Fra Tyskland til Bornholm

Efter den indledende mailkorrespondance tager Heidrun og Hans Jørn Koefoed til Tyskland for at besøge professoren og instittutet for at sikre sig, at det overhovedet eksisterer. Og alt ser fint ud.

– Så foreslår han at komme og besøge os for at se vores café og produktionslokaler, og det siger vi ja til. Så han bor her i to dage med sin kone, og alt er fint, fortæller Heidrun Koefoed og siger, at han under besøget begyndte at 'pippe lidt om prisen'.

– Han sagde, at han ved sin gamle producent kun gav 82 cent pr. plade, og det var både for kakaobønner, transport, produktion, indpakning og distribution i Tyskland.

Pure Rainforest Chocolates pris på 1,30 euro er vel at mærke kun for produktionen.

– Så sagde jeg, at den pris på 82 cent holder ingen steder. Vi tjener ikke meget på det, men det er for at understøtte projektet, og 1,30 euro var den absolut laveste grænse. Og han sagde, det var okay.

Da parret sætter professoren af ved færgen den 4. januar, lyder beskeden, at han glæder sig til samarbejdet, og at han vil sætte en kontrakt op, når han kom hjem, fortæller Heidrun Koefoed.

For på det her tidspunkt er der endnu ikke udformet eller underskrevet en endelig kontrakt mellem de to parter, og det hele baserer sig på skriftlige aftaler.

– Vi har hele tiden undret os over, at han ikke havde den med, for det var aftalen. Jeg begynder at gå ham lidt på klingen men ender med at tænke, at det må han om, og vi har aftalen på skrift.

Men så går der et par dage.

– Så kommer der en mail om, at han ikke er interesseret i et samarbejde alligevel, og han trækker sig ud, fordi der ikke er profit nok. 'Shit, det er noget lort', tænkte jeg. Hvad gør vi nu? Vi står med lejede lokaler og en specialdesignet maskine, som bliver lavet i Italien, som vi ikke kan trække tilbage.

Ville tage det nære først

For at gøre ondt værre, så skulle indtjeningen fra aftalen med regnskovsinstituttet bruges på at føre en anden aftale ud i livet med en virksomhed i Singapore og Vietnam, som Udenrigsministeriet havde hjulpet parret med at sige god for.

– Der er en lang kontrakt, hvor der skulle overføres 55.000 kroner i markedsføringsomkostninger, og så ville de garantere en minimumsindtægt ved salg på det asiatiske marked, fortæller Heidrun Koefoed.

– Men vi satte det i bero, for vi havde ikke råd til begge dele på en gang. Vi ville tage det nære først, altså Tyskland, og på den måde kunne vi tjene penge til at bruge på markedsføring i Asien.

Men nu har parret altså hverken det ene eller det andet.

– Vi har brugt de penge, vi havde. Vi har et lokale og en maskine på vej til 1. februar. Det er en lortesituation.

– Jeg er sur på mig selv og tænker, om man skulle have gjort det på engelsk, siger hun og tilføjer, at de taler godt tysk, men at de ellers normalt laver forretninger på engelsk.

I indkøber en maskine og lejer jer ind i Møbelfabrikken. Hvad betyder det i kroner og øre?

– En husleje på 10.000 og maskinen til 50.000 kroner. Og så den manglende indtægt på 13.000 euro (96.710 kroner, red.) for 10.000 plader chokolade til 1,30 euro stykket.

Ikke vant til at være mistroiske

Pure Rainforest Chocolate har ikke tidligere produceret for andre end dem selv, og derfor var de heller ikke helt sikre på, hvad der er kutyme inden for branchen.

– Hvis en kunde henvender sig, så plejer en ordre per mail at være nok. Der laver man ikke ekstra kontrakter. Og når vi laver aftaler med kakaobønnefarme, har det været uden problemer, og vi er aldrig blevet snydt. Og han sagde jo ikke, han ikke ville mere, han sagde bare, det er godt nok mange penge.

Hvornår var aftalen, at I ville få betaling?

– Vi har ikke sat en eksakt dato på, men det var underforstået, at når kakaobønnerne kom omkring 1. februar, skulle pengene falde, for ellers kunne vi ikke gå i gang.

Har I været lidt naive?

– Jeg synes, vi prøvede at sikre os ved at besøge ham og have ham på besøg og have mailkorrespondance, hvor tingene var nedskrevet. I virkeligheden har vi en form for kontrakt, når han skriver, at han accepterer, siger Heidrun Koefoed og tilføjer, at de måske godt kunne have ventet med at købe maskinen.

– Men vi fik et godt tilbud, hvis vi bestilte inden jul. Der skulle man måske have mere is i maven og tænkt, at den rabat får vi nok også efter jul. Men det var for ikke at gøre det unødvendigt dyrt.

– Vi er ikke vant til at skulle være mistroiske. Vi arbejder altid ud fra, at vi vil andre det bedste og går ud fra, at andre også vil os det bedre. Men det her er også tænkt som en advarsel - pas nu på. Der er nogle fælder derude.

Afventer svar

Det er umiddelbart svært at se, hvad instituttet og professoren ville få ud af at lave en aftale med Pure Rainforest Chocolate og besøge dem for senere at bryde aftalen igen.

– Jeg tror, han har tænkt, han kunne presse prisen ned, gætter Heidrun Koefoed og fortæller, at hun også har rådført sig hos sin bror, der bor i Tyskland.

– Han tror, han (professoren, red.) har glemt at fortælle sin forening om det og måske har overskredet sine beføjelser. Men det er antagelser.

Men hvor efterlader det den bornholmske chokoladevirksomhed?

Da professoren trak sig fra aftalen gik parret i tænkeboks og foreslog at imødekomme ham på forskellige måder, så de stadig kunne få handlen i hus og efter lidt frem og tilbage er de ikke blevet enige.

Nu afventer Heidrun Koefoed svar fra ham, ligesom hun afventer svar fra et advokatfirma, hun har kontaktet.

– Jeg har researchet på både tyske og danske sider, der siger, at hvis man har en aftale per mail, så er den lige så gældende, som hvis der er underskrevet en kontrakt.

Heidrun og Hans Jørn Koefoed driver virksomheden Pure Rainforest Chocolate fra Café Slusegård i Pedersker, som producerer håndlavet kvalitetschokolade uden kemikalier og tilsætningsstoffer, og i sommeren 2021 modtog de et certifikatet for at anvende 100 procent slavefri kakaobønner. Arkivfoto: Jacob Jepsen 

Bindende aftale

Og loven siger da også, at en aftale - mundtlig eller skriftlig - er bindende.

Det forklarer Morten Midtgaard Fogt, der er lektor i formueret og international handel på Aarhus Universitet, og han henviser til det, der på dansk hedder Den Internationale Købelov, som gælder i både Danmark og Tyskland.

Men så er spørgsmålet, hvornår der egentlig er indgået en aftale.

– Man skal se på, om partnerne er kommet tilstrækkeligt langt. Har de været så præcise, at der er en aftale? Hvis man har aftalt, hvilken vare, der er tale om, antal og pris og har vist vilje og intention til at indgå en kontrakt, så er der en bindende aftale, når det er accepteret. Men der må man se på detaljerne, og der skal være klarhed på begge sider, siger Morten Midtgaard Fogt og understreger, at der altså i korrespondancen ikke skal være tvivl om, at begge partner tydeligt har accepteret og ikke blot har handlet uforpligtende.

– For så kan man godt melde fra.

Løber man derimod fra en bindende købsaftale, så kan det ende i et erstatningskrav, hvor der skal kunne fremlægges tilstrækkeligt med beviser.

– Den anden part kan gøre misligholdelse gældende og kræve en erstatning svarende til det, man ville få ud af kontrakten, inklusive profit og fortjeneste.

Vidtrækkende konsekvenser

Foruden kontrakten med det asiatiske marked så kommer den brudte aftale med regnskovsinstituttet også til at præsentere andre konsekvenser for Pure Rainforest Chocolate.

– Det rammer også vores vaniljeprojekt på Fiji, hvor vi skulle have betalt nogle kvinder for at producere vanilje for os, men det kan vi heller ikke. Det får nogle vidtrækkende konsekvenser, siger Heidrun Koefoed.

– Det kommer nok til at betyde, at jeg i hvert fald delvist kommer til at arbejde i Norge igen som sygeplejerske og hente nogle penge hjem. Vi er privilegerede, fordi jeg så kan tjene penge i Norge, men det kommer til at have indflydelse på, hvornår vi kan åbne caféen. Rent logistisk bliver det et anderledes år, end vi havde tænkt os.

– Vi har overlevet indtil videre, men det er en dyr lærestreg. Fra april åbner vi i caféen igen, og så kommer der masser turister. Det er mere de næste tre måneder, der er tunge at komme igennem.

Den indkøbte maskine er dog ikke helt spildt, da den kan bruges fremadrettet.

– Men vi gjorde det nu for at kunne producere de 10.000 plader hurtigt for ham for at komme ud i butikkerne. Den er ikke helt spildt, det er bare her og nu, det er et problem.

Tidende har set korrespondancen mellem de to parter og har været i kontakt med professoren, der hedder Rainer Putz, via mail.

Han skriver, at han beklager, at de ikke kunne nå til enighed med Pure Rainforest Chocolate, men at det bandt andet handler om, at han ikke følte, der i sidste ende var en sikkerhed for deres investering. Han skriver ligeledes, at og at prisen på 1,30 euro per plade var 'tænkelig'.

– Prisen nævnt af hende (Heidrun Koefoed, red.) var grundlæggende tænkelig for os, men i sidste ende kun ét aspekt i diskussioner om et muligt samarbejde. På intet tidspunkt kom der en kontrakt, skriver han.

Han skriver ligeledes, at Pure Rainforest Chocolate foretog bestillingen af maskinen på grund af et tidsbegrænset tilbud.