POLITIK / Torsdag 23. oktober 2025 • 13:47

Patienter får nu et løft, når de tager flyet

Patienter får nu et løft, når de tager flyet

I den netop indgåede Finanslov for 2026 ender der 4,5 millioner kroner på Bornholm til både at hjælpe patienter og medarbejderne i lufthavnen.

80 millioner fordeles i Finansloven for 2026, som er indgået mellem regeringen og De Konservative til lokale initiativer, og her ender der altså 4,5 millioner på Bornholm.

Det er endda det andetstørste beløb, som udskrives til de lokale initiativer, og det kommer til at gå til en såkaldt highloader hos Bornholms Lufthavn.

Det er en maskine, som kan løfte eksempelvis patienter, der skal med flyet til København fra jorden og op i flyet, så det ikke længere er personalet i lufthavnen, der skal gøre det manuelt.

Ifølge det lokale folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) har der foregået rigtig meget arbejde for at få highloaderen til Bornholm. Han fortæller også, at det er ham, som har sendt den ind som forslag til puljen for de lokale initiativer.

– Det er, fordi jeg bruger flyet relativt ofte, og der kan jeg jo se, at personalet i lufthavnen, der har ansvaret for at have patienterne godt og sikkert ind og ud af flyveren, har nogle meget vanskelige arbejdsstillinger. Og med en fortid som arbejdsmiljøordfører for Venstre, kan jeg godt se, at det ikke er alt, som er lige gode arbejdsstillinger for personalet, som tager hånd om patienterne, siger han og fortsætter:

– Men det er også, fordi lederen for patientrejser på sygehuset har rakt ud for at høre, om det ikke var noget, vi skulle kigge på, fordi man havde meget gode erfaringer med highloaderen i Køvenhavn. Både for at passe på personalet, men også når det kommer til at bevare patienternes integritet. Når man skal bære folk op og ned, kommer man meget tæt på dem, og hvis de har et drop i armen eller andet, kan det godt være lidt grænseoverskridende for patienterne.

Et lige sundhedstilbud

Derfor synes han også, at det handler om, at man kan få et ligeså godt sundhedstilbud på Bornholm som andre steder i kongeriget siger han.

– Derfor synes jeg, at highloaderen passer ind som fod i hose og understøtter en længere bosætning på Bornholm, men også sikrer, at vi får et tilnærmelsesvis lige så godt sundhedstilbud, som man gør andre steder. Også selvom man skal flytte sig ved hjælp af andres hjælp, siger Peter Juel-Jensen.

Også det andet lokale folketingsmedlem, Lea Wermelin (S), fortæller, at hun har arbejdet for at få highloaderen til Bornholms Lufthavn, og at hun også har sendt det ind som forslag til puljen. Derfor er hun naturligvis også glad for, at der er penge sat af til den.

– For mig har det været vigtigt, at vi både sørger for, at alle de patienter, som bruger flyene frem og tilbage, når man skal have behandlinger på den anden side af vandet, at de oplever, at der er en lidt mere moderne måde at få dem løftet ind i flydingen på, og det er det, highloaderen kan. Men det er også for arbejdsmiljøet for lufthavnens ansatte, siger hun.

Kan formentlig indkøbes hurtigt

Hun fortæller desuden, at hun har fået at vide, at 64 procent af patienterne, der skal til behandling ovre, tager flyet.

– Derfor er det jo også bare helt rimeligt, at man også, hvis man sidder i kørestol, eller at man er dårlig gående, får en mere skånsom tur, når man kan blive kørt ud til flyet og bliver placeret i high loaderen. Og at man så sidder i læ og tørvejr, hvis der skal hentes flere patienter. Så det er klart, det vil jo være en velfærdsforbedring for alle, der bruger patientrejserne med flyet, siger Lea Wermelin.

Folketingstingets transportudvalg var også med rundt på Bornholm, hvor highloaderen også blev spillet ind. For det skal nemlig være en ret fysisk investering, som kan gå igennem, hvis man skal have noget fra puljen til lokale initiativer på Finansloven.

Lea Wermelin fortæller også, at når det bliver 2026, at det kan gå ret hurtigt med, at highloaderen kan blive indkøbt.

– Finansloven skal også lige stemmes igennem i Folketinget, men Bornholms Lufthavn er jo også ejet af staten, og det er lufthavnen, der skal købe den. Så jeg forestiller mig, at man ret hurtigt i det nye år kan få overført de penge.

Hun tilføjer også, at hun ikke kan forestille sig andet, end hvis andre kørestolsbrugere eller dårligt gående, der i dag også skal hjælpes ind i flyet, kan bruge den.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT