Har ikke kedet sig i 25 år
Lokalt kan Brian Karlsen nu ikke komme højere op i ledelseshierarkiet. Spørgsmålet er så, om han gerne vil blive ved med at være varehuschef i Rønne eller har større ambitioner?
– Jeg har mus-samtale med min chef hvert år, og i alle årene er jeg blevet spurgt: "Hvad tænker du og hvad vil du gerne?" Men for det første kan jeg ikke nå mere her på øen inden for min branche. For det andet trives jeg rigtig godt med at være på Bornholm, hvor jeg har det ene af mine to børn samt familie og venner.
– Jeg har ingen ambitioner om at skulle til Sjælland. Jeg elsker at være en del af lokalsamfundet og hilser på flere hundrede kunder i butikken - det kan jeg godt lide. Så jeg har ingen ambitioner om at skulle over på den anden side af vandet, som det ser ud nu, men man ved aldrig, lyder svaret.
– Mit job ændrer sig jo hele tiden, så hvis det skulle ske, at jeg skulle kede mig - det er ikke sket endnu i 25 år - så kunne det godt være, jeg begyndte at interessere mig for, hvad jeg så skulle. Jeg nyder at tage på arbejde hver eneste dag og har aldrig haft en dag, hvor jeg tænker: "Det gider jeg ikke."