Kiosk solgt til kendt makkerpar

Kiosk solgt til kendt makkerpar
Overdragelsen er på plads. Her giver den nye og den gamle ejer hånd, i skikkelse af Michael Hornshøj til venstre og Jakob Beier Lund til højre. Eget foto
ERHVERV | Tirsdag 1. april 2025 • 14:18
ERHVERV | Tirsdag 1. april 2025 • 14:18

Michael Hornshøj har solgt kiosken i Allinge til restaurationsduoen Jakob Beier Lund og Daniel Foldschack.

Der gik ikke lang tid fra Michael Hornshøjs udmelding om, at han lukker kiosken i Allinge, til der er nyt om stedets fremtid.

Kiosken ligger ultracentralt i folkemødebyen på den lille plads mellem Brugsen og havnen, og kan, som Jakob Beier Lund påpeger, finde mange anvendelser. Det er ham, der har købt kiosken, og Jakob Beier Lund er et kendt navn i Allinge, for han driver i forvejen Langebjerg Pension og Spisehus sammen med Daniel Foldschack, der er kok. Det er også de to, der skal drive kiosken sammen. Daniel Foldschack har stået bag gryderne på Langebjerg Pension og Spisehus i tre år, og kender Allinge og Sandvig som sin egen bukselomme.

Han er ikke bornholmer som Jakob Beier Lund, men er kommet på Bornholm hele sit liv. Daniel Foldschack er nemlig søn af Knud Foldschack, der har været aktiv på Bornholm i mange år. Men eventyret i Allinge-Sandvig er relativt nyt. Daniel Foldschack havde en måned som kok på Pension Langebjerg i Sandvig i sommeren 2021 og kom tilbage på fuld tid i 2022. Siden 2023 har han stået for driften sammen med Jakob Beier Lund, der står som forpagter af pensionen.


Jakob Beier Lund har fået nøglerne til kiosken i Allinge. Eget foto

 

Der bliver helårsåbent

Nu udvider de to så samarbejdet, og det er noget, Jakob Beier Lund ser frem til.

– Jeg har haft et godt øje til kiosken i noget tid. Jeg har gået og tænkt, at det er en spændende beliggenhed. Og da jeg så fandt ud af, at Michael var åben for at sælge, førte det til, at jeg nu har overtaget, fortæller Jakob Beier Lund.

Det samlede areal i butikken på Kirkegade 12 er på 170 kvadratmeter, og de to samarbejdspartnere har en masse gode ideer til, hvad lokalerne skal lægge hus til i fremtiden.

Indtil videre holdes kortene dog tæt til kroppen.

– Vi glæder os til at dele dem med jer, når vi kommer nærmere. Men først skal lokalet have en enorm portion kærlighed, og vi har ikke tid til at gøre noget ved det før efter sæsonen. Den tid bruger vi på at finde ud af, hvad der skal være på stedet, siger Jakob Beier Lund, der dog indvilliger i at løfte sløret for de overordnede planer i den gamle kiosk.

– Der bliver helårsåbent. Og der bliver lidt servering, lidt butik og en masse andre ting. Vi glæder os til at lave noget, der kommer hele Allinges byliv til gavn hele året, siger han.

Langebjerg Pension og Spisehus. åbner sæson 2025 den 1. maj, mens det nye sted i Allinge efter planen åbner til sæsonen 2026.


Daniel Foldschack (t.v.) og Jakob Beier Lund har været samarbejdspartnere i snart fire år. Her er de foran den gamle kiosk i Allinge, som netop er overgået til Jakob Beier Lunds eje. Eget foto

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT