Bornholmske fødevarer indtager Tivoli

Tivoli har inviteret Bornholm med til madmarked i maj.
Tivoli i hjertet af København er andet og mere end en park med forlystelser. Det er også et sted, folk tager hen for at spise. Mad fylder en hel del i den historiske have, og i maj kommer fødevarerne helt i centrum, når det igen bliver tid til Tivoli Food Festival.
I år får madfestivalen bornholmsk deltagelse. Destination Bornholm og Gourmet Bornholm har nemlig takket ja til en invitation fra Tivoli, og dermed har lokale producenter mulighed for at vise deres varer frem i verdens næstældste forlystelsespark.
"Har du en fødevarevirksomhed, har du nu en unik mulighed for at være med", fortæller Destination Bornholm.
Målet er at præsentere noget af det bedste, Bornholm har at byde på inden for mad og drikke, og det er også nødvendigt, for Tivoli stiller krav til indholdet på de udvalgte stande.
Mulighed for at smage
Bornholm bliver en del af markedspladsen, hvor standholdere skal præsentere noget, der har med fødevarer at gøre. Det kan for eksempel være mad, drikke eller keramik til borddækning.
Boder med råvarer og produkter skal fylde langt størstedelen af markedet, og det skal gerne være produkter, der er særlige for Bornholm og adskiller sig fra øvrige danske destinationer. Smagsprøver skal være en integreret del af boderne, og de deltagende virksomheder skal interagere med gæsterne og være med til at give dem en ekstraordinær oplevelse.
"Der skal være mulighed for at smage, dufte og føle og selvfølgelig få et produkt med hjem. I den forstand tænker Tivoli helt reelt marked med salg af produkter", fortæller Destination Bornholm.
Gylden mulighed
Festivalen henvender sig til Tivolis kernemålgrupper, som er børnefamilier og livsnydere. Derudover vil man også gerne trække nye madinteresserede gæster til. Cirka hver tredje gæst til Tivoli Food Festival er en udenlandsk turist, som de bornholmske producenter altså får lejlighed til at vise sig frem overfor.
"Vi mener, at det er en gylden mulighed for at fortælle om vores ø", fortæller Destination Bornholm.
Tivoli Food Festival foregår den 18-26. maj. Bornholm er med de to sidste dage. Resten af dagene viser andre danske destinationer sig frem.
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration