Tøjbutik fejrer 15 år: 'Vi bliver det hyggelige alternativ til nettet'

Tøjbutik fejrer 15 år: 'Vi bliver det hyggelige alternativ til nettet'
– Hvis jeg var ligeglad med interaktionen med kunderne, så havde jeg haft en netbutik og koncentreret mig om det. Men det er, fordi jeg elsker dialogen, siger Jan Bidstrup, hvis forretning i disse dage holder 15-års fødselsdag. Foto: William Sonne Kaalø
ERHVERV | 8. MAR • 19:00
ERHVERV | 8. MAR • 19:00

Din Tøjmand i Store Torvegade åbnede den 4. marts 2010. 15 år senere mener indehaveren stadig, at den fysiske tøjbutik har en berettigelse.

Det er en lørdag som så mange andre i tøjbutikken Din Tøjmand i Rønne. Kunderne spankulerer rundt og kigger på bukser, skjorter og andet tøj.

Alligevel er alt ikke som det plejer. For rundt omkring på mannequindukker, trøjer og bluser hænger flag og sedler om fødselsdagstilbud.

I disse dage er det nemlig 15 år siden, Jan og Nalle åbnede forretningen på Store Torvegade 1. Det skete torsdag den 4. marts 2010, fortæller indehaver Jan Bidstrup, da Tidende lægger vejen forbi på den solbeskinnede lørdag.

Og selvom vi lever i en tid med mange muligheder for nethandel, mener Jan Bidstrup, at den fysiske butik ved Store Torv stadig har en berettigelse.

– Vi kan interagere med kunderne. Vi er jo andet end bare et sted, hvor man går ind og køber et par sokker: Vi er også et sted, hvor man går ind og snakker om vind og vejr, og vi har et ret personligt forhold til mange kunder, fortæller Jan Bidstrup.

– Det kan være, manden er blevet syg, og så får man en snak med fruen om det. Vi spiller også en anden rolle, og det tror jeg, der er mange, der sætter enorm pris på.

Kan du også godt lide det?

– Jeg elsker det! Det er derfor, jeg er her. Hvis jeg var ligeglad med interaktionen med kunderne, så havde jeg haft en netbutik og koncentreret mig om det. Men det er, fordi jeg elsker dialogen. Samtale kan gå i alle mulige retninger, og det er dét, der motiverer os, fortæller Jan Bidstrup.

Mærker samfundsudviklingen

Den 58-årige indehaver af tøjbutikken købte sin tidligere kompagnon Nalle ud i 2018. Butikken hedder dog stadig Din Tøjmand by Jan & Nalle, og Nalle bliver af og til bedt om at hjælpe til i butikken. Som for eksempel i disse fødselsdage, selvom han er gået på pension.

Selv har Jan Bidstrup ikke lignende planer pt:

– Jeg har absolut planer om at holde ud til den bitre ende. Jeg bliver i hvert fald ti år endnu. Hvis det går sådan, som pensionsalderen tilsiger, skal jeg blive ved ti år endnu, og det kommer jeg til. Om forretningen skal blive ved med at se ud på denne måde er jo et helt andet spørgsmål, lyder det fra Jan Bidstrup.

Artiklen fortsætter under billedet:



Butikken ligger på Store Torvegade ved Store Torv. Foto: William Sonne Kaalø

For i forhold til for år tilbage, hvor Jan Bidstrup startede karriere - faktisk skete det helt tilbage i 1983 - er der sket en stor ændring i handelslivet. Lige nu er den største udfordring, at indbyggertallet på Bornholm ikke er som ventet:

– Det er ikke kun nethandlen, der driller os. Vi har også en samfundsudvikling, hvor det desværre langsomt går den forkerte vej. Vi skulle have været 42.000 indbyggere nu, men vi er snart tættere på 38.000. Det er jo også gift for butikker som vores, siger Jan Bidstrup.

Kan I mærke det?

– Det kan vi i dén grad! Butikker som min henvender sig nok overvejende til voksne, og har måske lidt større overlevelsesmuligheder, fordi de ældre - og voksne i det hele taget - er meget loyale og foretrækker at handle lokalt og fysisk, hvor man kan prøve tøjet. De unge er ikke så loyale og handler lige så gerne på nettet.

– På en dag som i dag får man jo at vide af gode, gamle trofaste kunder: "Vi har aldrig handlet på nettet og kommer aldrig til det - vi tør slet ikke!", tilføjer han.

– For 15 år siden, da vi havde et par dage med salg, hvor vi giver 25 procent på alt i butikken, lavede vi dobbelt så stor omsætning som i dag. Det er jo, fordi verden har forandret sig. Så jeg kan mærke helt konkret i min butik, at selvom vi synes, der er travlt, og vi er glade, så er der bare det mindre at lave.

'Det hyggelige alternativ til nettet'

Når spørgsmålet lyder, hvad fremtiden byder på, svarer Jan Bidstrup ganske kort: "Jeg aner det faktisk ikke."

– Internethandlen begyndte allerede i starten af 00'erne, og der snakkede man om, at nu kommer den store stygge ulv: Den æder jer og om nogle få år er i døde og borte. Det har jo bare vist sig ikke at gå så slemt, lyder det med tilføjelsen:

– Vi bliver færre butikker, og det ser vi både her i Rønne og ude på øen. Der åbner ikke en ny, når én lukker. Så der bliver færre af sådan nogle som os. Men derfor kan vi godt leve godt, fordi vi nu bliver det hyggelige alternativ til nettet, ligesom der er forskel på at gå i biografen og streame derhjemme - det er bare en anden oplevelse. Det er dén oplevelse, vi gerne vil give folk, når de kommer ind til os.

Og så vender vi tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt forretningen kommer til at se ud i fremtiden som nu:

– Nethandel er én ting - men den har vi slåsset med i 20 år nu. Det er jo ikke rigtig noget nyt for os. Det handler lige så meget om, hvordan dynamikken ændrer sig i byen, hvis centret bliver udbygget en skønne dag, som de går og drømmer om, og som bliver spændende at se om lykkes. Men hvis det gør, og man får flere boksbutikker, der får lov at handle med mere af den type varer, vi har her, så ændres dynamikken i bymidten, og så kan det være jeg på et tidspunkt siger: "Jeg skal fortsætte med at drive butik - men det er ikke sikkert, det skal være herinde fra." Men det er noget, kunderne bestemmer, siger Jan Bidstrup.

FÅ ABONNEMENT