Bliver Bornholms første

Bliver Bornholms første
Plejehjemsleder Ann-Lizet Letholm Kofod går til daglig under navnet Zette. Hun kunne i 2024 fejre 25 års jubilæum på plejecentret. Arkivfoto: Anette Vestergaard
SUNDHED | 23. JUN • 19:00
SUNDHED | 23. JUN • 19:00

På Plejecenter Aabo glæder de sig til torsdag, hvor de skal fejre et nyt fokus med gavnlige effekter i hverdagen.

Torsdag bliver en stor dag på Plejecenter Aabo.

Her bliver plejecentret nemlig officielt idrætscertificeret som det første på Bornholm. Det sker, efter at man på plejecenteret har konstateret, at beboerne tager mindre medicin og trives bedre, når motion og fysiske aktiviteter er en naturlig og integreret del af dagligdagen.

Med den nye certificering får plejecenteret bevis på, at arbejdet følger intentionerne i Ældreloven om at lave en forebyggende indsats og sikre størst mulig grad af selvhjulpenhed.

– Beboerne griner og har det sjovt i dagligdagen. Og så kan vi se, at forbruget af medicin er faldet, og vi oplever også mindre mistrivsel blandt beboerne, lyder det fra plejehjemsleder Ann-Lizet Letholm Kofod, som oplyser, at man på Aabo har gået med tankerne om at blive certificeret i et stykke tid.

På Aabo har de nemlig fokus på alderdom med større livskvalitet - og i 2024 blev de kåret som Danmarks næstbedste plejecenter.

– Vi har hele tiden fokus på at opgradere vores kompetencer. Hvordan kan vi blive endnu bedre? lyder det fra lederen i en pressemeddelelse.

Hun ville være gået efter at blive idrætscertificeret tidligere, hvis hun havde kendt til de gavnlige effekter.


Der er kommet mere motion på programmet på Plejecenter Aabo. Arkivfoto: Marine Gastineau

Naturlig del af hverdagen

Det er Dansk Arbejder Idrætsforbund, DAI, der står for at certificere de danske plejecentre.

Det har de gjort siden 2015, og på landsplan er der knap 50 certificerede plejecentre. Formålet er at sætte idræt, bevægelse og sundhed i klart fokus på landets pleje- og aktivitetscentre.

Certificeringen betyder ikke, at plejecentret skal laves fysisk om. Det handler i stedet om at skabe en ny kultur, hvor motion og fællesskab er en naturlig del af hverdagen. Til det bliver personalet efteruddannet, så de får konkrete redskaber til at bruge idræt og bevægelse i den daglige pleje.

Formand for DAI Region Hovedstaden, John Wisbom, glæder sig meget over, at Bornholm nu har fået sit første certificerede idrætscenter, og han er overbevist om, at der er flere på trapperne.

– I DAI er vi meget optagede af, at idræt skal være for alle – uanset alder og fysisk formåen. Derfor er det også rigtig vigtigt, at plejecentre som Aabo bliver idrætscertificerede og tager de ældres helbred og sundhed alvorligt. Ikke alene øger det livskvaliteten for den enkelte beboer. Det reducerer også de kommunale udgifter til pleje, siger formanden.

Dagen fejres om formiddagen 25. juni.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT