– Han fik fat i en flaske sprut, og så gik han fuldstændig i panik, fordi alarmerne bimlede og bamlede, så han var derinde i fire minutter, før han hoppede ud af den smadrede rude igen. Det kan virkelig ikke have været rart, for der var glasskår og han blødte, forklarer Klaus Elleby Larsen om forløbet ud fra overvågningsvideoen, som han efterfølgende har gennemset.
Heldigvis blev der ikke smadret noget i butikken, han slap ikke afsted med noget dyrt, og nyheden havde nærmest kun lige ramt Facebook, før en af de lokale håndværkere, de har samarbejdet med i hele ombygningsprocessen, var på linjen.
– Han ringede for at spørge, om han lige skulle komme forbi og dække af, så vi kunne blive klar til åbningsfesten.
Det tilbud takkede uddeleren ja til, og da Coops hovedkontor vågnede på den anden side af Østersøen, og de ringede for at lave en plan, kunne de i Hasle fortælle, at den var klaret, og de var videre.
– Vi blev ret hurtigt enige om, at det her ikke skulle ødelægge vores festdag, for det betyder ingenting for hverken personalet eller kunderne, og de skal ikke stå i det, vi har stået i, understreger uddeleren, som er lykkedes med at skjule alle spor ganske effektivt i den moderne butik som stråler af fest, farver og fremtid.