Trumps toldhammer rammer Bornholm: 'En decideret svinestreg'

Trumps toldhammer rammer Bornholm: 'En decideret svinestreg'
Bornholms Andelsmejeri er en af de bornholmske virksomheder, der eksporterer til USA, og direktør Per Olesen slår koldt vand i blodet, indtil han ved, hvad den nye straftold på varer fra EU reelt betyder. Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | Torsdag 3. april 2025 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | Torsdag 3. april 2025 • 15:30
ERHVERV | Torsdag 3. april 2025 • 15:30

USA har indført en straftold på 20 procent på varer fra EU, herunder Bornholm.

Det er uvist, om den amerikanske præsident Donald Trump ved, at Bornholm eksisterer, men i nat svingede han endnu en gang sin toldhammer, som denne gang ramte EU og dermed virksomheder her på øen med en straftold på 20 procent.

– Det er voldsomt, det der sker. Det er det, jeg betragter som en decideret svinestreg, siger Lars Nordahl, som er formand for Dansk Industris bornholmske afdeling.

Han understreger vigtigheden af, at man fra dansk og europæisk side står sammen, og han opfordrer de lokale virksomheder til at holde hovedet koldt og helt nøgternt få det bedste ud af situationen.

– Der er nogle bornholmske virksomheder, der har eksport til USA, og de skal se på deres prissætning og prissammensætning. Er der noget, de kan anderledes? For eksempel hvis de har udviklingsomkostninger med i prisen, så kan de tage dem ud og fakturere dem særskilt, så de ikke bliver toldet. Det gælder om at have styr på toldsatserne, og hvordan de er bygget op, så man kan se det bedst mulige i det, siger Lars Nordahl.

Kig mod nye markeder

For nogle virksomheder kan det give mening at overveje at flytte produktion eller eventuel viderebearbejdning til USA, hvis man på den måde kan undgå den nye straftold helt eller delvist.

– Det er altid en overvejelser, man kan have. Jeg synes ikke, man ikke skal handle med USA, det synes jeg, man skal opretholde, men der er intet til hinder for, at man også kan kigge mod nye markeder. Det er også min rådgivning til virksomhederne, siger DI Bornholms formand.

Netop nye markeder kan være noget af det, som Bornholms Andelsmejeri – også kaldet Sankt Clement – kan komme til at kigge mere på.

Salget til USA fylder omtrent en fjerdedel af den samlede produktion for mejeriet.

– Vi har kigget mere rundt i verden. Det gør vi også hele tiden, men der er heller ingen tvivl om, at USA er et stort marked for os. I en verden, der er svingende, vil vi gerne finde noget stabilt, da vi får mælk ind hver dag, og den skal produceres. Så vi kan ikke bare stoppe, og så må vi kigge rundt. Men vi slår også koldt vand i blodet og afventer til senere, hvordan tolden helt præcist kommer til at ramme, fortæller Per Olesen, direktør på Bornholms Andelsmejeri.

Der er nemlig i forvejen told på de varer, Sankt Clement eksporterer til USA. Den ligger på mellem 15-20 procent, og Per Olesen ved endnu ikke, om tolden bliver lagt oveni den nuværende told – altså op til 40 procent told.

– Det skal afklares, om det er 20 procent mere, der bliver lagt oveni. Jeg har prøvet at finde ud af, hvordan det bliver indført hertil morgen, men det har ikke været til at finde ud af. Det har ikke været muligt, da ingen ved noget endnu, siger Per Olesen og fortsætter:

– Vi har allerede varer på vej ind derovre. Der er hele tiden containere på søen, og de vil formentlig blive pålagt told, men som sagt er der ikke rigtig nogen, der ved noget endnu.

Kan være behjælpelig

Som virksomhed kan det være svært at navigere i den handels- og toldpolitik, USA fører, men ifølge Lars Nordahl er det vigtigt at holde sig løbende opdateret, og der kan DI være behjælpelig. Organisationen har nemlig en særlig hjemmeside, der giver overblik over USA's position og de gældende toldsatser.

– Der er også hjælp til, hvilke strategiske overvejelser, der kan gøres, og samtidig kan man læse mere om, hvordan DI kan hjælpe, så det er også en opfordring til at benytte de instrumenter, vi har, så vi kan hjælpe hinanden, siger han.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT