Vestas, SDK og nu også Blue Water er ved at være på plads i Rønne Havn. SDK Shipping er specialiseret i service til offshore-projekter, mens Blue Water Shipping håndterer alle typer anløb og service. Bluewater Shipping er dermed en direkte konkurrent til BHS Shipping, en underafdeling af den store bornholmske fragtvirksomhed BHS Logistics.
Blue Waters tilstedeværelse på Rønne Havn får dog ikke Mikkel Ørum fra BHS Logistics til at ligge søvnløs om natten.
– Vi har hele tiden vidst, at de (havvindmøllerne, red.) ville tiltrække andre virksomheder, herunder også konkurrenter. Vores indstilling er, at vi samarbejder og deltager i det vi kan, siger Mikkel Ørum, afdelingsdirektør i BHS Logistics.
I øjeblikket samarbejder BHS med Arcadia-Ost 1-sitet, og erfaringen herfra viser, at der i de travleste perioder er behov for 20-25 mand ekstra, dels på kontoret, dels på havnen.