Biltema-sagaen: Flere butikker har interesse

Biltema-sagaen: Flere butikker har interesse
Én ting er sikkert - Biltema vil gerne til Bornholm. Men andre butikskæder har måske også interesse i området ved Vibegård. Foto: Biltema Sverige
ERHVERV | Mandag 28. april 2025 • 19:00
ERHVERV | Mandag 28. april 2025 • 19:00

Der kan være andre butikskæder på vej til Bornholm sammen med Biltema - men uanset hvad må man væbne sig med tålmodighed.

Biltema vil gerne til Bornholm - men det er de tilsyneladende ikke ene om.

I hvert fald lyder det i oplægget til onsdagens kommunalbestyrelsesmøde, at en henvendelse fra et udviklingsselskab sandsynliggør, at der er flere butikskæder, som har interesse i at etablere boksbutikker i et nyt butiksområde ved Vibegård i Rønne.

Det har længe været kendt, at Biltema-kæden gerne ville etablere sig i området, og ønsket om en 7.500 kvadratmeter stor butiksgrund har ad flere omgange været oppe at vende i det politiske system. I slutningen af februar troede mange så, at det endelig skulle afgøres, hvorvidt Biltemas ønskegrund skulle laves om til et såkaldt aflastningsområde. Men i sidste øjeblik tog sagen en ny drejning, da borgmester Jacob Trøst (K) kort inden kommunalbestyrelsesmødet meddelte, at en ny virksomhed havde meldt sig på banen, hvorfor et flertal besluttede at udskyde sagen.

Interesse fra flere butikskæder

Det fik flere til at tro, at det drejede sig om et valg af Biltema eller anden virksomhed, men det afviste borgmesteren i sidste måned over for Tidende.

– Tværtimod er det vores håb, at begge virksomheder kan komme til at ligge der. Forskellen er, om man skal den her detailhandelsredegørelse, der kun dækker lige præcis de kvadratmeter, som Biltema vil have, eller om man skal lave en, der dækker hele arealet ved Vibegård, hvor der er plads til en del mere, forklarede Jacob Trøst.

Den nye potentielle køber betød dermed også, at man var nødt til at lave en helt ny politisk sag, da den omtalte redegørelse vil blive dyrere, og der skal også laves en større analyse af hele Bornholms detailhandel.

Den nye sag er kommet på tapetet først i de relevante udvalg og nu den samlede kommunalbestyrelse, og selvom det fortsat ikke fremgår, hvem det interesserede "udviklingsselskab" er, kan det dog nu konstateres, at det potentielt drejer sig om flere boksbutikker - ala den Biltema har ønske om.

"Firmaet kender de forskellige butikskæder, der opererer i Danmark, og de varetager hele projektfasen fra køb af grund til salg af det færdige ejendomsprojekt til investor. Det forekommer på baggrund af denne henvendelse sandsynligt, at der er flere butikskæder, som har interesse i at etablere boksbutikker i et nyt butiksområde ved Vibegård", lyder det blandt andet i oplægget fra administrationen.

Dobbelt op i størrelse

Derfor har sagen fået et ekstra ben, som politikerne skal tage stilling til.

I første omgang drejede det sig kun om et spørgsmål om a eller b, hvor mulighed a dækker over, at der ikke udlægges et nyt butiksområde ved Vibegård, og at butikskæder, som vil etablere sig på Bornholm henvises til de eksisterende aflastningsområder, mens forslag b vil igangsætte arbejdet mod en ændring af kommuneplanen for et nyt aflastningsområde - på 7.500 kvadratmeter.

Nu er mulighed så kommet i spil, og det læner sig op ad forslag b med den ret relevante forskel, at der her skal undersøges muligheden for et butiksareal for en til tre butikker på op til 15.000 kvadratmeter i alt. Det fremgår samtidig, at det vil koste kommunekassen 350.000 kroner ekstra at få lavet denne redegørelse.

Sagen har været igennem natur-, miljø- og planudvalget, hvor der var stemmelighed mellem forslag a og c, mens økonomiudvalget efterfølgende har anbefalet, at der igangsættes et arbejde mod et butiksareal på op til 15.000 kvadratmeter.

Lang ventetid

Vedtages det at gå videre med projekt Biltema og andre muligvis andre boksbutikker, skal man dog ikke forvente at se kæderne blomstre op lige foreløbig.

For i tillæg til oplægget fra administrationen er der også udarbejdet en plan for den eventuelle videre proces. Her kan man se, at man skal igennem diverse beslutninger, udarbejdelser og høringer som alle forsinker en potentiel åbningsdag for de nye kæder.

Planen slutter således ved punktet, der kaldes Miljø og Bygs sagsbehandling, som i skemaet er sat til august-december 2028, så vi skal altså som minimum ind i 2029, før de nye butikker kan se Bornholms lys.

Et faktum som Jacob Trøst da også tidligere har erkendt. For et nyt aflastningsområde sker ikke ved et knips med fingrene.

– Vi snakker om år. Bare det at lave en lokalplan tager jo typisk mellem et og to år, og det er bare en del af det. Så jeg er meget forsigtig med at sætte præcise datoer på.

Tidende har mandag spurgt Jacob Trøst, om han kan komme den nye interesserede køber nærmere, men borgmesteren er ikke vendt tilbage med svar.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT