Beskyttet natur i området
Der er dog stadig et stykke vej, før et eventuelt friplejehjem ser dagens lys i det sydlige Rønne.
For det første skal kommuneplanen ændres med et kommuneplantillæg, og der skal laves en lokalplan, som muliggør projektet. Sådanne planer vil give mulighed for, at der kan laves et privat plejehjem på grunden, men kan ikke regulere de værdier og visioner, som plejehjemmet skal drives efter. Projektet skal også miljøvurderes samt have byggetilladelse, vandløbsreguleringstilladelser og spildevandstilladelse.
Kommunen har gennemført en tidlig screening for alle relevante interne myndighedsområder. I den forbindelse er det kommet frem, at der er registreret padder i søen og markfirben på nabogrunden, og at det levende hegn omkring matriklen er et muligt levested for flagermus. Selve søen er også omfattet af naturbeskyttelse. Det betyder, at en planlægning skal tage særligt hensyn til, at de pågældende arter ikke påvirkes negativt, og der bør ifølge kommunen arbejdes videre med, at det levende hegn bevares, samt at natur indtænkes i planen.
Hvis kommunalbestyrelsen siger ja til at igangsætte planlægning, udarbejder administrationen forslag til kommuneplantillæg samt forslag til lokalplan. Planforslagene gennemgår de nødvendige miljøvurderingsprocesser, og derefter vil politiske udvalg og kommunalbestyrelsen sende dem i offentlig høring. Efter høringen vil planerne kunne vedtages endeligt.