I de 10 år mellem 2013 og 2023 forsvandt flere end 4.500 fysiske butikker i Danmark, fortæller erhvervsorganisationen SMV Danmark i en ny analyse. Særligt mindre kommuner er hårdt ramt, fremgår det, men tallene fra Bornholm fortæller en anden historie.
Ifølge SMV Danmarks analyse var der i 2013 3,2 butikker per 1.000 indbyggere på landsplan, mens tallet i 2023 var faldet til 2,5. Her på Bornholm viser erhvervsorganisationens tal dog en fremgang fra 4,0 til 4,4 butikker per 1.000 indbyggere. Dermed er Bornholm en af kun 14 kommuner, hvor der i 2013 var flere butikker per 1.000 indbyggere end i 2013.
Den landsdækkende tendens får SMV Danmark til at foreslå politiske tiltag som bedre rammer for levende bymidter, tilskud til erhvervslejemål og mindre bureaukrati for arrangementer.
– Hvis vi vil bevare et levende handelsliv i hele landet, kræver det politisk handling, som kan bidrage til en kulturel forandring. Det handler blandt andet om at støtte op om bymidterne og hjælpe de små butikker med at tilpasse sig den digitale virkelighed. Uden en målrettet indsats risikerer vi, at mange lokalsamfund mister en central del af deres identitet, siger underdirektør for politik & analyse i SMV Danmark, Alexander Søndergaard, i en pressemeddelelse.