Når hun skal forklare, hvad der kendetegner hende som frisør, så er det, at hun er god til at sætte sig ind i, hvad der passer godt til den enkelte kundes behov. Hun har lært, at det er vigtigt, fordi hun selv har savnet det hos de frisører, hun har brugt igennem sit liv.
– Nu klipper jeg mit eget hår, fordi jeg ikke rigtig stoler på frisører. Det er jo megatarveligt at sige, men jeg har ikke fundet en frisør, hvor jeg virkelig har tænkt, hold da op, du kan virkelig sætte dig ind i, hvordan mit hår det er, når jeg vågner op om morgenen, og jeg ikke lige gider at stå og gøre det meste ud af det, siger hun.
Hun prøver derfor altid at hjælpe sine kunder med at finde frem til den frisure, som passer netop til deres hår. Det er nemlig meget bedre end at prøve at efterligne en hollywoodfrisure i et sladdermagasin.
– Man skal gå til frisøren for at føle sig som sig selv. Man skal ikke gå til frisøren for at føle sig som en anden, siger hun.