– Det kunne være med til at skabe liv om sommeren også. Kunsthåndværkere har jo typisk nogle åbne værksteder med kombineret salg, og det kunne jeg godt se, at der var noget idé i. Men problemet er jo, at mange kunsthåndværkere, som skal til at etablere sig, ikke har de store midler, så de kan måske ikke leje de lokaler, siger Bjarne Westerdahl.
Hvis der er flere, der slår sig sammen, så kan det dog muligvis lade sig gøre, mener borgerforeningen.
– Måske er der nogle, som på et tidspunkt kunne se det hensigtsmæssige i at lave et tiltag, hvor man i fællesskab lejede nogle lokaler, som man delte, og dermed fik skabt noget liv og fik delt udgifterne. Men det er jo kun et ønske. Det er ikke noget, som vi har en formodning om kommer til at ske, og det kan være svært at få fyldt sådan nogle lokaler ud, siger Niels Lohmann, som også nævner muligheden for nye spisesteder.
– Man kunne lave en restaurant, men jeg synes faktisk, at vi er dækket godt ind med lige præcis madsteder. Og vi har i hvert fald ikke brug for flere genbrugsforretninger. Jeg synes jo, det er skønt, at vi har genbrugsforretninger, men det skal ikke være sådan, at det skal fylde hele byen.
– Så jeg håber, at der kommer nogen, som har nogle spændende initiativer, som kunne give noget liv på torvet.