Hun er spændt på, hvor længe hun kan beholde den nye udsigt fra stuen, inden det nye byggeri begynder at tårne sig op. Hun husker det som om, de efter planen skulle være færdige med det nye byggeri i 2027, men hun har lært ikke at lægge for meget i den slags datoer og årstal.
Hun undrer sig til gengæld over, at nogle borgere er utilfredse med, at den store andel af mulige flexboliger formentlig kommer til at betyde, at der er en masse mørke vinduer vinteren igennem.
– Nu har vi boet her siden 2001, og i den tid er de siloer altså ikke rigtig blevet brugt, så det har jo altid været meget mørkt hele vinteren igennem - og også om sommeren, selvom der har været lidt udstillinger, forklarer hun.
Hun er derfor ved godt mod, uanset hvordan fremtiden for havnegrunden ser ud, og de mange billeder, hun tager i processen, sender hun til sine børn og børnebørn, som nu bor i København.