Menuen bliver, som man kender den, for der er ikke behov for at ændre på noget, der virker.
– Jeg har selv spist her rigtig meget. Mine veninder og jeg var hernede så ofte, at både Martin og Charlotte, men også ungarbejderne, der var hernede sidste år, de vidste lige præcis, hvad vi skulle have, så snart vi kom ind ad døren, fortæller Ida, som især godt kan lide poke bowls med tun.
Er det fordi, I godt kunne lide maden, at I gerne ville videreføre det?
– Ja, og så kan vi godt lide, at det er et sundt koncept for fastfood med gode, friske råvarer. Havde det været en burgerbar, var det slet ikke sket, siger Christina.
– Og så er det ikke rigtigt noget, der er på Bornholm ellers. Det er ikke så stort herover, så vi er helt enige med Martin og Charlotte i, at det er noget, som Bornholm manglede. Så vi syntes, at det var fedt, hvis vi kunne få lov at videreføre det, så det blev ved med at være her, supplerer Ida.