Brugsen runder sød milepæl

Brugsen runder sød milepæl
Asger Raasø Lautrup-Larsen havde en idé, da han søgte jobbet som uddeler i Dagli'brugsen Østerlars. Måske kunne et større udvalg af bland-selv-slik lokke flere kunder til. Allerede nu har butikken solgt næsten fem gange mere bland-selv-slik end sidste år. Arkivfoto: Anna Holm
ERHVERV | Lørdag 12. august 2023 • 11:00
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | Lørdag 12. august 2023 • 11:00

Siden nytår har Dagli'brugsen Østerlars i gennemsnit solgt mere end ni kilo bland-selv-slik om dagen.

– Jeg har arbejdet i detailhandlen siden årtusindeskiftet, og jeg har nogle visioner og ideer til, hvad der kan ske heroppe.

Sådan sagde Asger Raasø Lautrup-Larsen, da han i november var dagens navn i Tidende i forbindelse med, at han var blevet ansat som ny uddeler i Dagli'brugsen Østerlars fra 1. december. Butikken skulle finde noget, der gør den unik.

Mere specifikt blev det ikke dengang, men 31. marts præsenterede han en af sine ideer på brugsens facebookside:

"Så er øens største bland-selv-slik åbnet".

– Jeg havde det med til min jobsamtale, at man skulle gøre noget mere med eventuelt bland-selven. Man skulle have noget, der fangede kunderne og lokkede folk til, siger han til Tidende.

Og det gjorde slikket. Dagli'brugsen Østerlars har lige nået det, uddeleren selv kalder en milepæl. På Facebook fortæller butikken, at den har rundet 2.000 kilo solgt bland-selv-slik i år, altså to ton slik, og langt det meste er solgt siden 31. marts.

– I juni og juli har vi solgt over et halvt ton begge måneder, siger brugsuddeleren.

Værd at køre efter

Som nævnt er ideen med slikket, at det skal fange folks opmærksomhed og lokke kunder til brugsen i Østerlars. Når de så besøger butikken, skal de gerne opdage, at der er andre grunde til at komme der end den store afdeling med bland-selv-slik.

– Vi vil gerne have folk til Østerlars dagli’brugs, og det var lidt et sats, vi gjorde, da jeg startede her, men det har fungeret, og folk kommer. Selvfølgelig er der nogle, der kun kommer for slikket, men heldigvis er der også mange, der putter andet i kurven end bland-selv. Det var det, der var hele pointen med det, at de skulle få øjnene op for, at der ligger en dagli’brugs i Østerlars, som har et udvalg, der er værd at køre efter, siger Asger Raasø Lautrup-Larsen.

Det er ikke uddeleren selv, der står for slikafdelingen. Der er en ude fra, som hver 14. dag bestiller, fylder op, trimmer og gør klar. Imens har Asger Raasø Lautrup-Larsen fokus på den daglige drift og at få folk ind i butikken.

– Så har vi til det daglige indkøb, og det skal helst være friskt og præsentabelt, så de ikke bliver skræmt væk af at komme her. De skal helst have lyst til at komme igen, siger han.

Målet er tre år

Inden Asger Raasø Lautrup-Larsen blev uddeler i Østerlars, var han grøntansvarlig i Dagli'brugsen Gudhjem, hvor han blandt andet brugte Facebook til at gøre opmærksom på butikken. Det samme gør han i sit nye job.

– I dagens verden skal man bruge de sociale medier. Derfor er vi begyndt at bruge Facebook rigtig meget. Man skal bruge Facebook til at komme længst ud, og hvis vi ikke gjorde noget online, ville det kun være dem i Østerlars, der vidste, der er noget her, siger han.

Når turister er på ferie, får de opslag, der vedrører det område, de er i. På Bornholm er et af de områder Østerlars.

– Vi har sagtens kunnet mærke, og det kan man også se på tallene, at der har været mange her og blande selv fredag og lørdag. Der har været kø ved bland-selv-afdelingen, fortæller brugsuddeleren.

Hele sidste år solgte Dagli'brugsen Østerlars 459 kilo bland-selv-slik.

– Nu har vi 11. august, og vi har solgt 2,1 ton. Jeg håber, vi kan nå op på tre ton, inden året er ovre, lyder det fra en begejstret Asger Raasø Lautrup-Larsen.

Solgt slik i Østerlars

Så meget bland-selv-slik har Dagli'brugsen Østerlars solgt per måned i år:

Januar – 44 kilo

Februar – 44 kilo

Marts – 98 kilo

April – 322 kilo

Maj – 425 kilo

Juni – 500 kilo

Juli – 672 kilo

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT