Ifølge en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv har de seneste måneders energikrise, krig og inflation lagt en dæmper på rejsefeberen. I april var kun 36 procent af danskerne klar til at rejse udenlands, og flere kigger på feriemulighederne inden for landets grænser. Det mærkes tydeligt på landets campingpladser, fortæller Dansk Camping Union i en pressemeddelelse.
– Vi har fået rigtig mange henvendelser fra helt nye campister i år. Det handler både om, at corona har fået flere til at få øjnene op for, hvor skønt det er at holde ferie hjemme i Danmark, men der er også mange, der ikke har lyst til at rejse ud, som verden ser ud lige nu, siger Bo Bech fra DCU-Camping Rønne Strand – Galløkken i pressemeddelelsen.
Mange nye gæster
Hos DCU-Camping Rønne Strand – Galløkken er bestillingerne væltet ind, og det er ifølge landsformand Anne-Vibeke Isaksen i Dansk Camping Union et billede, der går igen flere steder.