Havnedirektør forsikrer naboer: Vi tromler ikke bare af sted

Havnedirektør forsikrer naboer: Vi tromler ikke bare af sted
Havnedirektør Lars Nordahl Lemvigh mindede også om, at der nu følger en høringsproces, hvor borgerne har mulighed for at komme med deres bekymringer om det kommende arbejde på havnen. Foto: Rønne Havn / Kristoffer Linus
ERHVERV | Onsdag 13. december 2023 • 17:55
Holger Larsen
Journalist
ERHVERV | Onsdag 13. december 2023 • 17:55

Over 100 mødte op til borgermøde om de næste store udvidelser på Rønne Havn.

Flere end 100 naboer og andre borgere mødte onsdag eftermiddag op til Rønne Havns borgermøde om de næste store udvidelser af havnen, etape 3, som netop er skudt i gang, og etape 4.

På vejen til den tidligere Espersen-frysehal, hvor mødet foregik, kunne deltagerne se, at der allerede er godt gang i forberedelserne til de kommende etaper. En gravemaskine var i gang med at nedbryde en mole, og på sydhavnen kunne man bag hegnet kigge ind i bygninger, hvor STM Entreprise har fjernet døre, vinduer, og indmad, inden bygningerne rives ned.

Repræsentanter fra Rønne Havn og entreprenører informerede om de forskellige dele af projekterne. Herefter var der lejlighed til at stille spørgsmål, og her kom det ikke overraskende til at handle en del om de støjgener, som kan ventes under uddybningen af havnen i etape 4.


Etape 3 på Rønne Havn er i gang. Foto: Holger Larsen

Vi tromler ikke

– Vi er fuldstændig klar over, at vi sætter naboernes tålmodighed på prøve, Men jeg vil gerne slå et slag for, at vi ikke bare tromler af sted. Vi prøver at tage de nødvendige hensyn. Vi tager ved lære af tidligere byggeprojekter, og vi rådfører os med eksperter, sagde havnedirektør Lars Nordahl Lemvigh.

En stor del af uddybningen kommer til at foregå i indsejlingen til havnen. For ikke at genere trafikken – og især færgerne – er det nødvendigt at udføre en del af arbejdet om natten, forklarede havnedirektøren.

Det er i denne forbindelse, at det har været fremme, at der i værste tilfælde kan blive op til 30 aftener/nætter, hvor man overskrider grænseværdierne for støj.

– Vi arbejder sammen med entreprenøren på at fremskaffe et fartøj, som støjer mindre. En anden løsning kan være at isolere fartøjet, så det støjer mindre, og vi har planer om at opstille fem meter høje støjmure af bigballer, sagde Lars Nordahl Lemvigh.

Blandt støjspørgsmålene handlede et om, hvor man måler støjen om natten. Her kunne en repræsentant fra ingeniørfirmaet Niras, som har lavet støjsimuleringer, fortælle, at støjen bliver målt på bygningsfacader – og altså ikke inde i naboernes soveværelser, hvor støjen vil være mindre.

Også larm under etape 3

Der vil også blive larmet under etape 3, fortalte projektchef Dan Locht fra MT Højgaard – den store entreprenørvirksomhed, som stod for etape 2-byggeriet på Rønne Havn, og nu står for etape 3 og den kommende etape 4.

Han oplyste, at støjgenerne her handler om de fem meter lange spunsprofiler af stål, som skal bankes ned. Det foregår med en hammer, der vejer 15 ton.

– Vi vibrerer stålprofilerne så langt ned, vi kan, for at minimere støjen, lovede Dan Locht.

Projektchefen oplyste, at man genbruger så meget som muligt af det, man brækker ned, og kaldte det unikt, at man kan hente sten og belægningssten til arbejdet kun fire kilometer fra havnen. Der skal også bruges en masse sand under etape 3. Det indpumpes ude fra havet.

– Vi fokuserer på at bruge lokale leverandører og underentreprenører, og vi vil ansætte så mange som muligt fra lokalområdet. Sidst var vi oppe på, at 25-30 procent var her fra øen. Det håber vi lykkes igen, sagde Dan Locht.

Masser af genbrug

Etape 3-arbejdet er så småt begyndt i hælene på STM Entreprises nedrivning af bygninger på sydhavnen.

STM-direktør Brian Kofoed sagde, at han ikke kunne erindre, at man ved tidligere nedrivninger har været ude for at kunne genbruge så meget som tilfældet bliver med byggematerialer fra Rønne Havn. For eksempel vil betonkonstruktioner blive genbrugt til etablering af en stor parkeringsplads i Aakirkeby.

Brian Kofoed venter, at nedrivningen er færdig sidst i januar.

Jess Persson, formand for Rønne Havns bestyrelse, kaldte i sit indlæg havnen for helt central for Bornholms udvikling, og at udvidelserne handler om en fremtidssikring af havnen. Han mente også, at udviklingen har gjort tidligere skepsis til skamme:

– Jeg kan huske, da vi stod foran etape 1, at det blev sagt, at vi aldrig kommer til at udskibe en havvindmølle fra Rønne Havn, sagde Jess Persson.

"Konspiratorisk vrøvl"

Lars Nordahl Lemvigh fulgte op med at slå fast, at Rønne Havn ikke er ved at gå fallit. Han oplyste, at havnen har skrevet kontrakt på yderligere udskibning af seks gigawatt havvindmøller.

– Det betyder, at vi har en fortløbende portefølje frem til 2028 af faste offshoreaktiviteter. Det er vel at mærke uden energiøen, og vi forhandler kontrakter, som rækker ind i 2030’erne. Hvis vi brugte al vores kapital til at betale af, kunne vi være gældfri midt i 2030’erne, sagde havnedirektøren.

Lars Nordahl Lemvigh havnede i øvrigt i en verbal clinch med den tidligere direktør for Espersen-fiskekoncernen, Henrik Espersen, der udtalte sig særdeles kritisk om havnens økonomi, hvilket han også har gjort tidligere. Henrik Espersen erklærede ganske enkelt, at han ikke tror på havnedirektørens udtalelser om økonomien og udtrykte frygt for, at bornholmerne kommer til at hænge på en stor regning for havneudvidelserne.

"Konspiratorisk vrøvl", sagde Lars Nordahl Lemvigh om Henrik Espersens indlæg:

– Du skal glæde dig til vores årsrapport, tilføjede han.

Havn bag hegn

Blandt eftermiddagens øvrige spørgsmål var et fra en borger, der ville vide, om det bliver muligt at gå en tur på Rønne Havn i fremtiden.

Havnens driftschef Jørn Nygaard sagde, at lovgivningen er årsag til, at det meste af havnen er lukket af for offentligheden med hegn.

– Portene er kommet for at blive, desværre, sagde han.

Bagefter var der varm gløgg (som der var god brug for i en hal, hvor det var lige så koldt som udenfor) og æbleskiver, som blev fremtryllet af frivillige fra Viking Atletik.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT