Erhvervsorganisationen SMV Danmark har kigget nærmere på kommunernes erhvervsvenlighed. Analysen bygger på svar fra over 2.200 små og mellemstore virksomheder og omfatter 79 kommuner. Struer Kommune topper listen, og Bornholm ligger i den nederste tredjedel.
– Topkommunerne viser, at det kan lade sig gøre at skabe et stærkt erhvervsklima – uanset om kommunen er stor eller lille. Det kræver, at man er tæt på virksomhederne og leverer konkret og effektiv erhvervsservice, siger administrerende direktør Jakob Brandt i SMV Danmark i en pressemeddelelse.
Virksomhederne har på en skala fra 0 til 100 vurderet kommunerne på infrastruktur, adgang til arbejdskraft, skatter og afgifter, sagsbehandling, erhvervsservice, støtteordninger og udbud, og adgang til arbejdskraft er den største udfordring.
– Det er et klart signal til kommunerne om, at de skal prioritere at få flere unge gennem en erhvervsuddannelse, styrke beskæftigelsesindsatsen og åbne kommunale opgaver for mindre virksomheder. Det er i høj grad SMV’erne, der skaber vækst og arbejdspladser lokalt, og derfor skal rammerne passe til dem, siger Jakob Brandt.