Kvartet står nu i spidsen for virksomheden

Kvartet står nu i spidsen for virksomheden
Sandra Delfs Rømer, Thomas Wittorff, Pia Ellekjær og Catharina Sahl-Tjørnholm er nu de fire ejere af Dyrlægegården i Rønne. Foto: Holger Larsen
ERHVERV | Fredag 17. februar 2023 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
ERHVERV | Fredag 17. februar 2023 • 15:30

En er stoppet, og to nye er kommet til, så Dyrlægegården i Rønne nu har fire ejere.


Dyrlægegården på Sagavej i Rønne har skiftet ud i ejerkredsen, hvor virksomheden nu har fire ejere.

Den nye konstruktion blev nødvendig, da Flemming Koefoed efter mange år som dyrlæge og medejer af Dyrlægegården på Sagavej i Rønne gik på pension. Han ejede Dyrlægegården sammen med kollegerne Pia Ellekjær og Thomas Wittorff.

Flemming Koefoed bliver erstattet af to nye medejere. Det er dyrlæge Catharina Sahl-Tjørnholm og veterinærsygeplejerske Sandra Delfs Rømer. De ejer nu virksomheden sammen med Pia Ellekjær og Thomas Wittorff. De to har været på Dyrlægegården i henholdsvis 16 og snart 25 år.

Det er ikke sådan, at de fire ejer lige meget af virksomheden, men det betyder ikke, at nogen er mere chef end andre, forklarer de.

Catharina Sahl-Tjørnholm og Sandra Delfs Rømer er dog langt fra nye i Dyrlægegården. De har arbejdet i virksomheden i henholdsvis ni og 14 år. De fire ejere kender således hinanden fra mange års samarbejde.

Naturligt skridt

– Jeg synes, at det er et naturligt skridt at blive medejer, når jeg har været her i så mange år. Det betyder, at jeg får mere ansvar, og at jeg kan være med til at sætte en retning for virksomheden, siger Catharina Sahl-Tjørnholm.

Sandra Delfs Rømer forklarer, at det også er en fordel, at man i medejerkredsen nu har repræsenteret en dyrlæge med speciale inden for hvert område – smådyr, kvæg og heste – samt en veterinærsygeplejerske.

– Det giver også god mening, at jeg som veterinærsygeplejerske kan aflaste dyrlægerne for noget af det administrative arbejde, da jeg primært er herinde på Dyrlægegården, tilføjer Sandra Delfs Rømer.

Investerer i fremtiden

Pia Ellekjær oplyser, at man ud over udskiftningerne i ejerkredsen i det seneste halve år har haft den store pengepung fremme for at købe nyt udstyr – for også på den måde at investere i Dyrlægegårdens fremtid.

– Vi skal følge med tiden, og vi kan nu tilbyde nogle ting, som vi ikke har kunnet før, siger Pia Ellekjær.

Det handler blandt andet om gastroskopi (kikkertundersøgelser) på heste og en opdatering af udstyr til hesterøntgen og tandrøntgen på smådyr, samt bedre overvågningsmuligheder, når dyr er i narkose.

– Det er meget få ting, vi ikke kan udføre i dag, og det gælder både for heste og smådyr. Vores niveau er ret højt, siger Thomas Wittorff.

Flest kvinder

Dyrlægefaget har ændret sig meget hen over årene. I gamle dages Folk og Fæ-univers var en dyrlæge en mand. Det er det ikke længere. I Dyrlægegården et Thomas Wittorff ene mand blandt de otte dyrlæger (Dyrlægegården har i alt 13-14 medarbejdere).

Noget andet er, at hvor arbejdet tidligere havde hovedvægten på landbrugsdyr, er man i dag nok oppe på, at 60 procent af indsatsen gælder bornholmernes kæledyr – smådyrene, som har fået en større prioritet i menneskenes bevidsthed, konstaterer Thomas Wittorff.

Dyrlægerne kommer stadig ud i kvægbesætninger, men hvor man tidligere havde behandlinger af de enkelte dyr, handler det i dag mere om rådgivning, fortæller Thomas Wittorff.

Dyrlægearbejdet er i dag også blevet mere specialiseret, og derfor er de små klinikker efterhånden ved at være historie.

– Man bliver nødt til at specialisere sig, fordi der er kommet større krav, men man skal selvfølgelig kunne lidt af det hele, fordi vi også kører i vagter, siger Pia Ellekjær.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT