På halvanden uge har Karins udsigt ændret sig markant

Det går planmæssigt fremad med nedrivningen af siloerne på Nexø Havn - og det mærker Karin Rødvig.

Karin Rødvig er begejstret.

Det fortæller hun, da Tidende tilfældigt møder hende på Nexø Havn, hvor hun går tur med hunden Chili. Hun går jævnligt tur på havnen. De seneste måneder er hun begyndt at tage billeder, for der sker noget historisk for øjnene af hende for øjeblikket.

– Jeg synes, det er fantastisk. Jeg bor lige heroppe bagved, og fra stuen har vi kunnet kigge på de siloer i 23 år. Nu kan jeg se indsejlingen, fortæller hun.

Allerede i 2016 var der udsigt til, at siloerne skulle fornys eller rives ned, men dengang blev hverken fornyelsesprojekterne eller nedrivningsplanerne til noget, og det var skuffende, fortæller hun.

– Det har været fedt at følge med i nedrivningen, for vi har ventet på det længe. Der har jo været skriverier, men der er ingen, der rigtig har troet på det, fordi der ikke skete noget. Men nu tror vi på det, for nu kan vi jo se, at det bliver væltet.

Hun troede først for alvor på det, da murene begyndte at falde for halvanden uge siden. Siden da er næsten hele mellembygningen blevet fjernet.

– De er virkelig dygtige og effektive, så der sker en masse, fortæller hun.

Hun er imponeret over, hvordan nedrivningsfolkene kan styre de store maskiner på en måde, så det nærmest er store hænder, der griber fat i de forskellige materialer og sorterer i store blå containere, som derefter bliver kørt væk.

Foto: Sarah Thun Kristensen

Kæmpestor interesse

Nu drejer en bil ned på havnen. Den parkerer med fronten mod nedrivningsprojektet, og fra førersædet observeres nedrivningsprocessen, inden bilen efter et par minutter begiver sig videre.

Der er ingen tvivl om, at der er stor interesse for nedrivningen. Det mærker projektleder Wojciech Fus fra Kingo Karlsen ganske tydeligt.

Selvom tårnhøje kraner, containere og destruktion af store betonbygninger er hverdag for ham, så er han klar over, at det ikke er det for borgerne i Nexø. Derfor sker det jævnligt, at biler holder ind for at kigge med fra den anden side af havnebassinet.

– Vi kan se, der er kæmpe, kæmpe stor interesse for det, vi er i gang med, fortæller han til Tidende.

Han svarer derfor også meget gerne på spørgsmål og taler med alle, der har lyst til at vide mere. Han oplever da også jævnligt, at almindelige borgere rækker ud til ham eller håndværkerne for at få svar på undren.

– Vi er åbne for at høre fra alle, og hvis nogen gerne vil høre fra os, er der telefonnumre på skiltene både på os og på folk fra pladsen.

– Jeg ved, at det er en spændende proces, og det er jo ikke sådan noget folk oplever til hverdag, fortæller han med et smil.

Det store tilløbsstykke - altså nedrivningen - skrider da også helt planmæssigt fremad.

– Vi er i gang med at nedrive mellembygningen mellem de to rækker af siloer, og så er vi samtidig i gang med at afslutte den indvendige sandblæsning. Planen er, at næste skridt bliver at tage fat på en af de der silorækker og så en af de store lagerbygninger, oplyser han.

Der har ikke indtil videre været mærkbare, uventede udfordringer, og det er derfor også stadig målet, at færdiggøre nedrivningen inden påske.

Wojciech Fus er projektleder hos Kingo Karlsen - for ham er nedrivningen hverdag, men han er klar over, at det er ganske spektakulært for borgerne i byen. Foto: Sarah Thun Kristensen

En historisk ting

Tilbage på den anden side af havnebassinet er Karin Rødvig ved at gøre sig klar til at fortsætte hundeluftningen.

Hun er spændt på, hvor længe hun kan beholde den nye udsigt fra stuen, inden det nye byggeri begynder at tårne sig op. Hun husker det som om, de efter planen skulle være færdige med det nye byggeri i 2027, men hun har lært ikke at lægge for meget i den slags datoer og årstal.

Hun undrer sig til gengæld over, at nogle borgere er utilfredse med, at den store andel af mulige flexboliger formentlig kommer til at betyde, at der er en masse mørke vinduer vinteren igennem.

– Nu har vi boet her siden 2001, og i den tid er de siloer altså ikke rigtig blevet brugt, så det har jo altid været meget mørkt hele vinteren igennem - og også om sommeren, selvom der har været lidt udstillinger, forklarer hun.

Hun er derfor ved godt mod, uanset hvordan fremtiden for havnegrunden ser ud, og de mange billeder, hun tager i processen, sender hun til sine børn og børnebørn, som nu bor i København.

– Jeg tror, jeg laver en fotobog bagefter. Det er jo en historisk ting, at de ryger, fortæller hun.

Der er ingen ærgrelse over nedrivningen at spore.

– Det er virkelig grimt at kigge på, og der skete ikke noget i så mange år. Nu nyder vi udsigten, så længe den varer, og så må vi jo se, hvad der bliver bygget. Der skal nok blive brok over det også, smiler hun.

– Det tager vi til den tid.

Foto: Sarah Thun Kristensen

Foto: Sarah Thun Kristensen

Foto: Sarah Thun Kristensen

Foto: Sarah Thun Kristensen