– Jeg tror, de ansatte føler, at der er en sikkerhed i det. At de ved, hvilke regler vi skal følge, hvilke minimumskrav der er, og det kan de jo læse sig frem til. Så jeg tror, det er en tryghed. De ved, hvad vilkårene er, og at de bliver overholdt. Så de kan jo sagtens have samme vilkår som før, men hvis de ikke bliver overholdt, er der nogle, der kommer og puster dig i nakken og siger "hallo, der er noget her, vi skal have styr på". Det har ikke været et problem, men jeg kan også fornemme, at når vi ansætter nye folk, er det som om, at skuldrene sænker sig lidt, når man siger, at der er en overenskomst.
For mange på Bornholm, som driver en virksomhed, der har åbent om sommeren, kan det også være besværligt at ansætte nok folk. Det var også en del af bekymringen med at overtage Bornholms Cykeludlejning ved Rønne Havn.
– De første par måneder var jeg bekymret, men det plejer at løse sig. Det er tålmodighedshatten på, og så kommer folk stille og roligt og banker på døren og vil gerne være en del af det. Heldigvis kan vi se, at de er glade for at være her, så mange af dem, der er her, kommer igen sæsonen efter, siger han.
Men overenskomsten er i den forbindelse også et konkurrencevilkår, når man "kæmper" om nok folk.
– Det er det jo i bund og grund. Nu kan man sige for vores vedkommende, især i udlejningerne, der er vi jo en sommerbiks. Vi har jo sådan mere eller mindre fysisk lukket i vintermånederne. Derfor kan man sige, at vi skal ud og have sæsonarbejdere, ligesom 70 procent af øens andre virksomheder. Så der er jo konkurrence om det. Men når det er sagt, er det de ansatte, der er med til at drive værket. Derfor er det vigtigt, at de har gode vilkår. Uden dem var der ikke noget firma, så det betyder meget for os, at de har det godt, fortæller Patrick Holm.