Nybolig får ny ejer: 'Vi fortsætter med at være en god, sund forretning'

Nybolig får ny ejer: 'Vi fortsætter med at være en god, sund forretning'
Søren Mortensen har 1. januar overtaget Nybolig efter Kim Moore-Kofod. Foto: Anette Vestergaard
ERHVERV | 4. JAN • 15:30
ERHVERV | 4. JAN • 15:30

Indførelsen af fleksboligordningen havde en særdeles positiv indflydelse på det kriseramte bornholmske boligmarked. Det siger Søren Mortensen, der er ny ejer af Nybolig på Bornholm. Men prisen ligger stadig langt under landsgennemsnittet.

Søren Mortensen, 49, har pr 1. januar overtaget Nybolig på Bornholm. Det sker efter otte år som ejendomsmægler på kontoret i Snellemark, og det er Kim Moore-Kofod, der giver stafetten videre efter 20 år på posten.

Søren Mortensen kommer fra Allinge, er gift og far til to børn på 18 og 21. Han blev først uddannet som revisorassistent og fik job i Rønne Ejendomshandel i 2004. I 2008 blev han statsautoriseret ejendomsmægler. Derefter rykkede han ind hos Per Kofoed i Realmæglerne på Lille Torv, og i 2016 flyttede han til Nybolig. Nu er han chef for det hele.

Savner fleksibilitet i finansieringen

Søren Mortensen startede som ejendomsmægler i kølvandet på fiskeriets kollaps.

– Det var en sort tid. Det var umuligt at låne penge til at købe et hus, og det er ikke alle, der har kontanterne derhjemme, husker han.

En ny finansieringsmodel reddede mange på den tid, husker den erfarne mægler. Realkreditinstitutterne fik i en periode mulighed for at slå 10 procent af sælgers gæld i ejendommen, hvilket betød, at køber fik et tilsvarende afslag i udbetalingen.

Den model eksisterer ikke længere, og det irriterer den nye Nybolig-chef.

– Kreditforeningerne led kæmpestore tab i den periode, og det mindskede de ved, at de tog et lille tab i forbindelse med salget. Til gengæld fik de en bedre debitor til resten af lånet. Det var et godt instrument, og det savner vi lidt i dag. Vi savner, at kreditforeningerne lå for sig selv. I dag går alting gennem bankerne.

Ophævelsen af bopælspligten var det bedste

Udsvingene på det bornholmske boligmarked har stort set fulgt landsgennemsnittet de seneste ti år. Det kan Søren Mortensen se på sin computer.

– Kvadratmeterprisen er stort set fordoblet siden 2013, siger han og peger på en takket graf, der går jævnt opad.

Bag de store fald og stigninger gemmer der sig et stykke Danmarks – eller sågar verdenshistorie.

– Her er finanskrisen. Her blev bopælspligten afskaffet. Her er corona, siger han og peger på tre store udsving i 2008, 2013 og 2020. Det er tydeligt, at folks lyst til at investere i fast ejendom stiger og falder med konjunkturerne, uanset om man bor på Bornholm eller ej.

Indførelsen af fleksboligordningen, som fulgte med afskaffelsen af bopælspligten på Bornholm i 2013 er et godt eksempel på, hvordan lokalpolitik kan vende udviklingen i et lille samfund. I dag er der kun bopælspligt i syv kystbyer, samt Aakirkeby og Klemensker. Alle andre steder kan man købe en bolig og få status som fleksbolig.

Det indgreb havde ifølge Søren Mortensen en indiskutabel positiv effekt på det bornholmske ejendomsmarked.

– Det er nok det bedste, de har lavet. Så kom Folkemødet og andre events, og økonomien begyndte at blomstre.

Selv om det går støt fremad for det bornholmske ejendomsmarked, er det ikke mere end knapt fem år, siden ejendomsmæglerne pludselig blev alvorligt bekymrede.

– Da corona kom tænkte vi: nej forhelvede. Nu taber vi det hele igen. Men det blev jo lige modsat. Folk strømmede hertil.

En tredjedel billigere end resten af landet

Den helt store forskel på Bornholm og resten af landet er imidlertid, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris på Bornholm er 30 procent lavere. Det forhold ændres ikke af de globale op- og nedture.

– Det betyder jo, at en børnefamilie kan købe et hus for en million, samtidig med at den ene kan gå hjemme, hvis det er det, man vil.

Når Søren Mortensen søger på rækkehuse, er salgsprisen pr kvadratmeter stort set den samme som før corona. Men der er endnu et punkt, hvor Bornholm adskiller sig fra det øvrige Danmark.

– Der gives ikke så store afslag her som i resten landet. Da det gik godt, blev der næsten ikke givet afslag herovre overhovedet, siger Søren Mortensen og peger på en ny graf.

I fremtiden er han chef for syv ansatte og direktør for det hele. Men den nye indehaver af Nybolig på Bornholm har ikke de store planer om at revolutionere forretningen.

– Vi fortsætter med at være en god, sund forretning. Vi ligger nummer et i Danmark i solgte boliger. Det er der jo ingen grund til at lave om på.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT