Der er mennesker på Hammerhavn torsdag midt på dagen, men ikke mange. Det har ikke været den mest optimale efterårsferie i år, vejrmæssigt. De seneste fire-fem dage har vinden stået ind fra vest, og det har den ifølge Siv Hansen gjort det meste af sommeren:
– Det har bare rusket her hele sommeren, og der har været så meget vestenvind. Solen har skinnet, men for mig har det været dårligt, fordi det har blæst så meget.
Men nu er der læ i Hammerhavn.
– Og så er det hyggeligt nok at gå en tur langs knuden og nedad. Så jeg håber folk kommer alligevel.
Spørgsmålet er nu om folk tør komme herover. Eller om nogen tager tidligere hjem, fordi meteorologerne varsler storm.