Endnu et rekordår: Butikken flytter til større lokaler

Endnu et rekordår: Butikken flytter til større lokaler
Dorte Vigel har fundet en stak kasser med julepynt frem, der skal sorteres, så der bliver lidt til hylderne i Klassikloppen. Foto: Sarah Thun Kristensen
ERHVERV | Lørdag 7. december 2024 • 15:30
ERHVERV | Lørdag 7. december 2024 • 15:30

Igen i år slår omsætningen rekord i Klassikloppen i Svaneke. Derfor slog de straks til, da de blev tilbudt at flytte i større lokaler på en mere central placering.

Der er lukket og slukket i Klassikloppen i Svaneke tirsdag formiddag. Den lille genbrugsbutik er nemlig gået over til vintertid med færre åbningsdage.

Heldigvis er der ikke langt til Aarsdale, hvor Dorte Vigel har fundet kasser med julepynt frem, der skal sorteres, så hun kan tage lidt med til hylderne i butikken. Langt de fleste ting sælges på landet i en stor hal på en gård i Ibsker, mens de bedste ting sælges direkte videre til antikhandler eller pakkes i kasser og stilles på hylderne i den lille butik på Stengade i Svaneke.

– Det er Karina, der står og udvælger og prissætter tingene oppe på landet og så kører hendes mand dem ned til butikken, hvor det er min opgave at stille varer på hylderne, fortæller Dorte Vigel.

Butikken har eksisteret i snart tre år, og hun har været med fra start. Den frivillige gruppe står for at rejse kapital til Svaneke Idrætsklub, gennem salg af lopper og genbrug.

Her er der åbent fire dage om ugen om sommeren, mens der om vinteren bare er åbent fredag og lørdag.

– Der plejer at blive kørt varer ned en gang om ugen, men nu her hvor vi ikke har åbent så tit, så er det hurtigt sat op, forklarer Dorte Vigel.

Det skal dog nok ændre sig i det nye år, for der flytter butikken fra de små 40 kvadratmeter til de væsentligt større lokaler på Helgolandsgade, der indtil nytår huser kunstbutikken Artbox.

– Vores problem i den nuværende butik er, at vi ikke rigtig kan have møbler dernede. Så vi har nogle faste, vi ringer til, når vi får nogle flotte møbler ind, og så kan de sælge dem, for der er simpelthen ikke plads, forklarer hun om flytningen, der var det, man på lidt populært internationalt kalder en "no-brainer". Noget de ikke skulle tænke over særlig længe.

– Det var simpelthen ejeren af bygningerne, der kom og spurgte, om vi ikke ville flytte derhen. Han forklarede, at butikken skulle lukke, og spurgte om vi var interesserede, for så ville han gerne leje det ud til os, forklarer Dorte Vigel, som ikke lægger skjul på, at hun synes, det var et mægtig flot tilbud.

Det er hendes opfattelse, at indehaveren af lokalerne sagtens kunne have lejet ud til andre, for de er store, gode og ligger centralt, men han ville gerne leje den ud til Klassikloppen, fordi det gik til et godt formål.

– De har jo selv børnebørn, der kommer i klubben og sådan noget, så det ville de rigtig gerne, og så gik det i orden på den måde.



Fra 1. marts finder man ikke længere Klassikloppen på Stengade. Foto: Sarah Thun Kristensen

 

Nyt rekordår

De behøvede kun at tale ganske kort om det i loppe-udvalget, før det stod klart, at de ikke kunne lade den chance gå.

– Vi var faktisk ikke i tvivl, om at det skulle vi, selvom det er meget stort i forhold til det, vi har nu, men vi kan altid spærre lidt af med reoler, indtil vi får det fyldt.

Selvom huslejen bliver dyrere på den nye placering, end den var på den gamle, så satser Dorte Vigel på, at der bliver solgt tilsvarende mere i den nye butik, og derfor skal det hele nok udligne sig i sidste ende. Hun er nemlig jævnligt overrasket over, hvor meget der faktisk bliver solgt i den lille bitte butik.

– Nogle gange kommer jeg derned, og så er der blevet solgt for 3.000 kroner, men jeg kan slet ikke se, hvad der er forsvundet, ler hun.

– Men vi har bare rigtig mange ting, både på gården og i vores container ude på Bofa, hvor man kan donere gode ting til SIK. Men på landet forærer vi nærmest tingene væk, så det ville være rigtig godt at få flere af de pæne ting ned i butikken.

Hun regner ikke med at tjansen med at fylde hylder op bliver hendes alene fremadrettet. Mange af de frivillige har allerede meldt sig til at hjælpe med at flytte rundt, og de satser på at holde åbent i den gamle butik helt frem til den 1. marts, hvor de forventer at slå dørene op i de nye rammer.

– Der skal ikke laves de store ændringer i butikken, for vi kan godt lide at det er lidt rustikt. Og bilen bliver også stående på taget, svarer hun, allerede inden spørgsmålet er stillet.

Men med flere kvadratmeter bliver der også brug for mere personale, og derfor er de allerede nu på jagt efter flere frivillige, end de omkring 40, der skiftes til at stå bag kassen. Det er dog ikke noget der bekymrer Dorte Vigel, for de frivillige er glade for at være med, og det plejer ikke at være et problem at få vagterne besat.

– Vi prøver også at gøre det lidt hyggeligt at være frivillig. Vi holder nytårskur, giver en lille julegave og lige nu har vi en konkurrence, hvor man skal gætte på, hvad omsætningen når op på i år.

Hun kan allerede afsløre at årets omsætning formentlig ligger hele 100.000 kroner højere, end den gjorde sidste år.

– Jeg gætter på at vi ligger omkring 380.000 kroner, men man ved jo aldrig.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT