Udover, at familien vil forsøge at få gæster til gården, så har de også gang i et naturgenopretningsprojekt med rådgivning fra dels den lokale biolog Michael Stoltze samt en masterstuderende ved Københavns Universitet under ledelse af professor Carsten Rauland Rasmussen, der også har været involveret i naturgenopretning ved Ølene. I den forbindelse afvikler de den 23. og 24. juli en såkaldt bioblitz på gården.
– En bioblitz er en koncentreret indsats fra specialister for at skabe et øjebliksbillede af et afgrænset områdes arter. Det giver stor mening på Sjælegård, fordi næsten al jorden skal lægges om til ekstensiv drift for at gavne naturen. Med bioblitzen håber vi at få registreret et betydeligt antal arter af dyr, planter og svampe. Når vi så senere laver en ny bioblitz, får vi et godt overblik i løbet af nogle år, så man kan bedømme effekten af alt det, der nu skal ske på Sjælegårds jorde, forklarer den bornholmske biolog Michael Stoltze.
Når vi så senere laver en ny bioblitz,
får vi et godt overblik i løbet af nogle år,
så man kan bedømme effekten af alt det,
der nu skal ske på Sjælegårds jorde
Det der skal ske på Sjælegårds jord er, at familien Bay er i gang med at omlægge til det, de kalder naturbrug.
– Det skal gerne signalere, at naturen er i fokus, men at det samtidig også er et landbrug, vi har. Vi har landbrugspligt, og landbrugsproduktionen kommer til at bestå af noget kødkvæg, fortæller Helle Bay.