Wild Distillery oplevede eksponentiel vækst i de 3 første produktionsår, derfor gik indehaver, Henrik Nerst, allerede i gang med at undersøge ekspansionsmulighederne tilbage i 2021.
– Henrik Nerst ønsker at Wild Distillery skal være en bæredygtig virksomhed, der bidrager til den grønne omstilling. Derfor ville han dengang gerne finde en måde, hvorpå han kunne udvide produktionen uden at det gik ud over miljøet, skriver Wild Destillery i pressemeddelelsen.
Men med hjælp fra EU-projektet Bæredygtig Bundlinje Bornholm og Business Center Bornholm, er det nu lykkedes virksomheden at udvide produktionskapaciteten med ni gange og samtidig halvere destilleriets klimaaftryk.
De forklarer, at med det nye anlægs store størrelse, kan Henrik Nerst klare destilleringen i vintermånederne, hvor han også kan benytte overskudsvarmen fra anlægget til at opvarme produktionsbygningen, og den store vinterproduktion giver tid til at fokusere på blandt andet salg og eksport i årets øvrige måneder.