Hvorfor købe kaffe fra et udenlandsk firma, når man kan købe det fra en lokal iværksætter her på øen? Det spørgsmål har Christian Froberg Dahl fra Ekkodalshuset stillet sig selv, og han kunne ikke finde på nogen god grund. Derfor har han nu taget konsekvensen og købt kaffe hos Buchwald's Kafferisteri.
– Vi bruger 400 kilo kaffe om året, og hvorfor køber vi ikke det hos et bornholmsk firma, der er CVR-registreret og betaler skat på Bornholm i stedet for at købe det hos en stor hollandsk koncern? siger Christian Froberg Dahl.
Han har valgt at tage initiativet, selvom den bornholmske kaffe er dyrere end den udenlandske. Prisforskellen bliver dog ikke lagt over på kundernes regning, for kaffen kommer til at koste den samme. I stedet lever han med, at avancen bliver mindre.
– Prisen er betragteligt højere for den bornholmske kaffe, men kaffe er en af de ting, hvor vi godt kan bære en højere omkostning, fordi avancen i forvejen er så høj på kaffe. Så det påvirker ikke den her skude særlig meget, men til gengæld pumper vi jo lige pludselig en efterspørgsel ind i et lokalt forankret selskab, som så også får fordel af det her store turistpres, der er herovre, siger han.