Man nærmer sig afslutningen på den indendørs renovering af den tidligere brugs i Nyker, oplyser Henrik Svendsen fra bestyrelsen for Nyker Købmand ApS i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen for den kommende købmandsbutik har sammen med en håndfuld flittige hjælpere været i fuld gang med den indendørs renovering og klargøring af lokalerne i et stykke tid.
– Det har heldigvis ikke været nødvendigt at aktivere alle de personer, der har meldt sig som hjælpere, da arbejdet indtil nu primært har bestået i rengøring og oprydning samt spartling og maling af vægge og lofter. Hvis alle hjælperne var mødt, ville man blot gå i vejen for hinanden, siger Henrik Svendsen.