Man skal være nysgerrig på livet

Man får mest ud af tilværelsen, hvis man er videbegærlig og værdsætter hver dag, mener Søren Mortensen, der i januar blev indehaver af Nybolig i Rønne. Og det havde han ikke forestillet sig at blive, da han voksede op i Allinge.

Allerede som ganske ung blev Søren Mortensen husejer til en mindre bolig, mens han endnu var i lære som revisorassistent. Huset købte han sammen med sin kæreste, som han i dag har været sammen med i over 32 år.

– Det var en anden tid, da vi var unge. Husene på Bornholm kostede ikke så meget, så selvom min kæreste ligesom jeg selv var studerende, var bankerne villige til at låne os penge til et hus, forklarer Søren Mortensen, der i dag har arbejdet over 20 år som ejendomsmægler.

Og den 1. januar overtog han Nybolig i Rønne. Men allerede som handelsskoleelev og førstegangskøber kunne han lægge et overbevisende budget.

– Jeg syntes, det var sjovt at arbejde med tal, for så var der jo et facit på alting, så jeg kom i lære som revisorassistent og arbejdede siden i mange år med at hjælpe folk med at lave deres regnskaber og selvangivelser, når jeg ikke spillede trommer i forskellige bands i fritiden. Og da jeg mødte min kone, havde jeg allerede optrådt i mange år.

Sin store kærlighed fandt han i 1992 til en julefrokost, da de begge var omkring 18 år.

– Vi faldt i hak fra begyndelsen. For hun var sjov at være sammen med, og vi har været sammen siden, siger han og smiler.

– Vi er faktisk lidt underlige. Vi har været sammen i mange år, og vi har boet på øen i alle årene. Det er efterhånden sjældent, så jeg burde snart få en fortjenstmedalje, og det burde hun også, siger han og slipper en lys latter løs, da vi har taget hul på interviewet hos Nybolig i Rønne, hvor en håndfuld medarbejdere arbejder koncentreret bag skærmene.

Her i det åbne kontormiljø med vægge og ruder fulde af boligannoncer sidder han også selv ved et bord, når han arbejder, ligesom han stadig selv er "ude i marken" for at sælge huse.

En rigtig mæglertid

Hvad er det vigtigste, man skal kunne som ejendomsmægler?

– Det er i hvert fald vigtigt at kunne lytte og kunne stille de rigtige spørgsmål, så man finder de rigtige løsninger. Det kræver gode menneskekundskaber, og det er spændende, fordi det jo handler om folks drømme.

I sin tid lyttede han også til sin kærestes drøm om at blive boende i Rønne, selvom han selv er fra nordlandet, da de købte deres første bolig.

– Hun var rønnebo, og jeg kom fra Allinge, men rønneboer begynder jo at tage brobizzen frem, når de forlader byskiltet, fordi de tror, at de skal ud at rejse, hvis de forlader byen. Jeg har to gange forsøgt at få hende med til Allinge, men det ville hun ikke. Man skal jo vælge sine kampe, så den valgte jeg ikke.

Til gengæld går han efter eget udsagn efter at vinde de kampe, han går ind i, hvad enten det har været som sportsmand eller som ejendomsmægler.

– For mig handler det ikke om at blive størst som ejendomsmægler, men jeg vil gerne sælge bedst.

Sælge bedst?

– Fortjenesten kommer selvfølgelig i salget, men det handler også om, hvordan du driver din biks. Og for mig handler det ikke om at sælge 300 enheder og have en salgsprocent på 70, så vil jeg hellere sælge 160 huse og have en salgsprocent på 85. For det er også dér, hvor modparten får noget ud af det. Så hvis du sætter dit hus til salg, synes du jo også, det er sjovere at sætte det til salg hos en, der sælger bedre, siger han som en sand sælger.

Men "alle ved, det går op og ned", som Thomas Helmig synger i en sang, og sådan svinger markedet også som ejendomsmægler, ligesom aktiekurserne mildest talt er ustabile i øjeblikket på grund af Trumps toldeksperimenter. Og det er ikke første gang, der er usikkerhed i markedet, påpeger den erfarne ejendomsmægler.

– Det vænner man sig lidt til med årene. For man ved jo netop altid, at det går op og ned. Mange husker jo nok, da vi havde den seneste finanskrise i 2008. Det startede jo med at krakke i USA, og så faldt det hele til jorden. Og der var ingen der kunne få lov til at låne penge. Bankerne havde vel dårligt flere at låne ud af. Og så blev reglerne selvfølgelig lavet om. Der blev strammet lidt op på det.

Det krævede noget ekstra af ejendomsmæglerne, husker han.

– Det var virkelig en mæglertid, fordi man jo skulle finde løsninger for at sælge en bolig. Måske kunne køberen så overtage det indestående lån. Det gør man ikke så meget i dag. Men havde du en lille kontant beholdning, kunne du købe det ved at overtage indestående lån. Men det var megaudfordrende, fordi det var så svært at sælge boliger dengang. Og sommetider kunne man få nej 10 gange i træk, og så kunne det være svært at holde humøret oppe.

Men for sælgers skyld skal man vel også holde humøret højt?

– Ja, det skal man jo. Og sælger taber jo humøret hurtigere.

– Jeg har altid sagt, at man skal nyde, at man kan slå øjnene op hver dag. Nyd nu bare hver dag, du har. For du aner ikke, hvor lang tid du er her, siger Søren Mortensen. Foto: Joan Øhrstrøm

Debut på plejehjem

Der skal dog meget til at ødelægge hans humør, fortæller ejendomsmægleren, der også griner gentagne gange denne formiddag, hvor det er svært ikke at blive smittet af hans gode humør under interviewet.

– Jeg har altid været et ret positivt menneske og ser lyst på tingene, siger Søren Mortensen glad.

Og allerede som barn var han også med til at få smilene frem, når han optrådte som trommeslager sammen med sin far, da han voksede op i Allinge.

– Jeg har spillet trommer, næsten lige siden jeg kunne gå.

Hvad fik dig til at spille musik?

– Min far er musiker. Så jeg tror, jeg fik nogle af de gener. Det var bare hans sidebeskæftigelse at være musiker. For han arbejdede også i fiskeindustrien med at skære fisk, og så blev han senere kommunalarbejder ved Vej og Park, men han var rigtig meget ude at spille. Og jeg kom tidligt med.

Faderen spillede for eksempel på nogle af øens plejehjem, og det var der, han selv fik debut som trommeslager.

– Jeg tror kun, jeg var seks år, da jeg kom med på trommer, mens min far spillede harmonika og keyboard. Og så udviklede det sig, så jeg også kom til at spille sammen med nogle af hans venner. Jeg var 12 år, da jeg begyndte at spille fast hver fredag på Grønbechs Hotel med min far og to andre.

Rytmen og talentet fandt han allerede i forældrenes kælder, når han lyttede til musik og spillede efter gehør som helt lille.

– På den måde blev jeg selvlært trommeslager. Det var først meget senere, jeg kom på musikskolen som 25-30-årig, fordi jeg gerne ville lære noder.

En vigtig opsang

Som dreng drømte han også om at blive enten musiker eller sportsstjerne. For dengang brugte han det meste af sin fritid på at dyrke sport og spille musik.

– Jeg husker min barndom som god og tryg. Mine forældre blev desværre skilt, da jeg var 12 år, og det var hårdt, så jeg voksede mest op hos min mor. Hun startede også med at gå hjemme og passe os, inden hun blev dagplejemor og rengøringsdame oppe på chefkasernen. Men da var vi store nok til at lege for os selv.

Allinge var et dejligt sted at være barn, fortæller han.

– Vi legede på gaden og spillede rundbold og bøtteskjul. Og så husker jeg, at jeg altid kørte på sportspladsen. Det, der var så fedt ved ASG-hallen dengang, var, at du bare betalte et kontingent, og så kunne du dyrke al den sport, du ville. Så hver gang, der skete noget, var det bare af sted, siger han og fortæller, at skolen derimod ikke var et af favoritstederne.

– Jeg havde for meget krudt i røven, siger han og fortæller, at han også kun holdt ud omkring 14 dage, da han efter 10. klasse begyndte på handelsskolen.

– I begyndelsen synes jeg, det var meget sjovt med fester og så videre. Derefter så kom jeg aldrig. Men pludselig gav min mor mig en opsang og sagde: "Synes du ikke, det er på tide, du tager dig lidt sammen?". Og det fik mig til at erkende, at hvis jeg skulle videre, så blev jeg nødt til at gøre noget. Så sagde jeg til mig selv: "Nu går det ikke mere".

Det førte ham via nogle enkeltfag på VUC tilbage til handelsskolen, inden han kom i lære som revisorassistent i 1995 i Bornholms forvaltning.

Gode tider på scenen

Længe troede han ellers, at han skulle have gået musikkens vej.

– Jeg spillede jo ikke kun sammen med min far og hans venner. Allerede som barn kom jeg med i forskellige bands, det gav gode kammeratskaber. Og så er det fedt at spille for mange mennesker, siger han og får lys i øjnene, når han genkalder sig minderne fra de første sceneoplevelser som trommeslager.

– Det var virkeligt sjovt. De fleste kan jo godt lide, når folk kigger på en, når man er god til noget. Det kan alle folk vel lide.

Hans rytmiske talent lod sig heller ikke skjule.

– Alle sagde, at det skulle jeg gøre noget ved, siger han og tier lidt.

– Og det er sådan set det eneste, jeg fortryder… at jeg ikke fik gjort noget ved det.

Trommestikkerne holdt han ellers i gang i en lang årrække. Først med sin far og hans venner, indtil han som 20-årig i 1995 kom med som trommeslager i Bornholms største band fra 60'erne, Vanguards, som genopstod i 1990.

– Det var vildt, for så gik vi lige pludselig fra her og dertil, siger han og løfter hånden i vejret.

– Vi spillede overalt. Dengang var der jo halfester hele tiden. Men det at spille musik og komme ind på et band er jo ligesom at være på et hold som i sport. Man bliver jo en lille familie, fordi man er sammen hele tiden. Og vi optrådte også i både Sverige og på Sjælland, Lolland og i Jylland, inden vi havde vores sidste koncert i Nordlandshallen i 2000.

Derfra spillede han med i Valentinos, som sammen med Vanguards var øens største band. Men for 10 år siden lagde han trommestikkerne på hylden.

Foto: Joan Øhrstrøm

Hvorfor stoppede du?

– Pludselig var lysten ikke længere den samme. Og min far har altid sagt til mig, at når lysten ikke er der mere, skal du stoppe, du skal i hvert fald ikke gøre det for pengene. Og det gjorde jeg heller ikke, men det havde ligesom sin tid. Der skete jo også noget med livemusikken fra 90'erne og op til i dag.

– I dag kan jeg gå i Musikhuzet og høre nogle af de største navne, det kunne man ikke dengang. Så det kræver jo sindssygt meget af amatørmusikere i dag at kunne levere. Folk kan jo godt høre forskel.

Søren Mortensen smiler varmt.

– Men jeg har haft mange gode oplevelser med musik. Og selvom jeg jo altid vil sige, at den bedste tid er lige nu, så var 1990’erne og 00’erne altid stå for mig som en særlig tid, siger han og fortæller, at det var i den periode, at alt i hans liv tog fart med både musikken, karrieren og familielivet.

En hård begyndelse

I 2004 tog han springet og blev ejendomsmægler i stedet for revisor.

– Jeg var nok også lidt for meget en spradebasse til at være revisor. Mange gange ser man jo revisorer som sådan nogle kedelige, tørre typer, griner han og tilføjer:

– Men det, jeg bedst kunne lide, var rådgivningsdelen. Og den har jeg jo også her, siger Søren Mortensen, der privat tog et endnu større spring, da han i 2003 blev far for første gang.

– Dengang tænkte jeg… børn, det bliver en klods om benet, siger han med et grin, men smiler så varmt.

– Men så fik vi heldigvis vores søn i 2003 og datter i 2006. Og det er jeg meget glad for.

– Vi fik Casper med læbeganespalte. Det synes jeg var hårdt. Det er det, man før i tiden kaldte for hareskår. Der var åbent fra hans venstre næsebor og hele vejen ned. Og da han kom ud, sagde jordemoderen: "Det fikser vi," og så tænkte jeg, okay, det er fint. Om nogle timer så er han klar igen, siger han og husker stadig de dramatiske timer omkring fødslen.

– Det var om lørdagen, jeg havde spillet til Nordeas personalefest om fredagen, så da konen ringede og sagde, at vandet var gået, måtte de andre pakke instrumenterne sammen. For allerede lørdag aften skulle vi spille til halballet i Østermarie.

– Sygehusvæsenet virker rigtig godt, når man får barn med læbeganespalte. Vi følte os rigtig trygge i vores situation, for allerede dagen efter kom en sygeplejerske fra Sjælland, som havde forstand på præcist det, og lagde en plan, så der var bare styr på det. Det skal personalet have megaros for, for der var virkelig hjælp til os forældre.

Sønnen blev opereret flere gange.

– Efter et halvt år var det lukket. Så det endte godt, og det gav en tryghed, at lægerne vidste, hvad det var, og hvad der skulle gøres, men det var en hård tid. Og han går stadig til kontroller, fordi det også førte til mange tandlægebehandlinger, selvom det jo også var smart, at han kunne spise pomfritter med lukket mund, griner han med tydelig faderlig kærlighed i øjnene.

Plads i hverdagen

Familielivet er også hans livs fundament, fortæller han, og han tror, at der er flere årsager til, at det er lykkedes for hans kone og ham at blive sammen i nu over 32 år.

– Jeg tror egentlig, det vigtigste er at kunne sætte sig ned og tale om tingene, hvis der er noget, der ikke fungerer. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg synes, at noget af det, der altid har fungeret for os, er at give hinanden plads i hverdagen.

– I dag ser jeg mange par, som gør alting sammen, lige fra at handle ind til at gå til babysvømning sammen, og det kan jeg ikke forestille mig er godt i længden. Selvfølgelig er det også rart at gøre ting sammen, men alle de fritidsinteresser, jeg altid har haft, har hun jo været utrolig god til at give plads til.

Så I skændes ikke?

– Nej, det gør vi faktisk ikke. Det er kun på vores gamle dage, at vi begynder og blive lidt mere stædige på hinanden, det er faktisk meget sjovt, siger han og ser op med et smil.

– Og jeg er aldrig blevet træt af at vågne ved siden af hende, og det tror jeg er det vigtigste. Selvom jeg lever af at sælge huse, tror jeg faktisk heller ikke, at man bliver lykkeligere af at bo i et stort hus. Det vigtigste er ikke, hvilket hus man bor i, men hvem man bor sammen med. Og jeg er lykkelig på 32. år sammen med min kone, selvom hun altså lokkede mig til Rønne, siger han, inden han tilføjer, at parret dog ikke længere bor i deres første hus.

– Det første hus blev alligevel så småt. Så da vi begyndte at få børn, sagde jeg: "Nu ligger vi for tæt". Så vi købte et større hus i 2009. Da havde vi to børn, siger Søren Mortensen, som ikke oversælger familiens nuværende hus.

– Det er slet ikke noget særligt, men der er god plads, og det var vigtigt for os. Og der er først og fremmest meget hjerterum der. Huset er ikke særlig pænt, men der er en skøn have bagtil og masser af plads, og det er det, vi godt kan lide. Haven betyder mere for konen end for mig. Hun er ansat hos Lilliendal Plantecenter og kommer også fra et hjem, hvor haven bliver passet, og det gjorde jeg slet ikke. Det gik vi ikke op i.

De flittige fejler

Til gengæld gik de op i ærlighed, fortæller han.

– Min mor er en meget ærlig type, og det er jeg også selv, siger han og tilføjer, at det også er en værdi, han gerne vil give videre til sine børn.

– Jeg har altid sagt til mine børn, at de skal lade være med at lyve. For man kan ikke gå igennem livet uden at lave fejl. Hvis man gør det, så er det, fordi man ikke har prøvet noget, siger han og griner igen.

– Så indrøm dine fejl. Sådan har vi altid haft det derhjemme. Har du lavet noget lort, så sig det! For man kan ikke gå igennem livet uden at lave fejl. Så har du i hvert fald haft et kedeligt liv, siger ejendomsmægleren, der altså ikke køber ind på tidens nulfejlskultur.

– Og sådan har jeg det også ledelsesmæssigt. Jeg vil hellere have folk, der laver fejl, end folk, der ikke gør. For dem, der laver fejl, de laver jo noget. Sådan er det lidt.

– For mig handler det ikke om at blive størst som ejendomsmægler, men jeg vil gerne sælge bedst,” siger Søren Mortensen, der har været direktør for Nybolig i Rønne siden 1. januar. Foto: Joan Øhrstrøm

En ejendomsmæglerhøjtid

Man skal både kunne tilgive sig selv og andre, mener han.

– Jeg er ikke sådan en, der bærer nag. Det har jeg aldrig rigtig gjort. Jeg kan blive sur på mange ting, det kan jeg også her. Jeg kan blive sur på en købsrådgiver, men hjælper det noget? Næ. Så kom videre. Og brug energien på noget positivt, siger ejendomsmægleren, der får særligt brug for sin gode energi med påsketiden for døren, som er en særlig hektisk tid i ejendomsmæglerbranchen.

– Og min kone er som sagt ansat i Lilliendal Plantecenter, og der er påsken også en rigtig god tid, siger han, så de har begge travlt i øjeblikket.

Trods påsketravlhed bliver der alligevel tid til påskeæg og lidt påskefrokost i familien, men de kristne traditioner har aldrig rigtig været toneangivende for påskehøjtiden, indrømmer han.

– Det er nok ligesom med julen, der handler det om gaverne og måske ikke så meget om Jesu fødselsdag, griner Søren Mortensen, som til gengæld finder stor mening i samværet med sin nærmeste familie.

– Det med at gå ud og gøre noget med mine børn og familie, det synes jeg er megafedt. Og vi nyder, at de gider med endnu. Vi har lige været i København, jeg skulle på et kursus, og de tog med, og så så vi Sound of Music, som min datter gerne ville se og var på Nyhavn, og det at snakke sammen alle sammen, det er en kæmpe glæde.

Forny nysgerrigheden

Familiefaderen tænker lidt, inden han svarer på, hvilket livsråd han gerne vil give sine børn med hjemmefra.

– Det er at være nysgerrig på livet. At være videbegærlige. For der er så mange ting derude at lære, uanset om det er viden fra historie eller om mennesker. Søg det. Oplev det. For så får du hele tiden noget, du kan bruge, og som du måske synes er interessant, siger Søren Mortensen, der selv har haft mange fritidsinteresser gennem livet med både musik og sport.

– Der er næsten ikke en sportsgren, jeg ikke er gået til – undtagen volleyball, den er lidt svær med min højde, ikke? griner den knap så høje ejendomsmægler selvironisk, inden han tilføjer.

– Men ellers tror jeg, at jeg har prøvet alt. Og jeg har også altid sagt til mine børn – vælg nu et job, som I kan lide. Og jeg er ligeglad, hvad det er, og hvad I får i løn. Men få et job, I kan lide.

Så det vigtigste er ikke, at de kan købe et stort hus?

– Nej, det er fuldstændig ligegyldigt. Er dem, der har dyre biler og huse, lykkeligere end mig? Det er de da ikke. De har også problemer. Det er også hverdag for dem. De diskuterer også med konen og børnene. Der går bare længere tid, før de kommer ud med det, for det er facade, det handler om, siger den lokale ejendomsmæglerdirektør, der altså ikke tæller sin lykke i mursten.

– Det skal komme fra hjertet, siger han med en hånd på brystet.

– Det er der, glæden skal flyde fra.

Værdsæt livet

Tror du på, at livet fortsætter, når hjertet går i stå?

– Ja, jeg tror, at der er noget på den anden side, siger han og tænker lidt.

– Nogle gange tænker jeg, at det er lidt ligesom en drøm, hvor man lægger sig til at sove, og så drømmer man et eller andet, og så lever man bare i det, man er i.

Men lige nu, mens vi er i livet i denne virkelighed, handler det om at værdsætte hver enkelt dag, mener han.

– Jeg har altid sagt, at man skal nyde, at man kan slå øjnene op hver dag. Nyd nu bare hver dag, du har. For du aner ikke, hvor lang tid du er her. Og ja, vi løber ind i problemer undervejs, men så lad os prøve at løse de problemer, og hvis vi ikke kan løse dem, skal vi ikke bruge mere krudt på dem, siger den livsglade ejendomsmægler, der også har et godt råd til dem, der altid synes, at glasset er halvt tomt.

– Prøv at fylde det op. Og spørg dig selv, hvorfor er det ikke fyldt op? Hvorfor synes du, livet er så surt? Og når man finder svaret, skal man måske prøve at gå en anden vej, siger han og cementerer sin pointe yderligere med to velkendte ordsprog:

– Nogle gange må man gerne gå over åen for at hente vand…. selvom det altid er godt at springe over, hvor gærdet er lavest, ler Søren Mortensen, for hvem der ikke hersker nogen tvivl om vigtigheden af faktisk at gå glad på arbejde.

– Hvis du hver morgen skal ud til noget, du hader, så kan du aldrig få noget glæde ud af det. Så find nu noget, du synes er fedt! Og kan du ikke finde det bedste, så find det næstbedste, og hvis du ikke synes, det næstbedste er godt nok, må du gøre noget, mens du har det næstbedste, til at få det bedste.

Har du fået det bedste med det, du laver nu som indehaver af Nybolig på Bornholm?

– Ja, det synes jeg jo. Men jeg ved det jo ikke. Jeg fik jo ikke prøvet lykken på den anden side. Men jeg tror ikke, jeg ville have været et mere lykkeligt menneske som musiker.

Du er ikke bitter?

– Nej, det er der ikke noget af. Jeg er glad for det, jeg har i dag. Jeg er glad for det, jeg laver. Jeg er glad for, at familien fungerer. For fungerer familien ikke, så fungerer du heller ikke på dit job. Det hænger jo sammen hele vejen. Og det er jo også det, der er lykken.

Når det hænger sammen?

– Ja, smiler han. Det tænker jeg.

Søren Mortensen

Født 1975.

Direktør for Nybolig i Rønne. Uddannet revisorassistent og ejendomsmægler.

Bor med sin partner gennem 32 år. Sammen har de en søn på 21 år og en datter på 19 år.