Bornholm rammer bunden i ny måling

ERHVERV | Onsdag 26. februar 2025 • 14:32
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | Onsdag 26. februar 2025 • 14:32

Inden for iværksætteri og vækstvirksomheder, ser det helt skidt ud. Til gengæld er der fremgang, når det gælder antal arbejdssteder med eksport.

Der er ikke meget at glæde sig over i en ny rapport om erhvervsudviklingen i landets kommuner. I de fleste kategorier ligger Bornholm i den tunge ende, og når det gælder iværksætteri og vækstvirksomheder, indtager vi sidstepladsen. Største lyspunkt er eksport.

Bag rapporten står konsulenthuset Iris Group, som rangerer landets kommuner baseret på 20 indikatorer, blandt andet produktivitet, iværksætteri og eksport blandt virksomheder i kommunerne.

På den samlede rangliste ender Bornholm på plads nummer 91. Kun Syddjurs, Næstved og Egedal klarer sig dårligere. Rangeringen går fra førstepladsen til nummer 94, da Læsø, Ærø, Samsø og Fanø er lagt sammen med andre kommuner.

Bornholmsk sidsteplads

I to kategorier placerer Iris Group Bornholm som nummer 74. Det drejer sig om eksport samt arbejdspladser, indkomst og produktivitet, og i en af dem finder man rapportens bornholmske lyspunkt. Det fremgår nemlig, at Bornholm sammen med Lolland og Langeland-Ærø har oplevet den største fremgang, når det gælder antal arbejdssteder med eksport.

Tilbage er kategorien iværksætteri og vækstvirksomheder, hvor Bornholm indtager sidstepladsen. I den forbindelse gør Iris Group opmærksom på, at udsvingene i dette indeks typisk er lidt større, da iværksætteri, overlevelse og jobskabelse i mindre virksomheder kan svinge en del fra år til år i den enkelte kommune. Tallene er også baseret på færre virksomheder end på de øvrige områder.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT