Søren Schow og Heidi Burgedahl formåede ikke at blive en del af den kommende kommunalbestyrelse med 0,3 procent af stemmerne. Foto: Martin Søndergaard Jensen
For første gang i regionskommunens historie er der ingen lokalliste at finde i kommunalbestyrelsen.
For første gang i regionskommunens historie er der ingen lokallist at finde i kommunalbestyrelsen.
Hverken Bornholm 360 eller Fælleslisten, der begge var at finde på stemmesedlen denne gang, fik nok stemmer til at vinde et mandat på valgdagen.
Søren Schow fra Bornholm 360 forstår godt, at vælgerne ikke har sat sit kryds ved dem.
– Når jeg selv har siddet og reflekteret over hele valgkampen og den respons, der har været, så er det simpelthen for usikkert at stemme på os, fordi sandsynligheden for, at vi kommer ind, er næsten lig nul. Hvorfor skulle folk være interesseret i at spilde en stemme?
Søren Schow og Heidi Burgedahl, der udgør Bornholm 360, fik med 0,3 procent af stemmerne færrest stemmer af alle partier og lister. Fælleslisten fik 1,4 procent af stemmerne. I regionskommunens historie har der også været andre lokallister i spil, herunder Borgerlisten, Bornholmerlisten og Regionslisten. Men for nu er den tid forbi.
Søren Schows eget bud på, hvorfor stemmerne ikke er faldet ud til deres fordel er, at de ligger for tæt på ad de resterende partier.
– Der er ikke særlig stor afstand mellem os og Fælleslisten. Både Danmarksdemokraterne, Moderaterne, Venstre og Konservative ligger enormt tæt på de holdninger, som vi har. Derfor adskiller vi os ikke, siger han.
Ærgrer van Sabben
Det ærger Kirstine van Sabben fra Moderaterne, der også selv tirsdag måtte vinke farvel til en plads i kommunalbestyrelsen.
– Det er ærgerligt, men jeg kan også godt forstå, hvorfor der ikke er nogen, siger hun.
Til kommunalvalget i 2021 stillede hun op for lokallisten Bornholmerlisten, som i 2023 besluttede ikke at genopstille. Hun har derfor på egen hånd oplevet, hvilke udfordringer der kan være ved en lokalliste.
– Det er bare supersvært. Dels at finde frivillige kræfter, der vil være med, men jeg tror også, at det er supervigtigt at have nogen i kommunalbestyrelsen, der er repræsenteret på Christiansborg. Jeg elskede Bornholmerlisten, men jeg havde ikke nogen døre, jeg kunne banke ind på Christiansborg.
– Det er bare rigtig rart at have et bagland og nogen, du kan læne dig op ad. Det er ikke kun i forhold til at hive penge hjem til Bornholm, men også bare generelt rugbrødsarbejdet i sådan en vælgerforening, siger hun.
Det var netop også manglen på frivillige kræfter og en tømt pengekasse, der i 2023 gjorde, at Bornholmerlisten måtte kaste håndklædet i ringen.
– Det er bare virkelig hårdt, og vi havde ikke musklerne til det, siger Kirstine van Sabben.
DF har støvsuget stemmerne
En anden med en del erfaring med lokallister er Bjarne Kristiansen fra Borgerlisten, der var borgmester i Bornholms Regionskommune fra 2006 og 2010.
Bjarne Kristiansen er enig med Kirstine van Sabben i, at man som lokalliste mangler det organisatoriske bagland.
– De andre havde flere muskler og større netværk, siger han.
Han har også et andet bud på, hvorfor den kommende kommunalbestyrelse ikke kommer til at have en lokalliste,
– Den protestrolle, der kan gøre, at lokallister opstår, har ikke rigtig været til stede. Jeg vil tro, at Dansk Folkeparti har støvsuget de stemmer og overtaget den rolle. Man skal jo have et eller andet at hænge sin berettigelse op på som lokal liste, og det er svært at gøre herovre, lyder det fra den tidligere borgmester.
Bjarne Kristiansen synes dog ikke, at det er ærgerligt, at lokallisterne ikke længere er at finde.
– Det er en del af det. Det må være, fordi folk føler sig repræsenteret i de politikere, der er blevet valgt ind.
Tror på fremtidig lokalliste
Det politiske billede i kommunerne har også ændret sig, siden Bjarne Kristiansen sad i borgmesterstolen, siger han. Dengang var det nemlig sværere at komme til orde i de etablerede medier, da man i højere grad skulle kæmpe sig op på listen, før man havde en chance for at blive valgt.
– For dem, som har lyst til at deltage i det lokale arbejde i politik, er det ikke svært at komme ind og få sig en plads i de etablerede partier. Det er i hvert fald blevet lettere, end det var for 20 år siden, hvor man skulle ind og aftjene sin værnepligt, før man kunne komme ind på en prioriteret liste, siger han.
I dag er det til gengæld blevet sværere at starte sin egen lokalliste.
– Kommunerne er blevet så store, der skal mere til for at komme ind lokalt. Den borgerlister, jeg var en del af, startede i Hasle Kommune med 6.000 indbyggere. Der kunne man med en enkelt sag, for eksempel en skolelukning, danne lokal opbakning. Jo større kommunen er, jo sværere er det at få opbakning til enkeltsager.
Han tror dog ikke, at tiden med lokallister er forbi.
– Jeg tror, at der kommer en ny på et tidspunkt, når der sker et eller andet. Hvis kommunalbestyrelsen lukker sig om sig selv, og sidder og aftaler alt bag lukkede døre, så vil der være grobund for, at en i kommunalbestyrelsen træder ud, bliver løsgænger og starter sin egen liste, siger Bjarne Kristiansen.
Også Kirstine van Sabben tror på, at der i fremtiden kommer endnu en lokaliste - men det bliver ikke hende selv, der starter den, forsikrer hun.
– Jeg tror, der er mange mennesker, der har svært ved at se dig selv partipolitisk i en eller anden bestemt retning. Der er nogen, der synes, at der også er brug for politikere, der er politisk uafhængige. Den valgmulighed er der ikke lige nu.
– Jeg synes selv, at det segment kommer til at mangle. Det kunne jeg selv have forsøgt at føre videre med Bornholmerlisten, men det er svært, når der ikke er særlig mange kræfter bag sådan en lokal liste, siger hun.
Lokale lister siden 2003
Her er de lokallister, som siden kommunesammenlægningen i 2003 har været repræsenteret i kommunalbestyrelsen.
Årstallet er året, hvor valget finder sted – tallet i parentes er antallet af mandater.