Efter to år på kroen tror Rasmus og Linette på mere mellem himmel og jord

Efter to år på kroen tror Rasmus og Linette på mere mellem himmel og jord
Da Rasmus og Linette Skov Lintrup blev ”smaskforelskede” i hinanden, blev de hurtigt forældre og besluttede at flytte hjem til Bornholm. Foto: Joan Øhrstrøm
DELUXE | ABONNENT | 12. AUG 2023 • 05:30
Af:
Joan Øhrstrøm
DELUXE | ABONNENT
12. AUG 2023 • 05:30

De to bornholmere Rasmus og Linette Skov Lintrup fandt hinanden i København, men da de stiftede familie og flyttede tilbage til Bornholm, fandt de et fælles projekt i at drive og renovere Klemens Kro, der tidligere har været ejet af Linettes familie. Og det har også rokket ved deres tro på det overnaturlige.

Hist hvor vejen slår en bugt, ligger der en smuk, gammel, nyrenoveret kro i Klemensker.

I årevis stod Klemens Kro ellers tom og faldefærdig som et spøgelseshus. Men sommetider kørte en af kroens tidligere ejeres barnebarn Linette Skov Lintrup forbi kroen. For hendes mormor og morfar drev kroen, da hun voksede op i Klemensker, og Linette havde mange barndomsminder fra den gamle kro, som hun fik lyst til at gense. Og nu har hun selv overtaget kroen sammen med sin mand, Rasmus.

– Min mormor havde kroen fra 1990-1996. Jeg boede selv i byen, og min mor hjalp sommetider til heroppe i køkkenet, så jeg røg selv i pendulfart mellem mit eget hjem og det her som barn, fortæller Linette, mens Rasmus Skov Lintrup nikker, da vi sidder ved et af bordene i krostuen med udsigt til hovedvejen udenfor, hvor bilerne snegler sig forbi i sommervarmen.

Her i to sammenhængende rum kan de logerende bed & breakfast-gæster spise morgenmad i et nostalgisk interiør med meterhøje træpaneler, lysekroner og mønstret tapet.

– Jeg har en moster, som kun er fire år ældre end mig, så jeg var jo hele tiden ovre at lege, hvis jeg kunne få lov til det. Det var begrænset, hvor meget hun gad mig dengang. Men jeg prøvede. Så jeg var her rigtig meget, siger hun med en lys latter.

I 1996 solgte Linettes bedsteforældre dog kroen, som siden er overgået til forskellige ejere.

– Jeg fulgte lidt med på sidelinjen. Men alligevel ikke rigtig, for jeg boede også i København en del år, men da vi flyttede tilbage til Bornholm, fik jeg mit nuværende job i kriminalforsorgen, hvor jeg skal køre meget rundt på øen. Sådan kom jeg også forbi kroen igen og igen. En dag spurgte en af mine kollegaer, om kroen ikke havde tilhørt min familie. Det bekræftede jeg. Vi blev nysgerrige og stoppede for at se ind ad vinduerne. Sådan fik jeg lyst til at komme ind og se det rigtigt. Det stod jo bare tomt, siger hun, mens hendes mand stadig smilende lader hende føre ordet.

– Om aftenen skrev min kollega, om jeg vidste, at kroen var til salg. Det havde han set på nettet. Den aften sad jeg med Rasmus og mine forældre og spiste aftensmad, da jeg slyngede ud, at jeg syntes, at vi skulle se på kroen. Og der var du ikke begejstret, ler hun og ser på sin mand og kromedejer Rasmus.

– Du sagde bare, hvad vil du med det? Jeg ville jo bare kigge, men min mor var straks med.

– Ja, bryder Rasmus ind.

– Linettes forældre har jo restaurant selv, så Linette er også vokset op i restaurantbranchen. Så for dem var det helt oplagt, at Linette skulle fortsætte i det her game. Så der var meget opbakning derfra, for de forstod det godt.

Fik lys i øjnene

Men det var ikke nemt overhovedet at få en fremvisning. Det var lige før, at ejendomsmægleren slet ikke gad vise dem den gamle kro, fortæller parret.

Rasmus: – Der havde været mange at se på den, hvor han nok følte, at det var spild af tid.

Linette: – Men han gav os 20 minutter. Det var i oktober eller november, det var i hvert fald vinterligt. Vi endte med at tage en hel gruppe med. Mine forældre, Rasmus, mig og faktisk også min nysgerrige kollega. Og da jeg kom ind, så tænkte jeg bare, nej tak, jeg vil ikke have det. Men du fik lys i øjnene.

Rasmus. – Ja, jeg syntes, det var superspændende. Jeg kan godt lide en god udfordring. Og det må man sige, at det var. Loftet var ved at falde ned i rummet, vi sidder i her. Væggene dryssede ned, bare du rørte ved dem, fordi der havde været så fugtigt i bygningen så mange år uden varme. Flere af vinduerne var knaldede, så der var hul igennem og havde været det i årevis. Gulvet i storesalen havde slået sig en meter på grund af fugt. Køkkenet kunne man næsten ikke komme ind i, fordi det var fyldt med papkasser og gamle stole og sofaer.

Linette: – Og der var muggent. Det lugtede gammelt og muggent.

Rasmus: – Men jeg tænkte bare, at det var fedt og spændende. Jeg er uddannet tømrer, og jeg elsker mit arbejde. Jeg kan virkelig godt lide det. Også i min fritid. Vi havde snakket om et sommerhus et stykke tid, så det her blev sommerhusprojektet, som har trukket lidt ud, kan man sige. Så der var vi rimelig lune på det.

Lysene i Rasmus’ øjnene begyndte på den måde også at tændes i Linette, der hurtigt valgte at hoppe med på ideen:

– Jeg ved godt, at når han kommer i det stadie, så er det skib sejlet, og det er bare om at prøve at svømme efter og se om jeg kan hoppe om bord og følge med. Jeg vil aldrig kunne få ham til at droppe tanken igen.

Overtog kroen for en halv million

De overtog endda bygningen i 2021 uden at have en plan til, hvad den skulle bruges til.

Rasmus: – Da vi købte, så havde det stået tomt i fem-seks år, mens ejerne lå i en lang retssag med kommunen, efter kroen var blevet ødelagt af en vandskade. Der havde været en stor fjernvarmeskade. Der var sprunget læk på et rør ude på vejen, så det var løbet ned i kælderen, som så dampede det op, så hele bygningen fik en stor vandskade. Så vi købte den for 500.000 kroner som et håndværkerkøb. Men den skulle heller ikke have været dyrere, så havde vi heller ikke gjort det. Og hvis vi ikke havde lavet det selv, så havde det slet ikke kunnet hænge sammen, fortæller Rasmus, som ikke var uerfaren i at renovere huse, da de kastede sig ud som kroejere.

Rasmus havde prøvet at renovere flere mere eller mindre faldefærdige huse før. Han købte faktisk allerede sit første håndværkertilbud som 19-årig, mens han stadig var tømrerlærling, ligesom han senere renoverede parrets hus i Rønne, da de to flyttede hjem til Bornholm, efter de havde fundet hinanden og var blevet forældre til deres første barn i København. Men de kommer begge fra Bornholm, hvor de begge blev opdraget til at bestille noget.

– Jeg er opdraget i en arbejderfamilie, hvor mine forældre altid knoklede. Min mor arbejdede som social- og sundhedsassistent med mange aften- og nattevagter, og min far var egentlig uddannet kok, men han arbejdede som slagteriarbejder, så han tog tidligt afsted om morgen, men var der til gengæld, når jeg kom hjem, hvor han tit var i gang i værkstedet og lærte mig at bruge mine hænder, smiler han.

– Jeg kan heller ikke huske en eneste gang, vi har haft håndværkere derhjemme. Min far kunne fikse alt. Mine forældre havde også købt et parcelhus i Rønne Syd, som de måtte spare for at få råd til, og bil var et fraværende gode i barndommen, fortæller han.

– De har stadig ingen bil, men de cykler stadig gladelig herud til Klemensker, siger han og ser mod vejen udenfor.

Således lærte han fra en tidlig alder at bestille noget.

– De lærte mig, at man må arbejde for det, man vil have, så da jeg blev 13 år, begyndte jeg som opvasker, og jeg vaskede op som bare pokker. Alt hvad jeg kunne. For at kunne købe telefon, og hvad man gjorde dengang.

Da han blev ældre, fik han at lov at komme ind i køkkenet på Hansens Bøfhus i Rønne.

– Så fik jeg lov at hjælpe lidt til med forretter og ting og sager. Og jeg arbejdede som bare pokker igen, siger han og ser mod sin ”partner in crime”, som godt genkender det flittige arbejdsmønster.

Linette: – Jeg vil også kalde min familie for en arbejderfamilie. Min far var fisker, og min mor arbejdede hos Espersen. Min mor havde faktisk to jobs. Vi var en økonomisk hårdt ramt familie, da jeg var helt lille. Så der blev arbejdet rigtig meget.

Ville være astronom

En dag, da faren atter vendte hjem fra havet, ændrede det imidlertid hendes vante hverdag i Klemensker.

– Så kom min far hjem fra havet, og så var det lidt svært at være to om dagligdagen, når min mor havde været vant til at klare det. Og så blev de skilt, da jeg var ni år, inden min mor flyttede sammen med min nuværende stedfar, og senere købte de restauranten sammen, hvor de også altid har knoklet, fortæller Linette, som selv gik rundt med en drøm om at gå juravejen, da hun begyndte på handelsgymnasiet.

– Men da vi så havde et jurafag på hhx, var det så kedeligt, at jeg ikke kunne forestille mig at bruge fem år på at læse det.

I stedet sigtede hun mod stjernerne og København for at læse astronomi.

– Jeg havde altid læst og lånt mange bøger om astronomi, som jeg syntes var vildt spændende, men først skulle jeg jo tage fysik og kemi for at komme ind på kvote 2.

Det var faktisk hendes fysisklærer på VUC i København, der fik hende ned på jorden igen, da han fortalte, at han skam også havde læst astronomi, men var endt som underviser, ligesom de fleste af sine medstuderende.

– Jeg har den dybeste respekt for denne verdens pædagoger og lærere, men det ville bare ikke være mig. Det har jeg slet ikke tålmodigheden til. Jeg havde nok forestillet mig at skulle forske i stjerner, men jeg kunne pludselig heller ikke se mig selv tage en ph.d. Det gjorde mig så meget i tvivl, at jeg faktisk droppede at tage det sidste fag, der var kemi.

I stedet tog hun job i en fotobutik, men da hele fotohandlerkæden efter nogle år gik konkurs, stod hun uden arbejde, så hun endte med at blive bartender på sit stamsted – Sørens Værtshus, som er eksilbornholmernes stambar i København. Og det var der, at Rasmus kom ind i billedet – eller ind på baren.

Blev dybt forelsket

I mellemtiden var Rasmus nemlig flyttet til København for at læse videre fra tømrer til energiteknolog.

– Oprindeligt var det mest fordi min daværende kæreste skulle flytte til København, så jeg flyttede med, men forholdet gik i vasken, og jeg ville ikke spilde tiden, så jeg googlede lidt og faldt over energiteknologuddannelsen, som jeg gennemførte, selvom jeg hurtigt fandt ud af, at jeg egentlig hellere ville fortsætte som tømrer, så jeg arbejdede også som tømrer ved siden af studiet.

 


Rasmus og Linette Skov Lintrup lærte begge tidligt at lægge kræfter i arbejdet. Men der er plads til leg, når de er sammen. Foto. Joan Øhrstrøm

 

Der var nu også tid til at feste.

Rasmus: – Vi var i byen, og kom på Sørens Værtshus, som mange bornholmere nu gør, når de tager i byen i København. Der stod Linette i baren, og hende havde jeg set før. For hun havde arbejdet i en butik i Rønne, hvor jeg havde lagt mærke til hende for mange, mange år siden, hvor jeg allerede var blevet lidt lun på hende. Det gik så ikke den anden vej, har jeg så fået at vide efterfølgende. Der var ingen interesse der, smiler han og tilføjer:

– Men jeg var meget ihærdig, så jeg kom tilbage til hende. Men jeg havde været oppe at toppes med nogle gutter, så jeg kom ind med en brækket hånd næste gang, jeg så hende. Og det hjalp heller ikke ligefrem på charmen. Men kort tid efter, så sagde du ja til at mødes med mig. Og så blev du vist dybt forelsket i mig, siger han og ser på hende, mens hun nikker og sprutter af grin.

– Ja. Det var lige sådan det var.

Hvad faldt I for ved hinanden?

Rasmus: – Din tur til at svare.

Linette: – Dine øjne, når du smiler.

– Er de flotte? spørger han lunt.

– Ja. Det må være det.

Hvad faldt du for ved hende?

– Jamen, hendes smilehuller. De er så charmerende. Og så har vi været sammen siden. Det er 12-13 år siden vi mødte hinanden, og i 2020 blev vi gift, siger han og fortæller, at de havde været kærester under et halvt år, før de besluttede at flytte sammen.

– Jeg var ikke engang flyttet ind endnu, da vi fandt ud af, at hun også var gravid. Så det gik meget stærkt, det hele. Jeg var studerende og Linette ufaglært bartender. Alt, hvad jeg ejede kunne være i nogle sportstasker i hendes lille minibil, da jeg flyttede ind, så på den måde kom jeg til at bo på Frederiksberg med bil som studerende. Det var fedt. Det var 50 kvadratmeter på 4. sal. Der var langt op med det hele, især efter du havde født. Så efter et år flyttede vi til Bornholm.

Bornholm er som ferie

Linette: – Det var dig, der ville hjem.

Rasmus: – Ja, jeg savnede Bornholm helt vildt. Og jeg havde altid sagt, at jeg ville tilbage igen.

Hvad var det, du savnede?

– Alt. Familie, naturen, vennerne, friheden. Jeg savnede sommerferie. Nu når vi er herovre, så føler jeg, at jeg har ferie hele året. I stedet for, at du bruger tiden i trafikken og på kontoret. Jeg arbejdede også som tømrer ovre. Men det var noget helt andet. Jeg har masser af tid med ungerne, og der er skov, strand, vand. Vi kan lave alt. Jeg er virkelig forelsket i Bornholm, siger han, mens det nu er Linette, der bare lytter.

Rasmus: – Vi havde heller ikke noget familie ovre. Så vi var lidt låst. Vi kunne ikke tage en tur i biografen og bare stå her lidt alene i tiden. Vi ville også gerne se dem. Børnene skulle også have nogle bedsteforældre og familie. Dem ses vi rigtig meget med nu. Det havde de ikke gjort på samme måde, hvis vi havde boet i København. Så alt det ville jeg gerne hjem til. Så flyttede vi over og købte en enkeltvejs billet til Bornholm. Uden retur. Og vi har boet her siden.

Og så købte I et hus i Rønne?

Rasmus: – Ja, det købte vi faktisk allerede året før, mens vi boede på Frederiksberg, så jeg pendlede hjem til Bornholm for at renovere det. Det tog et år. Det kostede 300.000 kroner som håndværkertilbud på Smedegårdsvej, og så rev jeg alt ned fra top til tå. Og hurtigt blev jeg også selvstændig som tømrer, og det har jeg været siden med firmaet RL Energi. Men det tog bare fart. Det har været en af de bedste beslutninger i mit liv.

Succes med selskabslokaler

Og pludselig havde parret mildt sagt også et stort sideprojekt på Klemens Kro.

Rasmus: – Vi sprang ud i det uden forretningsplan og budget og alt det der. Jeg kunne godt renovere bygningen rimelig hurtigt, men så skulle vi smide noget på bordet. Og så fandt vi en hurtig løsning, og det var selskabslokaler.

Linette: – Ja, det første var faktisk b&b, ikke?

Rasmus: – Ja, vi havde først planer om b&b. Men på grund af byggeansøgninger blev det hurtigt lavet om, så vi ville renovere der først. Og vi ramte et hul i markedet. Folk begyndte at booke, før vi havde bygget det færdigt.

Linette: – Men som vi sagde i processen, havde vi ikke råd til at stoppe med at bygge videre, selvom det blev meget dyrere, end vi havde planlagt. Vi skulle have nogle penge ind, og det kunne vi ikke få, før vi var færdige. Så vi måtte bare bide i det sure æble og få bygget færdigt. Det har vi så gjort, og det har lønnet sig.

Hvordan får man tid til at få det op at stå, når I begge to har job ved siden af?

Rasmus: – Vi købte en campingvogn som vi flyttede ind i meget af tiden, så vi kunne være her. Og børnene var med hele processen igennem. De har været med til at renovere hele skidtet og løbet og leget, og vi har haft familieopbakning.

Linette: – Men det var faktisk held i uheld, at der var coronanedlukning, da vi købte kroen. For da var det begrænset, hvor meget Rasmus kunne være på arbejde, fordi han kun kunne tage udendørsprojekter, og det er lidt svært i vinterhalvåret. Og selv var jeg hjemmesendt meget af tiden fra mit arbejde, og vores familier arbejdede jo heller ikke. Så de kom og hjalp.

Rasmus: – Linettes forældre kunne jo ikke have deres restaurant åben under coronaen, så de havde jo masser af tid.

Linette: – Vi havde vores lille familieboble. Der var faktisk rigtig mange, som også tilbød deres hjælp, men det sagde vi nej til på grund af corona.

Droppede ironman

Men hvordan har du selv fundet kræfterne til at bygge så meget ved siden af dit arbejde?

– Det er der mange, der har spurgt om. Jeg kan ikke svare på det. Jeg har nok lidt mere energi end andre.

Linette: – Jeg kan lige spæde til med, at i de her år, har Rasmus så ikke lavet en Ironman. Han har ikke løbet marathon, og han har ikke gået de her ekstremt lange distancer, som han har gjo rt tidligere. Det kan være, det er svar på noget af det.

Rasmus: – Ja, jeg har dyrket meget sport og haft mange hobbyer. Men det var aftalen, at hvis vi købte kroen, så lagde jeg alt på hylden. Det har jeg gjort. Mountainbiken var ikke ude at køre, og løbeturene blev droppet. Mit surfbræt har jeg brugt en smule. Men ellers har jeg brugt al min fritid på at arbejde her. Og det har jeg ikke fortrudt. Det er blevet større, end jeg havde drømt om.

Linette: – Det er blevet bedre. Det er bare blevet mere, end hvad vi havde tænkt.

Rasmus: – Da vi købte kroen var planen egentlig, at vi skulle lave noget, som nærmest kunne være selvkørende. Det er det slet ikke. Vi er her rigtig, rigtig, rigtig mange timer. Ikke for at renovere, som vi stadig gør, men også for at holde driften i gang. Vi holder en masse arrangementer, og dem laver vi sammen.

Mange nye projekter

For eksempel har parret fået succes med fredagsbar, ligesom de har anlagt en minigolfbane og har planer om at udvide med både legeplads og badesø.

Linette: – Det havde jeg ikke regnet med, men det er blevet en hverdag og en livsstil. Vi bor i Rønne. Vi bor ikke her, men vi er her lige så meget, som vi er hjemme. Og børnene er med heroppe, og vi har jo det hele ude bagved – seng, tv, computer, og børnene løber og hygger, leger og spiller. Der er masser af plads, og de har også venner med.

Rasmus: – Jeg vil hellere være her, end jeg vil være derhjemme. Jeg er virkelig glad for det, siger han og kaster et tilfredst blik rundt i rummet.

– Det havde jeg ikke regnet med, da vi overtog det. Jeg skulle bare lave et renoveringsprojekt, og så skulle Linette stå for driften, og det var det, smiler han.

Linette: – Så skulle du kun komme og drikke en fyraftensøl.

Rasmus: – Ja, jeg har drukket mange fyraftensøl, men jeg har også været her rigtig mange timer, smiler han.

 


Inde bag de fine vinduer har parret på Klemens Kro haft spøgelseslignende oplevelser. Det må være en del af oplevelsen for gæsterne, siger de. Arkivfoto

 

Kvindestemmer og børnelatter

Undervejs har han også haft nogle oplevelser, der har påvirket ham på andre områder. For selv om kroen ingenlunde længere ligner et spøgelseshus, har de begge haft spøgelseslignende oplevelser, siden de kastede deres kærlighed på kroen.

Rasmus: – Jeg er begyndt at tro på, at der er mere mellem himmel og jord, efter vi har overtaget kroen. Jeg vil ikke sige spøgelser, men derhenad.

Han nikker måbende.

– Jeg har oplevet mange ting, efter vi har overtaget kroen. Heroppe. Med kvindestemmer. Og børnelatter.

Han ser mod hjørnerne.

– Det har vi begge to oplevet. Separat fra hinanden, i forskellige rum. Det er ikke sådan, at vi tror, at vi har forstyrret nogle genfærd. Vi har jo også snarere gjort noget godt for bygningen, der har 500 års historie bag sig.

Han tier lidt.

– Jeg har virkelig aldrig troet på sådan noget før, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det findes, efter vi har overtaget kroen. Der findes mere mellem himmel og jord. I starten tænkte jeg, at jeg var blevet tosset. Men det findes. Det er jeg ikke i tvivl om. Men det er ikke noget ondartet her. Ikke overfor os i hvert fald.

Linette: – Det kom ikke bag på mig, men det ligger mig måske også lidt nærmere. Jeg gik meget op i det spirituelle, da jeg var yngre. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at der må være et eller andet iblandt os, som vi måske ikke ser til dagligt. Så det kom ikke rigtigt bag på mig, da jeg hørte noget, mens jeg var alene, siger hun og fortæller, at det ofte er, når hun gør rent, at hun får usynligt selskab.

– Jeg er ret meget alene her. Jeg går ofte rundt og gør rent og ordner. Sent om aftenen eller tidlig morgen. Det er typisk der, det sker. Jeg kan se min vaskespand trille den forkerte vej. Vores gulv er skævt, men den triller ligesom til siden. Det kan den ikke af sig selv. Men så siger jeg bare til dem, at de enten kan vaske gulv for mig eller lade mig være.

Rasmus: – Vi lyder skøre.

Linette: – Ja, men der er mange af sådanne nogle små oplevelser. Min støvsuger stopper lige pludselig. Så tror jeg, at ledningen er trukket ud af stikkontakten, men så er der slukket på selve støvsugeren, hvor man skal trykke på en knap. Eller jeg slukker lyset, og så tænder det igen. Den slags. Men det gør mig ikke rigtig bange. Jeg bliver mere skræmt, hvis jeg kommer til at se mig selv i spejlet, griner hun.

Hvad tror I, at gæsterne vil sige til jeres spøgelseshistorier?

Linette: – Jeg tænker, det må være en del af oplevelsen.

Tror I der er noget efter døden?

Rasmus: – Jeg tror, der er noget efter døden. Jeg tror bare, at det foregår et andet sted. Jeg tror ikke, man vågner op som en kat igen. Men jeg tror, man fortsætter livet et andet sted. Jeg ved ikke, om jeg tror på Gud og Adam og Eva. Men selvfølgelig er der noget, der har startet det hele. Der må være noget større.

Linette: – Det kunne vi sikkert tale mange timer om. De senere år er jeg nok selv blevet lidt mere morbid omkring tingene. Jeg tror ikke, at man er helt væk, når man dør. Og jeg er desværre ikke helt sikker på, at man kommer et andet sted hen. Jeg kunne frygte, at hvis man bliver begravet, så er man sådan set bare der. Og det lyder rigtig, rigtig skummelt. Men måske føles det bare, som om man er besvimet. Det har jeg selv prøvet engang på en ferie, hvor jeg ubevidst fornemmede verden omkring mig.

 


 

En pensionsopsparing 

Kroen laver de i hvert fald for de levende. Og de glæder sig til at have deres liv her og til at udvikle stedet endnu mere.

Linette: – Du sagde engang, at det var vores pensionsopsparing. Det er det også.

Rasmus: – Jeg håber i hvert fald. Vi skal bo her, når vi bliver gamle.

Hvad giver jer størst glæde i hverdagen?

Rasmus: – For mig er det børnene og dig, siger han og ser varmt på sin kromedejer.

– Det er familien.

Linette: – Ja, også mig.

Parret har også været gode til at fastholde hinanden i glæden ved arbejdet med kroen.

– Vi havde en aftale til at starte med, at hvis den ene kørte død i det, så måtte man stoppe i en periode. Men det er bare blevet en passion for os. Og det har også opmuntret os, at vi har fået så stor opbakning fra de lokale. Interessen var allerede overvældende under corona, hvor vi hele tiden måtte pudse vinduer, fordi man kunne se aftryk af sådan en pande og en næse og to håndflader, siger han og nikker mod ruden ved siden af bordet.

– Ikke fra spøgelser, men af folk der kiggede ind ad vinduerne, så vi åbnede tidligt døren og lod folk følge med på vores Facebook side. Så kom der virkelig mange og bankede på, fordi de gerne ville have en rundtur. Det kan vi jo godt forstå, for det var jo også sådan, vi selv blev nysgerrige på stedet, og siden er der jo sket meget.

Dog har kroværtsparret endnu ikke kunnet trække løn ud til dig selv.

Rasmus: – Det drifter sig selv. Men alt, hvad vi får ind, det smider vi tilbage i puljen igen og bruger på renovering. Søen, her udenfor, er blevet dyrere at lave, end vi troede, og i sidste weekend gik der hul på taget, men så skrev vi og spurgte om hjælp på Facebook. Og der var rigtig mange lokale, der kom og hjalp, og i løbet af fredag, lørdag og søndag hjalp folk med at køre brugt affald væk og rive det gamle tag af. Uden dem havde vi ikke klaret det, så opbakningen er stor.

Linette: – Ja, helt fantastisk.

Blå bog
Rasmus Skov Lintrup (født 1988) og Linette Skov Lintrup (født 1985). Ejere og kroværtspar af Klemens kro i Klemensker siden 1. januar 2021. Rasmus, som er uddannet tømrer og energiteknolog, er desuden ejer af tømrerfirmaet RL og Linette arbejder i kriminalforsorgen. Sammen har de datteren Molly og sønnen Holger.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT