Sælger historisk gård efter 300 år i slægtens eje

Vallensgård i Aaker er sat til salg og Müller-familien flytter til Jylland. Det skyldes blandt andet udviklingen i landbruget, fortæller den sidste Müller-mand på den historiske bedrift.

Mandag blev Vallensgård sat til salg.

En nyhed, der formentlig har sat en kædereaktion i gang i bornholmsk landbrug. For Vallensgård i Aaker har været omdrejningspunkt for skiftende magthavere og proprietærer på Bornholm i over 500 år, og de seneste 300 år har den været i Müller-slægtens eje.

Troels Müller har stået på broen, eller siddet på traktoren om man vil, siden 2011. Her overtog han gården efter sin far, Ancher Müller, der samme år gik på aftægt i et af familiens huse tæt på.

Troels Müller, 40, er tiende generation, og far til to små sønner på tre et halvt og halvandet år. I sin tid på Vallensgård har han fokuseret driften på planteavl og skovbrug, og har sammen med hustruen Mette lagt en del kræfter i at renovere den gamle gård på Almindingsvej. I 2015 blev de nedslidte avlsbygninger revet ned og erstattet af to stålhaller, og i 2019 satte parret stuehuset i stand og erstattede det gamle halmfyr med varmepumper.

Vallensgård fotograferet fra luften i 1930. Foto: Nordisk Luftfoto.

Presset er blevet for stort

Troels Müller havde egentlig forestillet sig at fortsætte det liv, han kendte fra sin opvækst, da han overtog Vallensgård i 2011. Men allerede i 2018, da han frasolgte 116 hektar til Ekkodalens Moser, havde han luret, hvor landbruget var på vej hen.

– Jeg kunne godt se, hvor det bar henad. Det er jo lavbundsjorder det meste af det, og det bliver jo taget ud med tiden. Jeg var bare heldig, at de kom og bankede på her, siger Troels Müller, der ejede 95 procent af den jord, som staten opkøbte af private lodsejere for at konvertere den tidligere landbrugsjord til vådområde. Han lægger ikke skjul på, at de mange reguleringer og det stigende pres fra myndigheder og lovgivere har været medvirkende til at han har truffet beslutningen om at indstille landbrugskarrieren.

– De næste fem år kommer der skrappere miljøtiltag i forhold til kemi og og gødning. Så jeg tror bare jeg er nået til et sted, hvor jeg ikke kan følge med længere med min bedrift. Den er for lille til at det kan hænge sammen økonomisk, siger han.

Flytter til Jylland

Og så, i mandags, blev Vallensgård sat til salg for 30 millioner.

Det var et tiltag, der kom bag på mange, fortæller Troels Müller.

– Der har været heftig aktivitet på min telefon, siger han, og forklarer, at han og hustruen har haft tanker om at lægge tilværelsen om i et stykke tid.

– Jeg er 40 år. Hvis der skal ske noget nyt arbejdsmæssigt, skal det være nu, siger han.

Familien Müller har da også en plan. Når Vallensgård er solgt, kører flyttebilen til Jylland, nærmere betegnet Østjylland, hvor familien har planer om at bosætte sig i nærheden af Horsens. Her bor Mettes familie, og Troels Müller kender området fra landbrugsskolen og fire år på et gods ved Odder efterfulgt af fire år på en svineproduktion udenfor Horsens. Det var en god tid i Troels Müllers liv, og han ser frem til at genoptage forbindelsen med nogle af de gode kammerater han fik dengang.

Han er færdig med at være landmand, siger han. Men det er for tidligt at løfte sløret for, hvad de næste 20-30 år af karrieren skal fordrives med. En ting er dog sikker: Troels Müller fortsætter som selvstændig.

Vallensgård inden de tidligere staldlænger brændte ned. Cirka 1910. Foto: Aakirkeby Lokalarkiv

Et nyt kapitel starter nu

Selv om det lyder som en helt almindelig flytning fra den ene landsdel til den anden, har Müller-slægten regeret i Ekkodalen og på Vallensgård i over 300 år, og som tiende generation er Troels Müller særdeles bevidst om den betydning, familien har haft i området. Slægten drev savværk og landbrug, og etablerede sågar skole nede i Ekkodalen en kort overgang.

Troels Müller voksede op i et levende lokalsamfund, med skolegang på Aaker Skole og legekammerater i Almindingsbyen lidt længere nede ad vejen. Den tid er forbi nu, i dag bærer området mest præg af Ekkodalens magnetiske tiltrækning på sommerturismen, mens Almindingsvejen resten af året er præget af blaffende højskoleelever og gennemgående trafik. Müller-navnet forsvinder imidlertid ikke helt fra Ekkodalen med Troels Müllers exit. Hans far, Ancher Müller, lever som nævnt i bedste velgående i sit hus bag højskolen, mens andre medlemmer af slægten bor en lille spadseretur derfra. Ulf Müller bor i Fjeldhytten nede i dalen, og Birgitte Borgen Müller Marcussen, der voksede op i Klippely på kanten af Ekkodalen, bruger i dag den gamle stationsbygning lige bag Ekkodalshuset som sommerbolig.

Troels Müller er desuden realistisk anlagt. Han sidder ikke og græder af sorg over at skulle tage afsked med sin fædrene gård.

– Det er da med et vist vemod at vi siger farvel til gården, landbruget og Bornholm. Vi har haft 14 fantastiske år på Vallensgård, men nu er vi klar til nye eventyr. Og det er jo bare et enkelt kapitel af historien, der slutter nu. Når de nye rykker ind, starter et nyt.

Historien kort

Bornholm bryster sig ofte af at være den eneste landsdel i Danmark, hvor der aldrig har været herregårde og adel. Men går man 500 år tilbage i tiden er det fine navne og titler, der dukker op. Ikke mindst, når talen falder på Vallensgård.

Vallensgård var tidligt i Middelalderen en af øens fire herredsfogedgårde, der tilhørte den danske konge. Senere fik Vallensgård betegnelsen proprietærgård, som en ud af 15 på øen. Det kan man blandt andet læse om i Finn Hansens klassiske guidebog, 367 Ture på Bornholm. Ejerne havde gennem middelalderen titel som Frimænd, og de var fritaget for at betale skat til kongen. Det lugter dog alligevel lidt af privilegier.

Ifølge historikeren J.A. Jørgensen, som i 1907 udgav et lille skrift om Vallensgård, hørte man første gang om navnet "Wallensgaard" i 1541, da gården af det lybske råd blev overdraget til junker Carsten Lüneburg. Gården havde indtil da ligget øde og brandhærget hen efter at Lybækkerne i 1509 havde plyndret og brandhærget øens værdier.

I 1526 blev Vallensgård lagt ind under Slottet, som var datidens betegnelse for Hammershus. Schweder Kettingk overtog gården i 1555 og en af hans første opgaver var at stenlægge den 22 kilometer lange vejstrækning til Hammershus. Derudover forsynede han gården med et tårn og indrettede sig med et bryggeri. I 1556 blev Kettingk udnævnt til lybækkernes foged på øen, og havde dermed mulighed for at flytte op på Hammershus, men Kettingk valgte i stedet at blive boende med sin familie på Vallensgård indtil han blev afsat. Kettingks mindetavle kan i dag ses i våbenhuset i Aa Kirke.

Efter en kort periode med en admiral som ejer overgik Vallensgård i 1580 til lensmand Henrik Brahe. Da han døde syv år senere overgik gården den til en datter, der var gift med en rigsråd Henrik Ramel. Gården forblev i Brahe-slægtens eje i 100 år, idet en datter af Ramel og hendes mand, Peter Reedtz, var ejere i 1671.

Omkring 1680 overgik Vallensgård til slægten Müller, da Ancher Anthoni Müller købte gården af Steen Reedtz. Efter lidt forskellige giftermål, hvor andre efternavne kom ind over, har der stået Müller på postkassen siden 1720. Her blev Vallensgård nemlig overdraget til Poul Müller.

Og nu, godt 300 år og ti generationer senere, skilles Vallensgårds og Müller-slægtens veje.