– Jeg tror, at det er her, folk kommer hen for at føle en eller anden form for frihed og samhørighed. Så drikker man en genstand eller to, eller nogen gange ti. Men folk er bare sammen på en anden måde her. De er frie, de har skuldrene nede og er mere afslappede.
Han oplever, at man på værtshusene i Svaneke behandler hinanden som familie, passer på hinanden og har et godt sammenhold, og derfor er han heller ikke i tvivl om, at det er her, han vil bruge sit arbejdsliv. Selvom det 90 procent af tiden er benhårdt arbejde, så er det nemlig også meget givende.
– Jeg har en grundregel om, at jeg aldrig tager mit arbejde med hjem, men man lærer jo folk at kende og kommer til at holde af dem. Jeg får fællesskaber, venner og bekendte, og så hører jeg om mange menneskers liv. Der kommer tusindvis af mennesker her, og de efterlader allesammen lidt af dem selv.
Han påpeger leende, at der tegner sig et mønster i, at han har skiftet frem og tilbage mellem Søllings Bodega og Madvig pub og lounge, når det har givet mening. Men det er altså slut nu.
– Det er min plan, at jeg bliver der, indtil jeg skal bæres ud. Det er drømmen!