Otte medarbejdere i venteposition: Papirkaos truer tilflytning af arbejdskraft

Otte medarbejdere i venteposition: Papirkaos truer tilflytning af arbejdskraft
Tilflytterkonsulent Rune Holm anbefaler tyske tilflyttere at køre via København i stedet for at tage færgen fra Sassnitz. Det gør det nemmere at få styr på papirarbejdet. Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | Mandag 14. juli 2025 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | Mandag 14. juli 2025 • 05:30

Det er besværligt at få registreret udenlandsk arbejdskraft på Bornholm, og det risikerer både at hæmme virksomhederne og koste Bornholm skatteindtægter.

Det er flere år siden, Bornholm selv har kunnet levere den arbejdskraft, der er brug for her på øen, og der er heller ikke nok tilflyttere fra resten af landet til at løse de opgaver, virksomhederne har.

Derfor er udenlandsk arbejdskraft afgørende for det lokale arbejdsmarked, og der har staten efterhånden udviklet sig til en forhindring.

Når en udlænding flytter til Bornholm for at arbejde, skal vedkommende forbi SIRI – Styrelsen for International Rekruttering og Integration og have de dokumenter, der er nødvendige for efterfølgende at blive tilmeldt folkeregistret og blive både indbygger og skattebetaler på Bornholm. Styrelsen har en afdeling på Bornholm, men der er ikke nogen ledige tider, fortæller tilflytterkonsulent Rune Holm fra Tilflytterservice Bornholm.

– Aktuelt har vi otte medarbejdere på Bornholm, som lige er kommet. De har fået skattepersonnummer, men før de kan indrejse i Danmark og blive indbyggere på Bornholm, skal de via SIRI, og lige nu er der ingen ledige tider på Bornholm, som i overhovedet ikke, siger han.

Tur til København kan være løsningen

Der er syv afdelinger af SIRI i Danmark, og seks af dem har faste åbningstider, som er offentligt tilgængelige på styrelsens hjemmeside.

Eneste undtagelse er SIRI Bornholm, hvor der står: "SIRI Bornholm har åbent bestemte tirsdage hver måned fra 9.00 - 16.00." Når styrelsen er på Bornholm, har den kontor i Bornholms Lufthavn.

– På et eller andet tidspunkt frigiver de nogle nye tider, men det er ikke sådan, at vi ved, om det er den 10., den 12. eller den 15. Vi aner ikke, hvornår de næste tider kommer, siger Rune Holm.

Derfor anbefaler han mange af de tilflyttede udenlandske medarbejdere at tage en tur til København, hvor det er let at få en tid på det lokale SIRI-kontor.

– Men de har fast arbejde, så det er et problem, siger Rune Holm.

Hvis han ved, at en tysk tilflytter er på vej for at starte i job på Bornholm, anbefaler han ligefrem, at de kører via København og SIRI i stedet for at tage færgen fra Sassnitz, fortæller han.


Rune Holm fra Tilflytterservice Bornholm fortæller, at otte udenlandske tilflyttere venter på en tid hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration, men der er ingen ledige tider på Bornholm. Arkivfoto: Jesper Gynther

Risiko for at miste skatteindtægt

Tilflytterservice Bornholm har sat en computer til at holde øje med, hvornår der kommer nye, ledige tider hos SIRI Bornholm, og lige nu er det ekstra vigtigt for Bornholm, at de udenlandske arbejdere får papirerne i orden.

– Når vi hen over den 5. september, så mister vi også skattepligten for de her borgere for næste år, for det er da, skattepligten for 2026 bliver fastsat. Og det er ikke særlig smart, at man ikke kan få indrejst folk, så skattepligten ligger det sted, der også har nogle udgifter, siger Rune Holm.

Folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) er blevet gjort opmærksom på problematikken, og han har derfor rejst den over for udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i form af en række spørgsmål.

– Jeg har lyttet mig til, at der ikke er så ofte åbent på det lokale SIRI-kontor, som der en gang har været, og at det er lidt svært at finde ud af, hvornår der er åbent, og hvem man skal kontakte for at finde ud af det. Det gør det lidt svært at få registreret udenlandsk arbejdskraft. Dem jeg har snakket med, de siger også, at det er, som om statens engagement i Siri Bornholm er aftagende, og det kan blive en væksthæmmer, siger han.

Sådan skal det ikke være, mener Peter Juel-Jensen, der ser de udenlandske arbejdere som en gevinst for Bornholm.

– De betaler skat, og de handler i Brugsen, så hvis staten ikke sørger for at bemande SIRI i det omfang, der er behov for, så mister vi faktisk indtægter til Bornholm, siger han.

Samme vilkår som resten af landet

I værste fald forudser Peter Juel-Jensen, at manglende bemanding på SIRI Bornholm kan presse virksomheder til at finde på alternative løsninger, der ikke er helt lovlige, for der er brug for de ekstra hænder, udlændingene leverer.

– Det synes jeg ikke, det bornholmske arbejdsmarked fortjener på nogen måde, siger han.

Peter Juel-Jensen spørger blandt andet Kaare Dybvad Bek, om han vil overveje at lade regionskommunens Borgerservice stå for den sagsbehandling, SIRI Bornholm i dag varetager, så bornholmske virksomheder får samme vilkår som virksomheder i resten af landet, når det gælder adgangen til international arbejdskraft. Det lyder som en god idé, synes Rune Holm.

– Jeg tænker, at man godt kan oplære de lokale, kommunale medarbejdere i Borgerservice til at lave det her. Det er lidt det samme arbejde, de laver. De tager kopi af pas, bolig- og arbejdskontrakt og ægteskabscertifikat, for det er lidt de samme dokumenter, der skal bruges hos SIRI, og når de skal optages i folkeregistret bagefter, siger tilflytterkonsulenten.

 

Det spørger Peter Juel-Jensen om

• Vil ministeren oplyse, hvor mange tider der udbydes af Styrelsen for International Rekruttering og Integration på Bornholm årligt til behandling af opholds- og arbejdstilladelser, og om dette antal er faldet over de seneste år?

• Kan ministeren bekræfte, om der fra Styrelsen for International Rekruttering og Integrations side foreligger en bevidst strategi om at nedtrappe betjeningen på Bornholm?

• Finder ministeren det rimeligt, at bornholmske virksomheder og internationale tilflyttere har markant dårligere adgang til Styrelsen for International Rekruttering og Integrations ydelser end for eksempel virksomheder i hovedstadsområdet?

• Vil ministeren overveje muligheden for, at Bornholms Regionskommune oplæres og bemyndiges til at foretage behandling af arbejds- og opholdstilladelser til udenlandske arbejdstagere via Borgerservice, så bornholmske virksomheder ligestilles med øvrige virksomheder i landet i forhold til deres adgang til international arbejdskraft?



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT