Rønne Havn A/S’ rabatstruktur og prissætning er omdrejningspunktet for en ny sag ved Sø- og Handelsretten. Sagen er anlagt af Molslinjen, som ifølge PR- og kommunikationschef Jesper Maack ønsker en endelig afklaring, efter at en lignende sag mellem Rønne Havn A/S og Danske Færger A/S blev afgjort i maj.
Parterne udlægger dommen fra Sø- og Handelsretten meget forskelligt. Ifølge Molslinjen fandt Sø- og Handelsretten, at havnen havde forhøjet sine takster i strid med aftalen med Danske Færger. Hos Rønne Havn hæfter man sig ved, at der i dommen står, "at der på trods af indikationer på potentielle konkurrencestridige forhold ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere et misbrug af Rønne Havns dominerende stilling" i strid med Konkurrencelovens bestemmelser.
– Danske Færger nedlagde en påstand om, at vi havde misbrugt vores dominerende stilling, og det står klokkeklart i dommen, at det blev Rønne Havn frifundet for. Jeg kan ikke se, hvad de ellers skulle have skrevet, siger Rønne Havns administrerende direktør, Thomas Bendtsen, til Tidende.
Ifølge ham handlede sagen om, at havnen reducerede færgerederiets rabat fra 95 procent til 70 procent.