Mads Kofod: Min passion har altid ligget i det, jeg gør – lige nu

Hvis man gør sig umage, hvor man er i øjeblikket, skal det nok blive bemærket, mener Mads Kofod, der gennem livet har fået tilbudt stadig større stillinger. Men da hans kone døde, opdagede han, at man ikke kan styre alting selv.

Joan Øhrstrøm

Havet er evigt foranderligt og altid i bevægelse. Og for Mads Kofod er havet også forbundet med en grundlæggende form for eventyrlyst og udlængsel, som tidligt fødtes i ham, da han som dreng sejlede ud i bølgen blå.

– Min far var læge og tog familien med fra Bornholm til Grønland, da jeg var tre år. Han var blandt andet tuberkuloselæge og sejlede med båd rundt fra bygd til bygd med røntgenudstyr. Og det var nok der, at min glæde ved havet begyndte. For jeg sejlede jo med, og vi sejlede også ro-både sammen, fortæller Mads Kofod, 72.

Familiens grønlandske sejleventyr fik dog en ende, da Mads Kofods farfar døde og faren slog sig ned som praktiserende læge i Rønne.

– Min farfar var også læge, og da han døde, sagde min farmor, at min far nu måtte komme hjem og overtage min farfars lægepraksis i Rønne, og så flyttede vi ind i min farfars hus i Storegade 29, som blev mit barndomshjem.

Selv er han som sine forrige generationer også så godt som ’ægte bornholmer’.

– Mine forældre flyttede til Bornholm, før de fik mig, men skæbnen ville, at min mor havde et ærinde i København, så jeg blev faktisk født på Frederiksberg, inden de kom hjem til Bornholm dagen efter. Så det bliver jeg altid nødt til at fortælle, når jeg ellers plejer at sige, at jeg er født og opvokset på Bornholm, griner den havglade bornholmer, som siden blev styrmand, maskinmester og blandt andet chef for Bornholmstrafikken – og vandglæden er på intet tidspunkt stilnet af.

– Jeg elsker stadig at sejle, siger han og smiler stort.

– Der er nogen, der siger, at det at have en båd svarer til at gå ind under den kolde bruser og rive tusindkronesedler i stykker, men jeg vinterbader også, så jeg er også glad for koldt vand, griner han.

Bange for at kede sig

Til hverdag bor Mads Kofod på Østerbro i København, men da Tidende fanger ham til et interview, er han på besøg hos sin søster i Rønne, som bor forholdsvis tæt på barndomshjemmet. Og på væggen i stuen hænger et blåt maleri af Poul Høm, der portrætterer en ung pige.

– Det var min mors, fortæller han, mens han gør klar til kaffe fra køkkenet.

– Hun er faktisk lige død. Hun blev 98 år, så det er ingen stor tragedie. Men det maleri fik hun af min far, fordi han var glad for, at han skulle have en datter. Så der var jo ikke meget tvivl om, at det var min søster, der skulle arve billedet, smiler han.

Selv har han til gengæld arvet faderens rastløshed, fortæller han, da vi sidder i stuens sofahjørne.

– Min far blev ikke gammel, så det var en sorg, da han døde som bare 52-årig. Men jeg kan sagtens se min far i mig selv. Han havde også en stor udlængsel. Da vi kom hjem til Bornholm fra Grønland, var han også præget af en form for rastløshed, som om han ikke vidste, hvad han skulle her. For han havde allerede dengang et ønske om at komme ud til verdens brændpunkter som læge for WHO og være der.

Faderen takkede også nej til et fast arbejde på Rigshospitalet, for han var bange for, at sådan et job ikke passede til rastløsheden, fortæller Mads Kofod.

– Og det har jeg nok arvet. For jeg kan godt lide, at tingene udvikler sig, og jeg har haft mange forskellige jobs i mit liv.

Har kun søgt to job

Listen over hans store stillinger gennem livet er også lang, og før dette interview måtte han selv skrive dem ned for at huske dem, for et CV har han sjældent haft brug for, fortæller han og lader blikket glide ned på noterne på papiret foran sig.

Faktisk har han nemlig kun søgt to job i sit liv. Stillingen som direktør for Campus Bornholm – og så mange år tidligere sin allerførste stilling som styrmandselev i Rederiet J. Lauritzen. Resten er han blevet bedt om at søge. Og det bedste karriereråd, han kan give videre, er også at gøre sig umage, hvor man er, for det skal nok blive bemærket, som han siger.

– Min egen passion har altid ligget i at være 100 procent i det job, jeg bestrider lige nu. På den måde har jeg ikke været rastløs. For jeg har altid lagt al min energi i det arbejde, jeg skulle udføre i øjeblikket. Når jeg laver noget, så er det det, jeg laver. Og så er det det, jeg brænder for, forklarer han, mens øjnene lyser bag brillerne.

– Jeg har meget nemt ved at brænde for noget og komme op i det højeste gear med det. Måske kan den egenskab genfindes til dengang, jeg startede med sejle kapsejlads allerede som barn. For jeg kan godt lide at vinde, griner han.

Måske er det også en medvirkende årsag til, at han ikke har behøvet søge arbejde, mener han.

– For jeg er altid blevet tilbudt en ny udfordring, fordi der var nogen, der kunne se noget i det, jeg allerede havde gjort.

Et vigtigt vendepunkt

Men det hele begyndte med hans hang til havet.

– Da vi kom hjem til Bornholm fra Grønland i 1956, begyndte jeg med det samme at løbe på havnen. Jeg prøvede allerede dengang altid at se, om jeg kunne komme med ud at sejle med en eller anden båd, smiler han.

Med tiden fik han også en optimistjolle og sejlede fra Nørrekås, inden han flyttede fra Bornholm som 17-årig.

– Ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg ville være styrmand. Min bror ville være student ligesom alle andre i familien, men det ville jeg ikke være, så efter min realeksamen tog jeg ud at sejle som dæksdreng og kom senere på Kogtved Søfartsskole i Svendborg.

Hvad sagde dine forældre til det?

– Det brød de sig ikke om. Især ikke min far. Jeg tror, han har været bange for, at jeg skulle ende et forkert sted til sidst. Som praktiserende læge kom han ellers rundt i mange hjem og havde en rigtig god social forståelse, så jeg ved egentlig ikke, hvorfor han havde så meget imod det, men det holdt også op, kan jeg sige dig.

Han smiler.

– For da min far kom på besøg på søfartsskolen, kunne han godt se, at det var sundt for mig. Vi lærte jo også alt muligt andet en de sømandsmæssige færdigheder. For eksempel selvforsvar, holde taler, gå i teateret og at danse, så der var også en almendannelse i uddannelsen, hvor der var styr på tingene, og det var der også på os, der tidligt lærte at tale og tænke selv. Og for mig selv betød det alt at komme på Kogtved søfartsskole. Det var virkelig et vendepunkt for mig at komme derover.

Forelskelse satte kursen

Da han havde sejlet nogle år som styrmandselev og var færdig med militæret, tog han styrmands- og skibsførereksamenen i 1973. Elevtiden og sejladsen som styrmand beskriver han som ”helt fantastisk”.

– For det første ville jeg jo gerne arbejde på havet. Bare det at være på et skib var skønt. Du løfter blikket, og så ser du havet! Og havet er ikke ens to dage om året, siger den tidligere styrmand, som også værdsatte kammeratskabet og de eventyr, som livet på havet medførte.

– Vi havde et fantastisk kammeratskab, og det bragte os nogen gange rundt om Jorden på mange forskellige steder. Vi oplevede en masse og så en masse.

Han blev også uddannet som maskinmester, så han både kunne være styrmand og maskinmester. Det besluttede rederiet. Men så fik han et tilbud om at blive navigationsskolelærer.

– Det var jeg ikke meget for, for det ville betyde, at jeg skulle være student og derefter læse to år på DTU, og jeg var jo færdig med maskinmesteruddannelsen bare et år tidligere. Jeg syntes egentlig, at jeg havde læst nok, men jeg havde lige mødt min kone Lise, som jeg var forelsket i, og fik løn under de 3 års uddannelse. Jeg tog et 1-årigt studenterkursus og gik efterfølgende på DTU i to år og tog, hvad der svarer til en bachelor, inden jeg blev lærer på Københavns navigationsskole for selv at uddanne styrmænd og kaptajner.

– Jeg nåede ikke selv at sejle som kaptajn. Men jeg har alligevel lært meget om ledelse ved at sejle. For meget handler om ledelse, når du sejler som skibsofficer og skal beslutte, hvem der gør hvad. Det handler jo om at tage ansvar, og det gjorde jeg fra begyndelsen.

Ud at se med DSB

– Efter et år som navigationslærer fik jeg en henvendelse fra industriministeriet, om jeg kunne tænke mig at arbejde der, hvor det meste søfartslovgivning inden for søfart blev lavet. Egentlig skulle man være djøf’er, og det krav opfyldte min uddannelse på DTU, men departementschefen ville også gerne have en fuldmægtig, der både havde en styrmands og en maskinmester baggrund, fortæller Mads Kofod, der blev i ministeriet i en del år. Først som fuldmægtig og senere som sekretariatschef. Derfra blev han ansat i DSB Rederi, der dengang rådede over de fleste lidt større indenrigsfærger. Det gjorde han så godt, at han også blev tilbudt at blive direktør for DSB’s internationale afdeling. Der var han i fire år.

– De sidste tre år sad jeg i Paris i den internationale jernbaneorganisation, UIC, som den danske generaldirektør var præsident for, men som vi fik ansvaret for at afvikle i min afdeling. Men jeg var sideløbende også meget i Bruxelles, fordi DSB dengang var et departement for togtransport, så generaldirektøren også var departementschef for den del af trafikområdet. Og jeg blev også chef for det, der vedrørte udenlandske departementsopgaver i DSB.

– Jeg skulle for eksempel forhandle direktiver og forordninger om EF-fællesskabets jernbaner, så man kunne få lov til at køre på hinandens skinner, hvilket man ikke kunne før.

Bagefter blev han administrerende direktør for en konsulentvirksomhed, DanRail Consult A/S – stadig delvist i DSB-regi, der solgte jernbane teknologi, især til den 3. verden.

– Det job var jo også meget meningsfyldt, fordi det var en slags udviklingsbistand til mennesker, der typisk levede under fattigdomsgrænsen. Men jobbet betød også, at jeg kom til at rejse meget, så jeg var i hvert fald væk fra familien 120 dage om året, hvor jeg både rejste meget især i Afrika og fjernøsten for at se til de opgaver, vi løste, men også for at skaffe nye kontrakter eller til Washington for at skaffe finansiering i Verdensbanken, og det var for meget set i bakspejlet. For på det tidspunkt havde Lise og jeg fået børn, og i 1987 var vi flyttet til Hellerup.

Fyrede 500

Siden fulgte det ene direktørjob efter det andet.

– Det største job, jeg har haft, var som direktør for DSB-Stykgods, hvor vi havde cirka 1500 medarbejdere, så der skulle jeg virkelig lære at lede gennem andre, og det var spændende, men også ekstremt arbejdsomt. DSB har jo altid klaret sig gennem sit milliardtilskud fra staten, og da jeg kom var der et underskud på 300-400 millioner kroner om året i Stykgods. Jeg øjnede en mulighed for at få godsafdelingen til at give overskud. Men det betød også, at vi måtte lukke afdelinger og dermed fyre en del medarbejdere i en organisation med en hel del tjenestemænd, og vi endte med at fyre omkring 500 medarbejdere gennem nytænkning på arbejdsgangene- og antallet af godsterminaler.

– Det havde jeg det jo ikke godt med, men det var nødvendigt, hvis vi skulle overleve som virksomhed eller hvis den skulle sælges ud af DSB, så vi måtte fyre hver tredje. Men det lykkedes. Da jeg senere kom til Bornholmstrafikken, som stod over for en udlicitering af sejladsen, måtte vi igennem en tilsvarende omstillingsproces.

Har altid elsket Bornholm

Transporten på land gik til transporten på vand. Igen var det et job, som blev ham tilbudt. Gennem sit topjob i DSB var han også kommet til at kende departementschefen, Ole Zacchi, for Transportministeriet godt, fordi han tit havde sin gang i ministeriet.

– Noget tid efter jeg var startet på jobbet i Bornholmstrafikken, fik jeg fortalt, hvorfor de havde bedt mig om at søge det. Det var foregået på den måde, at Ole Zacchi, der havde Bornholmstrafikken i Transportministeriets regi, havde talt med en bornholmsk født departementschef for et andet ministerium, om han havde et bud på hvem, der kunne være den næste direktør for Bornholmstrafikken. Han rådede ham til at spørge mig, som han jo havde kendt fra barnsben på Bornholm. Det troede Ole Zacchi ikke, jeg ville - jeg havde jo et bedre job i DSB og havde ikke noget med Bornholm at gøre, mente han. ’Jo, jo, han er bornholmer og har en fortid som styrmand,’ sagde den bornholmske departementschef. Og sådan gik det til, at jeg fik tilbudt jobbet.

Familiemæssigt var det måske ikke optimalt, indrømmer han, for dengang gik hans to drenge stadig i gymnasiet.

– Men jeg kunne ikke sige nej, for jeg har altid elsket Bornholm. Og Bornholm kaldte på mig med den stilling. Da jeg var dreng, troede jeg, at jeg altid skulle bo der.

Da han sagde ja til at blive direktør for Bornholmstrafikken var det for fire år, men han endte med at være der i 10 år.

– Det er den længste periode, jeg har haft det samme job. For jeg blev bidt af det. Vi vandt det første udbud, det lærte vi meget af, så vi vidste, at vi skulle alliere os med nogen, der havde flere penge, hvis vi også skulle vinde det næste udbud, og det lykkedes i januar 2009.

Under Mads Kofods ledelse indgik Bornholmstrafikken nu et samarbejde med rederiet Clipper, som med deres kapital fik mulighed for at købe alle de mindre gamle DSB-færgeruter og en aktiepost i Molslinjen på 30 procent med ind i et fælles selskab, der kom til at hedde Færgen med Mads Kofod som administrerende direktør for det hele.

– Planen var altså, at vi skulle lægge Bornholmstrafikken og de andre indenrigsfærger, vi allerede havde, sammen med Molslinjen, hvor Clipper havde 30 procent af aktierne. Det ville være et stort stærkt færgeselskab, der ville være robust i forhold til at vinde nye udbud. Jeg forlod jobbet efter 10 år i 2010, på det tidspunkt hvor den mulighed var meget realistisk.

Bestyrelsen og Transportministeriet, som ejer af Bornholmstrafikken, bakkede planen op, der nu kun forudsatte, at Færgen fire år senere skulle vinde tredje udbud.

– Desværre tabte Færgen udbuddet, og i stedet blev det Molslinjen, der overtog Færgen og de andre indenrigsfærger. Det blev, og er jeg meget trist over - selv om jeg ikke var der mere. Tanken var jo, det skulle være et bornholmsk baseret rederi. Og at hovedkontoret skulle blive liggende på Bornholm med alle de arbejdspladser det gav. Ideen er jo lige så god nu som dengang, og godt Molslinjen også kunne se det. Men en del af arbejdspladserne er nu i Aarhus, og det er da lidt øv.

Kaos på campus

Efter ti år som ”kaptajn” for Bornholmstrafikken var planen at trække sig tilbage efter en lang karriere. Men i stedet gjorde han noget helt nyt – han søgte et job og fik stillingen som direktør for Campus Bornholm i 2010.

– Det var jo et relativt nyt område for mig, men da jeg læste stillingsopslaget kunne jeg se, at det mindede om det, jeg havde prøvet før – at lægge virksomheder sammen. For øens uddannelser skulle jo lægges under samme tag, ligesom færgeruterne var blevet samlet under Færgen. Men jeg opdagede hurtigt, at økonomien ikke hang sammen, så vi ville få et stort underskud og ingen ny Campusbygning, hvis vi ikke stoppede blødningen. Og så blev jeg halshugget!

– Aldrig har jeg været ude for sådan et stormvejr, men der skulle spares, så jeg gjorde, hvad jeg skulle, men populært var det ikke blandt specielt én medarbejdergruppe. Det var faktisk extraordinært op ad bakke at være leder i den periode, men jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville gøre arbejdet færdigt. Og det var også helt afgørende for at få den fondsstøtte fra A.P. Møller Fonden på 56 millioner kroner, som vi manglede til at realisere den nye campusbygning. Men da kommunen ikke ville støtte projektet, var det ikke helt let at skulle bede andre over fra om det! Så uden A.P. Møllerfonden var projektet ikke blevet gennemført. I dag tror jeg ikke der er nogen hverken lærere eller elever, der kunne forestille sig at skrue tiden tilbage til før Campusbygningen blev taget i brug.

Hvordan vil du beskrive dig selv som leder?

– Dedikeret, men nok lidt utålmodig. Når man først har lavet en strategiplan, vil jeg også gerne have den sat i skred. Og selvom man også må tage hårde beslutninger som leder, har jeg tit brugt det argument ved afskedigelser, at ved at afskedige for eksempel en ud af tre medarbejdere, redder man jobbet for to. Hvis man ikke gør noget mister alle tre jobbet.

En svær sorg

Sådan har han gennem sit arbejdsliv skullet styre virksomheder gennem store udfordringer. Men den største udfordring han har mødt i sit liv, var da han mistede sin kone gennem 36 år i 2015.

– Selvfølgelig har der også været svære perioder i mine jobs, men det værste var helt klart at miste Lise. Jeg havde netop afslået at forlænge min 6 årige kontrakt på Campus Bornholm og tænkt mig at stoppe som direktør for Campus Bornholm, da hun var døende med lungecancer, men da jeg fortalte hende det, sagde hun ”Det kan du godt gå op og lave om”, for hun vidste, at jeg skulle have noget at lave, når hun var væk. Og jeg gjorde, som hun sagde og blev på Campus et par år mere til byggeriet var fuldendt, men det var voldsomt for mig at miste hende. Og det kastede mig også ud i en troskrise, siger han og tier lidt.

– Jeg kan huske, at der stod ”Frygt ikke, Gud er med dig” over døren til stuen på Sankt Lukasstiftelsen, hvor hun lå på hospice. Jeg sad og kiggede op på skriftstedet, mens jeg sad der den sidste måned, inden hun døde. Hun fik det værre og værre, mens jeg kiggede op på bibelverset og tænkte, hvor bliver Gud af? Er han der overhovedet?

Han ser op.

– Men jeg har heldigvis en god ven gennem de sidste 50 år, der er præst. Og han udfordrede mig i det og sagde, at den aftale, jeg havde lavet med Lise, inden hun døde om at snakke sammen efter døden gennem en stor, tom tegneserieboble, kunne jeg opfatte som det evige liv. Det gav mig troen tilbage og har faktisk gjort sorgen mere meningsfuld. Vi lever videre gennem hinanden. Og så døde hun, siger han og ser ned:

– Det første år gik helt galt. Jeg kunne slet ikke samle mig om noget som helst og gjorde alt det forkerte. Jeg var stadig på Campus, men jeg havde det så dårligt over tabet, så jeg gjorde ting for at komme ud af sorgen, jeg ellers aldrig ville eller skulle have gjort. Men jeg følte mig fuldstændig hjælpeløs over tabet og at havde mistet, og så prøvede jeg at lukke øjnene for det og lade som om det slet ikke var sket. Jeg lod som om alting var i orden, siger han og tier igen.

– Men på et tidspunkt kollapser alt for mig. Sorgen kom tilbage som en boomerang, der jo slår hårdt. For anden gang. Og så var det lidt mere alvorligt. For så opdager jeg, at det er rigtigt. Det er virkeligt det her. Jeg reagerede ved at sejle væk alene i min båd op langs Sveriges kyst op imod Norge. Og så en dag sad jeg med kaffen i båden. Vinden blæste, på den måde jeg kan lide det. Jeg har altid syntes, at der var noget mytisk, nærmest guddommeligt over himlen og havet, og det var der også især den dag. Det var nok det, der stemte sindet i mig. Og da huskede jeg samtalerne med præsten om det evige liv og at tale til Lise i en tom tegneserieboble, så der sad jeg alene i båden og fortalte hende alt, hvad der var sket, siden hun døde. Bagefter følte jeg en kæmpe lettelse, som jeg ikke havde følte før.

– Det føltes som en form for dialog, så det har jeg siden gjort et par gange om året, hvor jeg fortæller hende, hvordan det går med mit liv, vores børn, Jesper og Mikkel, som jeg i dag har et meget tæt forhold til. Og de bor også tæt på mig. Og jeg tror ikke, at jeg kunne have det sådan med Lise, hvis jeg ikke troede på noget, så jeg tror helt klart på noget, der er større end mig selv, selvom det ikke nødvendigvis siger så meget, for det er der jo meget og mange, der er.

Glad igen

Selv har han dog også altid gjort, hvad han kunne for at kæmpe sig gennem kriser, og hvis han skal pege på én ting, der har ført ham videre i livet er det ”rå viljestyrke”.

– Jeg har faktisk haft en tendens til at blive mere disciplineret, hvis jeg har stået i en livskrise. For eksempel holder jeg mig så helt væk fra alkohol og bliver endnu mere opmærksom på at spise rigtigt, få motion hver dag og få min søvn, men jeg bilder mig ikke ind, at man kan arbejde sig ud af alting. For jeg tror slet ikke på, at man er sin egen lykkesmed. Og jeg er også meget ydmyg, når jeg ser tilbage på mit liv. Jeg er stadig sund og rask. Og når man ser bort fra de få bump, jeg har haft på vejen, føler jeg mig heldig i livet.

Hvordan ser din hverdag så ud nu?

– Lige nu ser den jo rigtig, rigtig god ud, synes jeg. Når jeg siger det på den måde, er det selvfølgelig, fordi det ikke er gået godt hele tiden. For efter Lises død gik der altså nogle år, hvor jeg gik helt ned med flaget.

– Jeg eksperimenterede mig lidt frem til, hvad livet skulle indeholde, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad der skulle ske, ikke rigtigt for alvor i hvert fald, siger han og lader de mørke år ligge, inden han lyser op:

– Men i januar 2017 mødte jeg Tina, som jeg er gift med i dag. Og så blev jeg glad igen. Vi holdt også begge to op med at arbejde i 2018 og har i dag et super dejligt liv sammen.

Ny båd og nyt liv

Mødet med hans nye kone åbnede også et nyt kapitel for ham.

– Lise og jeg havde boet i Hellerup i cirka 30 år. Men Tina og jeg blev enige om at starte et nyt kapitel sammen et andet sted. Der er noget, der hedder ”kill your darlings”, og jeg blev også nødt til at sælge min båd, som der også var for mange minder i. Men jeg er glad for den båd, jeg har i dag. Den købte jeg blandt andet, fordi Lise sagde, da hun lå på hospice, at hun syntes, det var en dårlig idé at sælge den gamle båd, fordi hun vidste, at jeg elskede at sejle. Hun kendte mig jo.

Men der var for mange minder med den gamle båd, der havde holdt sammen på familien i mange år.

– Vi havde sejlet sammen i alle vores ferier og en del weekender, hvor vi startede med at have klapvogne med og sluttede med også at have drengenes kammerater med, så sådan gik hele deres barndom med at sejle.

Derfor forbandt han også den båd med Lise, når han sad og kiggede på de klistermærker, drengene havde klistret op på vægge eller de sten eller skelethoveder, de sammen havde fundet. Og han vidste, at båden ville minde ham om sorgen over at miste Lise, og det kunne hun godt forstå.

– Men hun sagde, at hvis jeg skulle købe en ny båd skulle det være en Sagitta 35. For det havde altid været min yndlingsbåd, som jeg altid skulle hen og kigge på, hver eneste gang vi skulle i havn, hvis der lå sådan en der, fortæller han, da telefonen ringer.

– Nå, det er nok Tina. Hun må lige vente, siger han og slukker telefonen via sit høreapparat, der har bluetoth indbygget, og fortsætter.

– Vi har indrettet os sådan, at jeg sejler, og Tina maler. Hun var chef oppe på Louisiana de sidste 15 år, hun arbejdede, og var omgivet af kunst fra morgen til aften, så det passer meget godt, for jeg kan godt lide at bruge meget tid på båden, mens hun har lejet sig ind i et lille atelier på Østerbro. Hun kan ikke sejle på grund af en gammel discoskollaps.

Tag ansvar

Sådan sejler han stadig rundt i Danmark, Norge og Sverige, ligesom han ikke har tal på alle de gange, han har sejlet til og fra Bornholm. Men de seneste år har han også bevæget sig meget ind i litteraturens verden.

– Jeg læser også rigtig meget i dag. Det gør min kone også, og så snakker vi om det. Nogle gange kan jeg føle mig helt afhængig af at læse, så jeg skal minde mig om at komme ud at løbe en tur. Men jeg synes, at jeg har et godt og aktivt og socialt liv.

Hvilket livsråd vil du gerne give videre?

– Tag fat i dig selv og spørg dig selv, hvad du vil. Tag ansvar for dit liv. Det nemmeste er at læne sig tilbage og lade andre gøre arbejdet for en. Og jeg kan godt blive bekymret for udviklingen i dag, hvor mange der går i 2.g. eller 3.g stadig ikke har en anelse om, hvad de vil. Det gjorde mine drenge nu heller ikke i den alder, men de fandt ud af det, inden de var færdige, og nu er den ene selv gymnasielærer, mens den anden har en lederstilling i vejdirektoratet, siger han og stopper sig selv.

– Det er måske også bare en gammeldags holdning, fordi jeg selv vidste, hvad jeg ville være. Så måske sidder jeg i virkeligheden her og lyder ligesom min far, der var bekymret for, hvad der skulle blive af mig. Og det gik jo alligevel, siger han og smiler. Og nu har den erfarne sømand også siddet længe nok i sofaen.

Udenfor er det gråt og regnfuldt, men det afholder ikke den sejlivede bornholmer fra at bevæge sig ud i naturen, når interviewet er færdigt. For uanset vind og vejrforhold er der noget dragende over himlen og havet.

Blå bog

Mads Kofod. Født 1951. Opvokset på Bornholm. Uddannet Styrmand, Skibsfører og, Maskinmester fra Københavns Navigationsskole og Københavns Maskinmesterskole, og har senere en bachelor fra DTU i Lyngby. Gennem sin karriere har han haft en lang række lederstillinger – han har blandt andet været administrerende direktør for DSB Stykgods, Bornholmstrafikken/Færgen og Campus Bornholm. Han er gift med Tina. Parret bor i på Østerbro i København. Fra sit ægteskab med Lise, der døde i 2015, har han to voksne sønner.