Arbejdet med helhedsplanerne har trukket ud, blandt andet som følge af udfordringer i samarbejdet. Sagen er for tiden til behandling i det kommunale tilsyn, og det understreger ifølge formanden behovet for, at Bo42, Kuben, Landsbyggefonden og BL – Danmarks Almene Boliger går sammen om at finde løsninger, så arbejdet med de tre helhedsplaner færdiggøres uden yderligere forsinkelser.
Fra 9. januar indsætter Bo42 Bent Frederiksen som midlertidig forretningsfører, indtil der er fundet forsvarlige og varige løsninger på de problemer, der er opstået i forbindelse med de tre renoveringssager. Bent Frederiksen har mange års erfaring med at stå i spidsen af almene boligorganisationer, både i flerårige stillinger som administrerende direktør i Boligforeningen 3B og i Boliggården samt som midlertidig forretningsfører udsendt af BL til boligorganisationer med akut behov for ledelsesmæssig bistand, fortæller Bo42.
Bent Frederiksen er uddannet økonom, og han indtræder som forretningsfører for en ikke nærmere bestemt periode.
Takker for mange gode år
Tidende har talt med Ebbe Frank, som ikke har nogen kommentarer til den udsendte pressemeddelelse. På det sociale medie Linkedin skriver han, at Bo42 og han har indgået en fratrædelsesaftale.