– Jeg hørte, at det var under behandling som konkursbo, og så tog jeg kontakt til advokaten og sagde, at jeg var interesseret. Kort tid efter kunne jeg tage over, og så gik det stærkt, fortæller Jonas Bagger Sørensen, der har tænkt sig at videreføre konceptet fra Snogebæk med stenovnsbagte pizzaer, cocktails og god kaffe.
Lagde ud med en hovedrengøring
Men først skal han lige i lande i de nye omgivelser.
– Jeg overtog jo midt i højsæsonen og startede med at gøre rent og male. Og jeg har også fået bygget ny bar og købt parasoller og cafestole. Men resten kommer hen over vinteren, siger Jonas Bagger Sørensen.
Han har trådt sine barnebadesko på Dueodde, hvor hans forældre har sommerhus. Lokalkendskabet fra den periode, og en voksende passion for windsurfing gjorde, at Jonas Bagger Sørensen følte sig nok hjemme til at starte surferskolen Eastwind i Snogebæk. Siden kom eventbureauet GoBornholm til samt en café i Snogebæk, som for seks år siden fik selskab af et pizzabageri i den gamle Levertranfabrik.