Erhvervsorganisationen SMV Danmark kritiserer de af landets kommuner, som siger nej til, at et fritidspas kan bruges i et privat fritidstilbud. Det gør mere end halvdelen af alle kommuner, og Bornholms Regionskommune er en af dem.
Regionskommunen giver gratis fritidspas til børn, unge og voksne, som ellers ikke har mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter. Et fritidspas giver mulighed for at deltage gratis i én specifik fritidsaktivitet og betaler op til 1.000 kroner af kontingentet, men der udstedes ikke fritidspas til brug i private fitnesscentre og private danse- og rideskoler, fortæller kommunen på sin hjemmeside.
SMV Danmark har på baggrund af aktindsigter hos alle kommuner lavet en opgørelse, der viser, at 81,6 procent af kommunerne har en fritidspasordning, og 54,1 procent af dem udelukker direkte private tilbud. På den baggrund opfordrer SMV Danmark de kommende kommunalbestyrelser til at arbejde for, at fritidspasset også skal kunne anvendes i private tilbud, der lever op til relevante kriterier.
– Fritidspassets formål er at give muligheder til børn og unge i en udsat position. De børn har ikke brug for kommunal silotænkning og ideologiske kæpheste. De har brug for, at vi inviterer dem med ind i alle de sunde fællesskaber, som står klar til at inkludere dem. Det bør naturligvis også gælde de private fritidstilbud, som spiller en vigtig rolle rundt om i landet, siger underdirektør Alexander Søndergaard i SMV Danmark i en pressemeddelelse.